KAPITEL 1

“Han, der bor i kroppen, kan aldrig slås ihjel, O Bharatas efterkommer. Derfor behøver du ikke sørge over noget levende væsen.” (Bhagavad-gītā 2.30)

Det allerførste skridt i selverkendelse er forståelsen af, at ens identitet er forskellig fra kroppen. “Jeg er ikke denne krop, men en åndelig sjæl,” er en afgørende erkendelse for alle, der ønsker at sætte sig ud over døden og komme til den åndelige verden på den anden side. Det er ikke et spørgsmål om blot at sige: “Jeg er ikke denne krop,” men om virkelig at erkende det. Dette er ikke så enkelt, som det måske først kan se ud til. Selv om vi ikke er disse kroppe, men ren bevidsthed, er vi på en eller anden måde blevet indhyllet i denne kropslige klædning. Hvis vi virkelig ønsker den lykke og frihed, der overskrider døden, er vi nødt til at etablere os i vores naturlige position som ren bevidsthed.

Når vi lever i den kropslige livsopfattelse, er vores ide om lykke som hos en person, der taler i vildelse. Nogle filosoffer hævder, at denne deliriske tilstand af kropslig identificering skal helbredes ved fuldstændigt at afstå fra enhver form for handling. Fordi disse materielle aktiviteter har været en kilde til lidelse for os, hævder de, at vi i virkeligheden burde ophøre med al aktivitet. Deres ide om fuldkommenhed er en slags buddhistisk nirvāṇa, hvor der ikke foregår nogen form for aktivitet. Buddha hævdede, at kroppen er blevet til på grund af en kombination af materielle elementer, og hvis disse elementer på en eller anden måde bliver skilt ad eller ophævet, fjernes årsagen til al lidelse. Hvis skatteopkræveren giver os for mange problemer, fordi vi ejer et stort hus, er en simpel løsning at rive huset ned. Men ifølge Bhagavad-gītā findes der andet og mere end bare den materielle krop. Ud over denne kombination af materielle elementer er der ånd, og symptomet på denne ånd er bevidsthed.

Vi kan ikke benægte, at bevidsthed findes. En krop uden bevidsthed er en død krop. Så snart bevidstheden forsvinder fra kroppen, kan munden ikke tale, øjnene ikke se og ørerne ikke høre. Selv et barn kan forstå dette. Det er en kendsgerning, at bevidsthed er absolut nødvendig for at gøre kroppen levende. Hvad er denne bevidsthed for noget? Ligesom varme og lys er symptomer på ild, er bevidsthed symptomet på sjælen. Sjælen eller selvets energi giver sig til kende i form af bevidsthed. Ja, bevidsthed beviser sjælens tilstedeværelse. Dette er ikke blot Bhagavad-gītās filosofi, men konklusionen i hele den vediske litteratur.

Både Śaṅkarācāryas upersonlighedstilhængere og vaiṣṇavaerne, der kommer i discipelrækken fra Śrī Kṛṣṇa, accepterer den virkelige eksistens af sjælen, men det gør de buddhistiske filosoffer ikke. Buddhisterne hævder, at bevidsthed opstår på et vist stadie af kombinationer af materie, men denne påstand modbevises af den kendsgerning, at selv hvis vi har alle materielle bestanddele til rådighed, kan vi stadigvæk ikke frembringe bevidsthed fra dem. Alle de materielle elementer kan være der i en død mand, men vi kan ikke genoplive manden til bevidsthed. Et menneske er ikke en maskine. Når en del af en maskine går i stykker, kan den erstattes, og maskinen vil fungere igen, men når kroppen går til grunde, og bevidstheden forlader kroppen, er det ikke muligt for os at erstatte den del, der er gået i stykker, og genopvække bevidstheden. Sjælen er forskellig fra kroppen, og så længe sjælen er der, bevæger kroppen sig. Men det er ikke muligt at gøre kroppen levende i sjælens fravær.

Fordi vi ikke kan opfatte sjælen med de grove sanser, afviser vi, at den findes. Men i virkeligheden findes der så mange ting, vi ikke kan se. Vi kan ikke se luft, radiobølger, lyd eller mikroskopiske bakterier med vores blotte sanser. Det betyder dog ikke, at de ikke findes. Med hjælp af mikroskoper og andre instrumenter kan vi se mange ting, der førhen var ukendte for dem, der kun havde deres ufuldkomne sanser. Blot fordi sjælen, der er atomisk af størrelse, endnu ikke er blevet set med de grove sanser eller instrumenter, kan vi ikke konkludere, at den ikke er der. Sjælens tilstedeværelse kan imidlertid erkendes gennem dens symptomer og virkninger.

