KAPITEL 5

Hvis man får noget bedre, opgiver man helt naturligt alt, der er dårligere. Vi ønsker nydelse, men upersonalisme og tomhedsfilosofi har skabt en sådan atmosfære, at vi er blevet forfaldne til materiel nydelse. Derfor er det vigtigt at forstå, at der er nydelse i at være forbundet med den Højeste Person (puruṣaḥ sa paraḥ) og se Ham ansigt til ansigt. I den åndelige himmel kan vi tale personligt med Gud, lege med Ham og spise sammen med Ham. Alt dette kan opnås gennem bhakti, transcendental kærlighedstjeneste til Herren. Imidlertid skal denne tjeneste være uforfalsket, eller med andre ord skal vi elske Gud uden at forvente materiel belønning. At elske Gud for at blive ét med Ham er også en form for forfalskning.

En af de væsentlige forskelle på den åndelige himmel og den materielle himmel er, at i den åndelige himmel har overhovedet eller lederen af de åndelige planeter ingen rival. I alle tilfælde er den herskende personlighed på de åndelige planeter en fuldstændig ekspansion af Śrī Kṛṣṇa. Den Højeste Herre og Hans mangeartede manifestationer hersker over alle Vaikuṇṭha-planeterne. På Jorden er der for eksempel konkurrence om positionen som præsident eller statsminister, men i den åndelige himmel anerkender alle Guddommens Højeste Personlighed som den højeste. De, der ikke anerkender Ham og forsøger at blive Hans rivaler, placeres i det materielle univers, der er ligesom et fængsel. Alle byer har et fængsel, som dog kun udgør en ubetydelig del af hele byen. I den åndelige verden er det materielle univers på samme måde et fængsel for de betingede sjæle. Det udgør kun en ubetydelig del af den åndelige himmel. Men det ligger ikke uden for den åndelige himmel, ligesom et fængsel ikke ligger uden for byen.

Indbyggerne på Vaikuṇṭha-planeterne i den åndelige himmel er alle befriede sjæle. Śrīmad-Bhāgavatam fortæller os, at deres kropslige træk er nøjagtig som Guds. På nogle af disse planeter manifesterer Gud Sig med to arme, og på andre har Han fire. Ligesom den Højeste Herre har indbyggerne på disse planeter også to eller fire arme, og der står skrevet, at man ikke kan se forskel på dem og den Højeste Person. I den åndelige verden er der fem slags befrielse. Sāyujya-mukti er en befrielse, hvor man opgår i den Højeste Herres upersonlige eksistens, der kaldes Brahman. En anden form for befrielse er sārūpya-mukti, hvor man får kropstræk nøjagtig som Guds. En tredje er sālokya-mukti, hvor man kan bo på samme planet som Gud. I sārṣṭi-mukti kan man have rigdomme på linie med den Højeste Herres. Og sāmīpya-mukti sætter én i stand til altid at være hos Gud som en af Hans ledsagere ligesom Arjuna, der altid er sammen med Kṛṣṇa som Hans ven. Man kan opnå enhver af disse fem former for befrielse, men af de fem accepteres sammensmeltningen med det upersonlige aspekt (sāyujya-mukti) ikke af vaiṣṇavaerne eller de hengivne. En vaiṣṇava ønsker at tilbede Gud, som Han er, og beholde sin separate individualitet for at kunne tjene Ham, imens den upersonalistiske māyāvādī-filosof ønsker at opgive sin individualitet og blive ét med den Højestes eksistens. En sådan sammensmeltning med Gud anbefales hverken af Śrī Kṛṣṇa i Bhagavad-gītā eller af vaiṣṇava-filosoffernes discipelrække. Herren Caitanya Mahāprabhu skrev i den forbindelse i Sin Śikṣāṣṭaka (4):

“O almægtige Herre, Jeg har intet ønske om at samle rigdomme, og jeg ønsker heller ikke smukke kvinder eller mange tilhængere. Jeg ønsker kun Din årsagsløse hengivne tjeneste i mit liv – liv efter liv.”

Her refererer Herren Caitanya Mahāprabhu til “liv efter liv”. Når der er liv efter liv, er der ingen befrielse. Befrielse betyder, at man enten kommer til de åndelige planeter eller opgår i den Højestes eksistens. I begge tilfælde er der ingen genfødsel i den materielle verden. Men Caitanya Mahāprabhu er ligeglad med, om Han er befriet eller ej. Hans eneste tanke er at være engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed – i at tjene den Højeste Herre. Den hengivne er ligeglad med, hvor han er, og han bekymrer sig heller ikke om, hvorvidt han fødes i dyresamfundet, menneskesamfundet, halvgudesamfundet eller hvor som helst. Han beder kun Gud om, at han ikke må glemme Ham, og at han altid må være i stand til at engagere sig i Hans tjeneste. Denne form for bøn er et symptom på ren hengivenhed. Selvfølgelig befinder en hengiven sig i den åndelige verden, uanset hvor han er, selv mens han er i den materielle krop. Men han kræver ikke noget fra Gud for sin egen personlige ophøjelses eller bekvemmeligheds skyld.

