No edit permissions for Dansk

TEXT 21

yo yo yāṁ yāṁ tanuṁ bhaktaḥ
śraddhayārcitum icchati
tasya tasyācalāṁ śraddhāṁ
tām eva vidadhāmy aham

yaḥ yaḥ — hvem end; yām yām — hvad end; tanum — en halvguds form; bhaktaḥ — en hengiven; śraddhayā — med tro; arcitum — at tilbede; icchati — ønsker; tasya tasya — til ham; acalām — fast; śraddhām — tro; tām — den; eva — med sikkerhed; vidadhāmi — giver; aham — Jeg.

Jeg befinder Mig i hjertet på alle som Oversjælen. Så snart en person ønsker at tilbede en halvgud, gør Jeg ham stærk i troen, så han kan hengive sig til den pågældende guddom.

FORKLARING: Gud har givet alle deres frihed. Hvis en person derfor gerne vil have materiel nydelse og oprigtigt ønsker at få sådanne faciliteter fra de materielle halvguder, forstår den Højeste Herre det som Oversjælen i alles hjerter og giver en sådan person det, han vil have. Som den højeste fader til alle levende væsener blander Han Sig ikke i deres uafhængighed, men giver dem alle muligheder, så de kan få opfyldt deres materielle ønsker. Nogle vil måske spørge, hvorfor den almægtige Gud faciliterer de levende væseners nydelse af denne materielle verden og på den måde lader dem gå i den illusoriske energis fælde. Svaret er, at hvis den Højeste Herre som Oversjælen ikke skænkede disse faciliteter, ville der ikke være nogen mening med deres frihed. Derfor giver Han alle deres fulde frihed til at gøre, hvad de har lyst til, men Hans endelige instruktion finder vi i Bhagavad-gītā: Man bør opgive ethvert andet engagement og helt overgive sig til Ham. Det vil gøre mennesket lykkeligt.

Både det levende væsen og halvguderne er underordnet Guddommens Højeste Personligheds vilje. Derfor kan det levende væsen ikke tilbede nogen halvgud ved sit eget ønske, og halvguden kan heller ikke skænke nogen form for velsignelse uden den Højestes vilje. Som det siges, bevæger ikke så meget som et græsstrå sig, medmindre Guddommens Højeste Personlighed vil det. Normalt henvender de, der lider i den materielle verden, sig til halvguderne, som de tilrådes det i den vediske litteratur. En person, der ønsker sig en bestemt ting, kan tilbede en eller anden halvgud. Er man for eksempel syg, anbefales det at tilbede solguden. Ønsker man sig en uddannelse, kan man tilbede lærdommens gudinde, Sarasvatī, og en person, der ønsker sig en smuk kone, kan tilbede gudinden Umā, Herren Śivas hustru. På den måde er der anbefalinger i śāstraerne (de vediske skrifter) af forskellige måder at tilbede forskellige halvguder på. Eftersom et bestemt levende væsen ønsker at nyde en vis materiel facilitet, inspirerer Herren ham med et stærkt ønske om at opnå den velsignelse fra den pågældende halvgud, og på den måde lykkes det for det levende væsen at få den velsignelse. Det levende væsens særlige hengivne mentalitet over for en bestemt halvgud bliver også arrangeret af den Højeste Herre. Halvguderne kan ikke indgyde en sådan sympati i de levende væsener, men da Kṛṣṇa er den Højeste Herre eller Oversjælen, der findes i hjertet på alle levende væsener, tilskynder Han mennesket til at tilbede visse halvguder. Halvguderne er i virkeligheden forskellige dele af den Højeste Herres universelle krop, og derfor er de ikke uafhængige. Der står i den vediske litteratur: “Guddommens Højeste Personlighed er som Oversjælen også til stede i hjertet på halvguden. Derfor arrangerer Han gennem halvguden at opfylde det levende væsens ønske. Men både halvguden og det levende væsen er afhængig af den højeste vilje. De er ikke uafhængige.”

« Previous Next »