KAPITEL 2

Der er forskellige slags transcendentalister, der kaldes yogīer – haṭha-yogīer, jñāna-yogīer, dhyāna-yogīer og bhakti-yogīer – og alle er de kvalificerede til at blive overført til den åndelige verden. Ordet yoga betyder “at sammenlænke med”, og formålet med yoga-systemerne er at sætte os i stand til at sammenlænke os med den transcendentale verden. Som nævnt i det foregående kapitel er vi alle oprindeligt forbundet med den Højeste Herre, men er nu blevet angrebet af materiel besmittelse. Processens mål er derfor at få os tilbage til den åndelige verden, en sammenlænkningsproces, der kaldes yoga. En anden betydning af ordet yoga er “plus”. Lige nu er vi minus Gud eller minus den Højeste. Når vi lægger Kṛṣṇa eller Gud til vores liv, bliver denne menneskelige livsform fuldkommen.

I dødsøjeblikket må vi være i stand til at afslutte denne fuldkommenhedsproces. Så længe vi lever, skal vi derfor praktisere metoden, der fører os til denne fuldkommenhed, så vi i dødsøjeblikket, når vi skal opgive denne materielle krop, kan virkeliggøre den fuldkommenhed.

“Den, der på dødstidspunktet fokuserer livsluften mellem øjenbrynene med et urokkeligt sind og ved hjælp af yoga engagerer sig i at huske på den Højeste Herre med fuld hengivenhed, kommer helt sikkert til Guddommens Højeste Personlighed.” (Bhagavad-gītā 8.10)

En studerende læser et emne i fire eller fem år og går derpå til prøve og får sin eksamen. Når det kommer til det virkelige liv, bliver vi på samme måde overført til den åndelige verden, hvis vi bruger vores liv på at forberede os til eksaminationen i dødsøjeblikket og består den.

“Ligegyldigt hvilken tilstand, man husker, når man forlader sin krop, opnår man med sikkerhed den tilstand, O Kuntīs søn.” (Bhagavad-gītā 8.6)

Ifølge et bengalsk ordsprog vil alt, vi gør for at opnå fuldkommenhed, stå sin prøve i dødsøjeblikket. I Bhagavad-gītā (8.11–12) beskriver Kṛṣṇa, hvad man skal gøre, når man opgiver kroppen. Når det kommer til dhyāna-yogīen (meditatøren), bemærker Śrī Kṛṣṇa i følgende vers:

“Personer, der er lærde i Vedaerne, som reciterer oṁkara, og som er store vismænd i forsagelsens orden, træder ind i Brahman. Ønsker man en sådan fuldkommenhed, praktiserer man cølibat. Lad Mig nu kort redegøre for den proces, gennem hvilken man kan opnå befrielse. At være situeret i yoga betyder at være utilknyttet til alle sanselige aktiviteter. Når man lukker alle sansernes døre og fokuserer sindet på hjertet og fæstner livsluften i toppen af hovedet, etablerer man sig selv i yoga.” (Bhagavad-gītā 8.11–12)

I yoga-systemet kaldes denne proces pratyāhāra, der betyder “det stik modsatte”. Selv om øjnene i løbet af livet er optaget af at se verdslig skønhed, vil man i døden skulle trække sanserne tilbage fra deres objekter og se skønheden indeni. På samme måde er ørerne vant til at høre så mange lyde i verden, men i dødsøjeblikket skal man høre det transcendentale oṁ-kāra indefra.

“Hvis man tænker på Guddommens Højeste Personlighed og forlader sin krop efter at være blevet situeret i denne yoga-praksis, imens man reciterer den hellige stavelse oṁ, den højeste bogstavskombination, vil man med sikkerhed nå de åndelige planeter.” (Bhagavad-gītā 8.13)

På denne måde er det nødvendigt, at alle sanserne standses i deres ydre aktiviteter og koncentrerer sig om formen af viṣṇu-mūrti, Guds form. Sindet er meget hvileløst, men det er nødt til at fokusere på Herren i hjertet. Når sindet er fast forankret inde i hjertet, og livsluften overføres til toppen af hovedet, kan man opnå fuldkommenhed i yoga.

På dette tidspunkt beslutter yogīen sig for, hvor han gerne vil hen. I det materielle univers er der utallige planeter, og uden for dette univers er der det åndelige univers. Yogīerne har kendskab til disse steder gennem den vediske litteratur. Ligesom en person, der planlægger at tage til Amerika, kan danne sig en vis ide om, hvad landet er, ved at læse bøger om det, kan man også have viden om de åndelige planeter ved at læse den vediske litteratur. Yogīen kender til alle disse beskrivelser og kan overføre sig selv til en hvilken som helst planet, han ønsker, uden hjælp af rumskibe. Rumrejser med mekaniske hjælpemidler er ikke den anerkendte måde, hvorpå man ophøjer sig til andre planeter. Ved at investere en masse tid og på bekostning af stor indsats og mange penge kan det måske lade sig gøre for nogle få mennesker at komme til andre planeter på materielle måder med rumskibe, rumdragter osv., men dette er en besværlig og upraktisk metode. Under alle omstændigheder er det ikke muligt at komme uden for det materielle univers med mekaniske midler.