I Bhagavad-gītā (2.14) påpeger Śrī Kṛṣṇa, at alle vores lidelser skyldes den falske identificering med kroppen.

“De midlertidige forekomster af lykke og lidelse og deres forsvinden med tiden er som vintrenes og somrenes kommen og gåen, O Kuntīs søn. De opstår af sanseopfattelse, O Bhāratas efterkommer, og man må lære at tolerere dem uden at blive forstyrret.”

Om sommeren nyder vi kontakten med koldt vand, men om vinteren undgår vi det samme vand, fordi det er for koldt. Vandet er i begge tilfælde det samme, men vi oplever det som henholdsvis behageligt eller ubehageligt på grund af dets kontakt med kroppen under forskellige omstændigheder.

Alle oplevelser af lidelse og lykke skyldes kroppen. Under visse omstændigheder føler kroppen og sindet lykke eller lidelse. I virkeligheden længes vi efter lykke, for sjælens virkelige natur er at være lykkelig. Sjælen er en uadskillelig del af det Højeste Væsen, der er sac-cid-ānanda-vigrahaḥ, personificeringen af evighed, viden og lykke. Ja, selve navnet Kṛṣṇa, der er usekterisk, betyder “den største glæde”. Kṛṣ betyder “den største”, og ṇa betyder “glæde”. Kṛṣṇa er indbegrebet af lykke, og som uadskillelige dele af Ham længes vi efter lykke. Ligesom en dråbe af havet har alle havets kvaliteter, har vi, selv om vi kun er mikroskopiske dele af den Højeste Helhed, de samme kvaliteter som den Højeste.

Selv om den atomiske sjæl er så lille, bevæger den hele kroppen på mange fantastiske måder. Her i verden kan vi se mange byer, broer, store bygninger, monumenter og store civilisationer, men hvem er skyld i alt dette? Det kommer alt sammen fra den lille åndelige gnist inde i kroppen. Hvis sådanne fantastiske ting kan gøres af den lille åndelige gnist, kan vi ikke begynde at forestille os, hvad den Højeste Åndelige Helhed kan udrette. Den lille åndelige gnist længes efter helhedens kvaliteter – evighed, viden og lykke – men det forhindres af den materielle krop. Kundskaben om, hvordan sjælen får opfyldt sit ønske, gives i Bhagavad-gītā.

For øjeblikket forsøger vi at opnå evighed, viden og lykke med et ufuldkomment redskab. I virkeligheden blokeres vores udvikling mod disse mål af den materielle krop. Derfor er vi nødt til at komme til erkendelsen af, at vi eksisterer uafhængigt af kroppen. Teoretisk viden om, at vi ikke er disse kroppe, er ikke nok. Vi er nødt til hele tiden at holde os selv adskilte som kroppens herre og ikke som dens tjener. Hvis vi ved, hvordan vi kører en bil rigtigt, giver den os god tjeneste, men hvis vi ikke ved det, er vi i fare.

Kroppen består af sanser, og sanserne er altid sultne efter deres objekter. Øjnene ser en smuk person og fortæller: “Ih, der er der en smuk pige eller en flot fyr. Lad os kigge.” Ørerne siger: “Sikke en dejlig musik. Lad os lytte.” Tungen siger: “Her er der en god restaurant med dejlig mad. Lad os tage derhen.” På denne måde trækker sanserne os fra det ene sted til det andet og sætter os i forlegenhed.

”Ligesom en stærk vind fører en båd med sig på vandet, kan blot én af de flakkende sanser, som sindet hæfter sig ved, rive et menneskes intelligens med sig.” (Bhagavad-gītā 2.67)

Det er bydende nødvendigt, at vi lærer at styre sanserne. Titlen gosvāmī gives til ham, der har lært at beherske sanserne. Go betyder “sanser”, og svāmī betyder “en, der behersker”, så den, der kan beherske sanserne, anses for at være en gosvāmī. Kṛṣṇa tilkendegiver her, at den, der identificerer sig med den illusoriske materielle krop, kan ikke etablere sig i sin virkelige identitet som åndelig sjæl. Kropslig nydelse er flygtig og gør én beruset og omtåget, og vi kan i virkeligheden ikke finde glæde i en sådan nydelse på grund af dens forbigående natur. Virkelig glæde skal findes i sjælen, ikke i kroppen. Vi må forme vores liv på en sådan måde, at vi ikke bliver afledt af kropslige nydelser. Hvis vi på en eller anden måde afledes, er det ikke muligt for os at etablere vores bevidsthed i dens ægte identitet hinsides kroppen.

