TEXT 16
kiṁ karma kim akarmeti
kavayo ’py atra mohitāḥ
tat te karma pravakṣyāmi
yaj jñātvā mokṣyase ’śubhāt
kim — hvad er; karma — handling; kim — hvad er; akarma — uvirksomhed; iti — således; kavayaḥ — de intelligente; api — selv; atra — i denne henseende; mohitāḥ — er forvirrede; tat — det; te — til dig; karma — handling; pravakṣyāmi — Jeg vil forklare; yat — hvilket; jñātvā — idet du forstår; mokṣyase — du vil blive befriet; aśubhāt — fra en dårlig skæbne.
Selv de intelligente bliver forvirrede, når de skal afgøre, hvad der er handling, og hvad der er uvirksomhed. Nu skal Jeg forklare for dig, hvad handling er, så du ved at vide dette vil blive befriet for al modgang i livet.
FORKLARING: Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed skal ske i overensstemmelse med tidligere autoriserede hengivnes eksempler. Dette blev anbefalet i vers 15. Hvorfor en sådan handling ikke bør gøres uafhængigt, vil blive forklaret i den følgende tekst.
For at kunne handle i Kṛṣṇa-bevidsthed må man lade sig vejlede af autoriserede personer, der tilhører en discipelrække, som det blev forklaret i begyndelsen af dette kapitel. Det Kṛṣṇa-bevidste system blev først forklaret for solguden, solguden berettede det til sin søn Manu, der forklarede det for sin søn Ikṣvāku, og systemet har været alment udbredt på denne jord lige siden denne fjerntliggende tid. Man må derfor følge i fodsporene på de tidligere autoriteter i discipelrækken, ellers vil selv de mest intelligente mennesker blive forvirrede, når det gælder standardaktiviteterne i Kṛṣṇa-bevidsthed. Af denne grund besluttede Herren Sig for at instruere Arjuna direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Som følge af Herrens direkte instruktion til Arjuna vil alle, der følger i Arjunas fodspor, helt sikkert ikke blive forvirrede.
Der står skrevet, at man ikke kan fastslå religionens veje gennem mangelfuld eksperimentel viden. I virkeligheden er det kun Herren Selv, der kan fastsætte religiøse principper. Dharmaṁ tu sākṣād bhagavat- praṇītam (ŚB. 6.3.19). Ingen kan fastlægge et religiøst princip igennem ufuldkommen spekulation. Man bliver nødt til at følge i fodsporene på store autoriteter som Brahmā, Śiva, Nārada, Manu, Kumāraerne, Kapila, Prahlāda, Bhīṣma, Śukadeva Gosvāmī, Yamarāja, Janaka og Bali Mahārāja. Man kan ikke finde ud af, hvad religion eller selverkendelse er, gennem intellektuel spekulation. Af Sin årsagsløse nåde mod Sine hengivne forklarer Herren derfor for Arjuna, hvad handling er, og hvad uvirksomhed er. Kun handling i Kṛṣṇa-bevidsthed kan befri en person fra indviklingen i den materielle tilværelse.