Den almindeligt accepterede metode, hvormed man overfører sig til højere planeter, er gennem praktiseringen af det meditative yoga-system eller jñāna-systemet. Bhakti-yoga-systemet praktiseres imidlertid ikke for at blive overført til nogen materiel planet. De, der er tjenere af Kṛṣṇa, den Højeste Herre, er overhovedet ikke interesserede i nogen form for planet i denne materielle verden, for de ved, at uanset hvilken planet man kommer til i den materielle himmel, er der fortsat fødsel, alderdom, sygdom og død. På højere planeter kan varigheden af livet være længere end på denne jord, men døden er der ikke desto mindre. Med ordet “materielt univers” refererer vi til planeter, hvor der findes fødsel, alderdom, sygdom og død, og med “åndeligt univers” sigter vi til planeter, hvor der ingen fødsel, alderdom, sygdom og død er. De, der er intelligente, forsøger ikke at ophøje sig til nogen planet i det materielle univers.

Hvis man forsøger at komme til højere planeter med mekaniske midler, vil man med garanti dø på stedet, for kroppen kan ikke tåle de radikale ændringer i atmosfæren. Men hvis man forsøger at komme til højere planeter gennem yoga-systemet, vil man få en passende krop, der kan leve der. Vi kan se dette demonstreret på denne jord, for vi ved, at det ikke er muligt for os at leve i havet i en vandig atmosfære, ligesom det heller ikke er muligt for vanddyrene at leve på land. Siden vi kan forstå, at selv på denne planet er man nødt til at have en bestemt krop for at leve på et bestemt sted, siger det sig selv, at det også er nødvendigt med en bestemt slags krop på andre planeter. På de højere planeter lever kroppe meget længere end på Jorden, for seks måneder på Jorden svarer til én dag på de højere planeter. Således beskriver Vedaerne, at de, der lever på de højere planeter, lever dér i op til 10.000 jordiske år. Men på trods af et sådant langt liv venter døden alle. Selv hvis man lever i 20.000, 50.000 eller endog i ti millioner år, er al tid i det materielle univers afmålt, og døden er sikker. Hvordan kan vi undslippe denne underlæggelse af døden? Det handler Bhagavad-gītā om.

“For sjælen findes der hverken fødsel eller død på noget tidspunkt. Han er ikke blevet til, han bliver ikke til, og han vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid eksisterende og oprindelig. Han dræbes ikke, når kroppen dræbes.” (Bhagavad-gītā 2.20)

Vi er åndelige sjæle og som sådan evige. Hvorfor er vi da underlagt fødsel og død? Den, der stiller dette spørgsmål, må anses for at være intelligent. De, der er Kṛṣṇa-bevidste, er meget intelligente, for de er ikke interesserede i at komme til nogen planet, hvor der er død. De vil afvise et langt liv her for i stedet at opnå en krop som Guds. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ sac-cid-ānanda-vigrahaḥ. Sat betyder “evig”, cit betyder “fuld af viden”, og ānanda betyder “fuld af glæde”. Kṛṣṇa er reservoiret af al glæde. Hvis vi overfører os selv fra denne krop til den åndelige verden – enten til Kṛṣṇaloka (Kṛṣṇas planet) eller til enhver anden åndelig planet – får vi en tilsvarende sac-cid-ānanda krop. Således har de, der er Kṛṣṇa-bevidste, et andet mål end dem, der forsøger at forfremme sig til højere planeter i denne materielle verden.

Individets selv eller sjæl er en mikroskopisk åndelig gnist. Yogaens fuldkommenhed er overførelsen af denne åndelige gnist til toppen af hovedet. Efter at have opnået dette kan yogīen overføre sig selv til en hvilken som helst planet i den materielle verden, hvorend han ønsker det. Hvis yogīen er nysgerrig efter at vide, hvordan der er på Månen, kan han overføre sig dertil, eller hvis han er inter­esseret i højere planeter, kan han komme dertil, ligesom en rejsende kan tage til New York, London eller andre byer på Jorden. Hvor som helst man kommer på Jorden, støder man på de samme visa- og toldsystemer. På alle materielle planeter kan man på samme måde finde de samme principper i form af fødsel, alderdom, sygdom og død.