“I sindet på dem, der er alt for knyttede til sansenydelse og materiel overflod, og som forvirres af sådanne ting, finder den resolutte beslutning om hengiven tjeneste til den Højeste Herre aldrig sted. Vedaerne beskæftiger sig hovedsageligt med den materielle naturs tre kvaliteter. Bliv transcendental til disse tre kvaliteter, O Arjuna. Vær fri for al dualitet og for al bekymring om vinding og tryghed og vær forankret i selvet.” (Bhagavad-gītā 2.44–45)

Ordet veda betyder “kundskabsbog”. Der er mange kundskabsbøger, der varierer efter land, befolkning, omstændigheder osv. I Indien hedder kundskabsbøgerne Vedaerne. I Vesten har man Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Muslimerne accepterer Koranen. Hvad er formålet med alle disse kundskabsbøger? De er der for at lære os at forstå vores position som ren sjæl. Deres formål er at begrænse de kropslige aktiviteter gennem visse regler og reguleringer, der er kendt som moralske principper. Biblen har for eksempel ti bud, hvis formål er at styre vores liv. Kroppen skal være under kontrol, hvis vi skal nå den højeste fuldkommenhed, så uden regulative principper er det ikke muligt at gøre vores liv fuldkomne. De regulative principper kan variere fra land til land eller fra skrift til skrift, men det er lige meget, for de er udarbejdet efter tid og omstændighed og folks mentalitet. Men princippet om reguleret kontrol er det samme. På samme måde fastsætter regeringen visse regler, som borgerne skal adlyde. Det er ikke muligt at gøre fremskridt i regering og civilisation uden reguleringer. I det andet vers, der blev citeret ovenfor, fortæller Śrī Kṛṣṇa Arjuna, at formålet med Vedaernes regulative principper hovedsageligt er at beherske ens aktiviteter under den materielle naturs tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed (traiguṇya-viṣayā vedāḥ). Imidlertid råder Kṛṣṇa Arjuna til at etablere sig i sin rene naturlige position som åndelig sjæl, der er hævet over den materielle naturs dualiteter.

Som vi allerede har gjort opmærksom på, opstår disse dualiteter såsom varme og kulde eller nydelse og lidelse på grund af kontakten af sanserne med deres objekter. Med andre ord udspringer de af identifikationen med kroppen. Kṛṣṇa fortæller, at de, der har satset alt på at opnå nydelse og magt, rives med af Vedaernes blomstrende ord, der lover himmelsk nydelse gennem offerhandlinger og regulerede aktiviteter. Nydelse er vores fødselsret, for det er en af den åndelige sjæls kvaliteter, men når den åndelige sjæl forsøger at nyde materielt, er det en fejltagelse.

Alle vender sig til materielle ting for at få nydelse og prøver at få så megen viden som muligt. Den ene forsøger at blive kemiker, en anden fysiker, politiker, kunstner osv. Alle ved noget om alting eller alting om noget, og dette kaldes normalt viden. Men så snart vi forlader kroppen, forsvinder denne viden. I et tidligere liv kan man have været en stor videnskabsmand, men i dette liv må man starte helt forfra, gå i skole og lære at læse og skrive fra begyndelsen af. Hvad end viden, man havde i sit forrige liv, er glemt. I virkeligheden søger vi efter evig viden, som imidlertid ikke kan fås gennem denne materielle krop. Vi søger alle efter nydelse gennem disse kroppe, men kropslig nydelse er ikke vores virkelige nydelse. Den er kunstig. Vi er nødt til at forstå, at hvis vi ønsker at fortsætte med denne kunstige nydelse, vil vi ikke kunne opnå vores virkelige position af evig nydelse.

Identifikationen med kroppen er en syg tilstand for den åndelige sjæl. En syg mand kan ikke nyde ordentligt. For eksempel vil en mand med gulsot smage sukker som bittert, imens en rask person kan smage sukkerets søde smag. I begge tilfælde er sukkeret det samme, men alt efter vores tilstand smager det forskelligt. Medmindre vi helbredes for denne syge opfattelse af kropsligt liv, kan vi ikke smage det åndelige livs søde smag. Ja, det vil virke bittert på os, og på samme tid vil vi forværre vores syge tilstand, når vi nyder materielt liv yderligere. En tyfuspatient må ikke få fast føde. Hvis nogle giver ham fast føde, og han spiser det, forværrer han sin sygdom og bringer sit liv i fare. Hvis vi virkelig ønsker frihed fra den materielle tilværelses lidelser, må vi minimere vores kropslige behov og nydelser.

I virkeligheden er materiel nydelse slet ikke nydelse overhovedet. Virkelig nydelse ophører aldrig. Ifølge et vers i Padma Purāṇa, ramante yogino ’nante: Yogīerne (yogino), det vil sige dem, der arbejder på at ophøje sig til det åndelige niveau, nyder virkeligt (ramante), men deres nydelse er anante, uden ende. Det er den, fordi deres nydelse sker i relation til den Højeste Nyder, Rāma, Śrī Kṛṣṇa. Bhagavān Śrī Kṛṣṇa er den virkelige nyder, hvilket Han bekræfter i Bhagavad-gītā (5.29):

“En person, der er i fuld bevidsthed om Mig og kender Mig som den endelige nyder af alle former for offerhandling og askese, som den Højeste Herre over alle planeter og halvguder og som alle levende væseners velgører og velynder, opnår fred fra de materielle lidelser.”

Bhoga betyder “nydelse”, og vores nydelse kommer fra forståelsen af vores position som dem, der nydes. Den virkelige nyder er den Højeste Herre, og vi bliver nydt af Ham.

Et eksempel på dette forhold kan findes i den materielle verden i forholdet mellem en mand og hans hustru. Manden er nyderen (puruṣa), og hustruen er den, der bliver nydt (prakṛti). Ordet prakṛti betyder “kvinde”. Puruṣa eller ånd er subjektet, og prakṛti eller naturen er objektet. Både manden og kvinden tager imidlertid begge del i nydelsen. Når der virkelig er nydelse, er der ingen sådan forskel, at manden nyder mere eller kvinden mindre. Selv om manden er den, der dominerer, og kvinden den, der bliver domineret, er der ingen forskel, når det kommer til nydelse. I en større sammenhæng er intet levende væsen en nyder. Alle levende væsener er prakṛti og bestemt til at blive nydt af Herren, den højeste puruṣa.

Gud har ekspanderet Sig i mange, og vi er disse ekspansioner. Gud er én uden nogen lige, men Han ønskede at være mange for at nyde. Vi har erfaring af, at der er kun lidt eller ingen nydelse i at sidde alene i et lokale og tale til sig selv. Men hvis der er fem mennesker til stede, nyder vi straks mere, og hvis vi kan tale om Kṛṣṇa foran mange, mange folk, er vores nydelse så meget desto større. Nydelse betyder afveksling og forskellighed. Gud blev mange for Sin nydelses skyld, og derfor er det vores position at være dem, der bliver nydt. Det er vores naturlige position og formålet med vores skabelse. Både nyderen og den, der nydes, har bevidsthed, men den nydtes bevidsthed er underordnet nyderens bevidsthed. Selv om Kṛṣṇa er nyderen, og vi er dem, der nydes, deles nydelsen ligeligt af alle, der deltager. Vores nydelse kan gøres fuldkommen, når vi deltager i Guds nydelse. Det er ikke muligt for os at nyde separat på det kropslige plan. Materiel nydelse på den grove kropslige platform frarådes igennem hele Bhagavad-gītā:

”De midlertidige forekomster af lykke og lidelse og deres forsvinden med tiden er som vintrenes og somrenes kommen og gåen, O Kuntīs søn. De opstår af sanseopfattelse, O Bhāratas efterkommer, og man må lære at tolerere dem uden at blive forstyrret.” (Bhagavad-gītā 2.14)

Den grove materielle krop er et resultat af vekselvirkningen mellem den materielle naturs kvaliteter, og den er dømt til ødelæggelse.

“Kun det uforgængelige, umålelige og evige levende væsens materielle krop vil med sikkerhed forgå. Kæmp derfor, O du Bhāratas efterkommer.” (Bhagavad-gītā 2.18)

Śrī Kṛṣṇa opfordrer os derfor til at sætte os ud over den kropslige livsopfattelse og opnå vores virkelige ­åndelige liv.

“Når det legemliggjorte levende væsen er i stand til hæve sig over disse tre kvaliteter, der er forbundet med den materielle krop, kan han blive fri for fødsel, død, alderdom og deres medfølgende lidelser og nyde nektar allerede i dette liv.” (Bhagavad-gītā 14.20)

For at etablere os selv på den rene åndelige platform (brahma-bhūta), der ligger over den materielle naturs tre kvaliteter, må vi engagere os i Kṛṣṇa-bevidsthed. Caitanya Mahāprabhus gave, sangen af Kṛṣṇas navne – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – hjælper os til dette. Denne metode kaldes bhakti-yoga eller mantra-yoga, og den anvendes af de største transcendentalister. Hvordan transcendentalisterne erkender deres identitet hinsides fødsel og død – uden for den materielle krop – og overfører sig selv fra det materielle univers til det åndelige univers, bliver diskuteret i de følgende kapitler.