Oṁ ity ekākṣaraṁ brahma: I dødsøjeblikket kan yogīen recitere oṁ eller oṁkāra, den mest præcise og koncentrerede åndelige lydvibration. Hvis yogīen kan recitere denne lyd og på samme tid huske på Kṛṣṇa eller Viṣṇu (mām anusmaran), opnår han det højeste mål. Formålet med yoga er at koncentrere sindet på Viṣṇu. Upersonalisterne forestiller sig en eller anden form af den Højeste Herre, men personalisterne forestiller sig ikke noget. De ser faktisk. Uanset om man forestiller sig Kṛṣṇa eller faktisk ser Ham, skal man koncentrere sit sind på Hans personlige form.

“For den, der altid husker på Mig uden afvigelse, er Jeg nem at nå på grund af hans konstante engagement i hengiven tjeneste, O Pṛthas søn.” (Bhagavad-gītā 8.14)

De, der stiller sig tilfredse med et midlertidigt liv, midlertidig glæde og midlertidige faciliteter, kan ikke anses for intelligente, i det mindste ikke ifølge Bhagavad-gītā. Ifølge Bhagavad-gītā er kun den, der har begrænset hjernemasse, interesseret i midlertidige ting. Hvorfor skulle vi være interesserede i noget midlertidigt, når vi er evige? Ingen ønsker en ikke-vedvarende situation. Hvis vi bor i en lejlighed, og ejeren beder os om at flytte, bliver vi kede af det, men vi er ikke kede af det, hvis vi flytter til en bedre lejlighed. Fordi vi er evige, er det vores natur at ønske en evig bolig. Vi ønsker ikke at dø, for i virkeligheden er vi evige.

Vi ønsker heller ikke at blive gamle og syge, for disse er alle ydre, ikke-permanente tilstande. Selv om det ikke er meningen, at vi skal lide af feber, får vi alligevel somme tider feber, og vi er nødt til at tage medicin og forskellige forholdsregler for at få det godt igen. De firfoldige lidelser er som en feber og skyldes alle den materielle krop. Hvis vi på en eller anden måde kan komme ud af den materielle krop, kan vi undslippe de lidelser, der er uløseligt forbundet med kroppen.

Hvis upersonalisterne vil ud af denne midlertidige krop, råder Kṛṣṇa dem her til at recitere stavelsen oṁ. På denne måde kan de være sikre på at komme til den åndelige verden. Men selv om de kan komme til den åndelige verden, kan de ikke komme til nogen af planeterne der. De forbliver udenfor i brahmajyoti. Brahmajyoti kan sammenlignes med solskinnet og de åndelige planeter med selve Solen. I den åndelige himmel forbliver upersonalisterne i den Højeste Herres udstråling, brahmajyoti. Upersonalisterne placeres i brahmajyoti som åndelige gnister. På denne måde er brahmajyoti fyldt med åndelige gnister. Det er det, der menes med at opgå i den åndelige eksistens. Man må ikke tro, at man opgår i brahmajyoti i den forstand, at man bliver ét med den. Den åndelige sjæl bevarer sin individualitet, men fordi upersonalisten ikke ønsker at have en personlig form, forbliver han som en åndelig gnist i brahmajyotis udstråling. Ligesom solskinnet består af mange atomiske partikler, består brahma­jyoti af mange åndelige gnister.

Som levende væsener ønsker vi imidlertid lykke. At eksistere er ikke nok i sig selv. Vi vil have lykke (ānanda) såvel som eksistens (sat). I sin helhed består det levende væsen af tre kvaliteter – evighed, viden og lyksalighed. De, der opgår upersonligt i brahmajyoti, kan forblive der et stykke tid i fuld viden om, at de nu er homogent sammensmeltet med Brahman, men de kan ikke smage den evige ānanda, lyksalighed, for den del mangler. Man kan være alene i et værelse et stykke tid og hygge sig for sig selv med en bog eller være optaget af en eller anden tanke, men det er ikke muligt at blive der i årevis for slet ikke at tale om i al evighed. Derfor er der for den, der opgår upersonligt i den Højestes eksistens, enhver mulighed for igen at falde ned til den materielle verden i hans søgen efter nogle at være sammen med. Dette er Śrīmad-Bhāgavatams konklusion. Astronauter kan rejse tusinder og atter tusinder af kilometer, men hvis de ikke kan slå sig ned på en eller anden planet, er de nødt til at vende tilbage til Jorden. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at falde til hvile et eller andet sted. I den upersonlige form er denne hvile usikker. Derfor står der i Śrīmad-Bhāgavatam, at hvis upersonalisten skulle komme til den åndelige verden og få sig en upersonlig form, vender han ikke desto mindre tilbage til den materielle verden selv efter nok så stor en indsats, fordi han har undladt at tjene den Højeste Herre med kærlighed og hengivenhed. Så længe vi er her på Jorden, må vi lære at praktisere, hvordan vi elsker og tjener Kṛṣṇa, den Højeste Herre. Hvis vi lærer dette, kan vi komme til de åndelige planeter. Upersonalistens position i den åndelige verden er ikke permanent, for af ensomhed vil han forsøge at finde sig en eller anden form for selskab. Fordi han ikke omgås personligt med den Højeste Herre, bliver han nødt til at vende tilbage til den materielle verden og være sammen med de betingede levende væsener der.

Det er derfor af yderste vigtighed, at vi kender naturen af vores grundlæggende position: Vi ønsker evighed, fuldstændig viden og også lykke. Når vi er ladt alene i lang tid i den upersonlige brahmajyoti, vil vi ikke opleve lykke, og derfor ender vi med igen at acceptere den glæde, som den materielle verden kan tilbyde. Men i Kṛṣṇa-bevidsthed nyder man virkelig lykke. I den materielle verden bliver det generelt accepteret, at den højeste nydelse er sex. Dette er en fordrejet refleksion af den sexglæde, der er i den åndelige verden, glæden ved at omgås med Kṛṣṇa. Vi må ikke tro, at nydelsen der er som sexnydelsen i den materielle verden. Den er noget helt andet. Men medmindre der er en form for sexliv i den åndelige verden, kan den ikke være reflekteret her. Her er det blot en perverteret refleksion, men det virkelige sexliv er der i Kṛṣṇa, som er fuld af al glæde. Derfor er det bedste, vi kan gøre, at træne os selv nu, så vi på dødstidspunktet kan overføre os selv til det åndelige univers til Kṛṣṇaloka og dér nyde i Kṛṣṇas selskab. I Brahma-saṁhitā (5.29) beskrives Śrī Kṛṣṇa og Hans bolig således:

“Jeg tilbeder Govinda, den oprindelige Herre, den første stamfader, der vogter køerne og opfylder alle ønsker i boliger, der er bygget af åndelige ædelsten og omgivet af millioner af ønskeopfyldende træer. Han tjenes altid med stor ærbødighed og kærlighed af tusinder af lykkegudinder.”

Dette er en beskrivelse af Kṛṣṇaloka. Husene består af, hvad der kaldes “ønskesten”. Uanset hvad en ønskesten rører ved, bliver det omgående til guld. Træerne er ønskeopfyldende træer eller “ønsketræer”, for man kan få lige hvad man ønsker sig fra dem. I denne verden kan vi få mangoer fra mangotræer og æbler fra æbletræer, men der kan man få hvad som helst, man ønsker, fra et hvilket som helst træ. På samme måde kaldes køerne surabhi og giver en endeløs forsyning af mælk. Sådanne beskrivelser af de åndelige planeter findes i de vediske skrifter.

I denne materielle verden har vi vænnet os til fødsel, død, alderdom og sygdom. Materielle videnskabsmænd har udviklet mange ting til sansenydelse og til at ødelægge verden med, men de har ikke fundet nogen løsning på problemerne med alderdom, sygdom, fødsel og død. De kan ikke lave nogen maskine, der kan bremse fødsel, død, alderdom eller sygdom. Vi kan fremstille noget, der kan fremskynde døden, men intet, der kan standse den. De, der er intelligente, bekymrer sig imidlertid ikke om disse firfoldige lidelser i det materielle liv, men om at blive ophøjet til de åndelige planeter. Den, der hele tiden er i trance (nitya-yuktasya yoginaḥ), afleder ikke sin opmærksomhed til noget som helst andet. Han befinder sig altid i trance. Hans sind er altid fyldt med tanker om Kṛṣṇa uden afvigelse (ananya-cetāḥ satatam yo māṁ smarati nityaśaḥ). Satatam refererer til hvor som helst og når som helst.

I Indien boede jeg i Vṛndāvana, og nu er jeg i Amerika, men det betyder ikke, at jeg har forladt Vṛndāvana, for hvis jeg tænker på Kṛṣṇa hele tiden, er jeg altid i Vṛndāvana uanset min materielle placering. Kṛṣṇa-bevidsthed indebærer, at man altid lever sammen med Kṛṣṇa på Hans åndelige planet, Goloka Vṛndāvana. Man venter blot på at opgive denne materielle krop. Smarati nityaśaḥ betyder “at huske uafbrudt”. For den, der uafbrudt husker på Kṛṣṇa, bliver Herren tasyāhaṁ sulabhaḥ, let opnåelig. Kṛṣṇa udtaler Selv, at Han er let at opnå gennem denne bhakti-yoga-proces. Så hvorfor skulle vi engagere os i nogen anden proces? Vi kan synge Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare døgnet rundt. Der er ingen regler og reguleringer. Man kan synge på gaden, i toget, derhjemme eller på kontoret. Der er ingen skat og ingen udgift forbundet med det. Hvorfor ikke bare gøre det?