Śrī Kṛṣṇa fortæller, at Han er let at komme til for den, der har hengivet sig til Ham, imens der er en vis risiko for yogīerne, der praktiserer andre yoga-metoder. For dem har Han givet anvisninger i Bhagavad-gītā (8.23) om det rette tidspunkt at forlade den grove krop på.

“O du bedste blandt Bhārataer, nu vil Jeg gøre rede for de forskellige tidspunkter, hvor yogīen, når han forlader denne verden, enten vender tilbage eller ikke kommer tilbage.”

Her tilkendegiver Kṛṣṇa, at hvis man kan forlade sin krop på et bestemt tidspunkt, kan man blive befriet for aldrig mere at vende tilbage til den materielle verden. På den anden side antyder Han også, at hvis man dør på et andet tidspunkt, må man komme tilbage. Der er vist et element af tilfældighed her. Men der er ingen tilfældighed for en hengiven, der altid er i Kṛṣṇa-bevidsthed, for han er garanteret adgang til Kṛṣṇas bolig i kraft af sin hengivenhed til Herren.

“De, der kender den Højeste Brahman, kommer til denne Højeste ved at forlade verden på det tidspunkt, hvor ildguden udøver sin indflydelse, i lyset, på et lykkevarslende tidspunkt, om dagen, i løbet af de 14 dage, hvor Månen er tiltagende, eller i de seks måneder, hvor Solen rejser mod nord.” (Bhagavad-gītā 8.24)

Solen tilbringer seks måneder på den nordlige bane og seks måneder på den sydlige. Śrīmad-Bhāgavatam fortæller os, at ligesom planeterne bevæger sig, gør Solen det også. Hvis den, der kender Brahman, dør, når Solen er på sin nordlige bane, opnår han befrielse.

“Den mystiker, der forlader denne verden under røgen, om natten, i de 14 dage, hvor Månen aftager, eller de seks måneder, hvor Solen går mod syd, kommer til måneplaneten, men vender atter tilbage. Ifølge Vedaernes opfattelse er der to måder at forlade denne verden på. Den ene er i lyset og den anden i mørket. Går man bort i lyset, kommer man ikke tilbage, men forlader man verden i mørket, vender man tilbage.” (Bhagavad-gītā 8.25–26)

Dette er alt sammen tilfældigt. Vi ved ikke, hvornår vi skal dø, og vi kan dø ved et tilfælde hvert øjeblik, det skal være. Men for en bhakti-yogī, der er etableret i Kṛṣṇa-bevidsthed, er der intet tilfældigt. Han er altid sikker.

“Selv om de hengivne kender disse to veje, er de aldrig forvirrede, O Arjuna. Vær derfor altid fast forankret i hengivenhed.” (Bhagavad-gītā 8.27)

Det er allerede blevet fastslået, at den, der i dødsøjeblikket tænker på Kṛṣṇa, omgående overføres til Kṛṣṇas bolig.

“Og den, der på dødstidspunktet, hvor han forlader sin krop, udelukkende husker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl.” (Bhagavad-gītā 8.5)

“Den, der mediterer på Mig som Guddommens Højeste Personlighed med sindet konstant engageret i at huske på Mig uden at blive afledt fra vejen – han, O Pārtha, kan være sikker på at nå Mig.” (Bhagavad-gītā 8.8)

En sådan meditation på Kṛṣṇa kan synes meget vanskelig, men det er den ikke. Hvis man praktiserer Kṛṣṇa-bevidsthed ved at synge eller recitere mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – bliver man hurtigt hjulpet. Kṛṣṇa og Hans navn er ikke forskellige fra hinanden, og Kṛṣṇa og Hans transcendentale verden er heller ikke forskellige. Igennem lyd kan vi være sammen med Kṛṣṇa, og Han vil med det samme være sammen med os. Hvis vi for eksempel synger Hare Kṛṣṇa på gaden, vil vi se, at Kṛṣṇa hele tiden går sammen med os, ligesom når vi ser Månen på himlen over os, bemærker vi, at den også følger med os. Hvis Kṛṣṇas lavere energi kan synes at følge med os, er det så ikke muligt for Kṛṣṇa Selv at være hos os, når vi synger Hans navne? Han ønsker at holde os med selskab, men vi må kvalificere os til at være i Hans selskab. Hvis vi imidlertid altid er optaget af at tænke på Kṛṣṇa, kan vi være sikre på, at Kṛṣṇa altid er hos os. Herren Caitanya Mahāprabhu beder:

“O min Herre, Dit hellige navn kan alene give enhver velsignelse til alle levende væsener, og derfor har Du hun­dreder og millioner af navne som Kṛṣṇa og Govinda. I disse transcendentale navne har Du anbragt alle Dine transcendentale energier, og der er ingen faste og stramme regler for recitationen af disse hellige navne. O min Herre, af venlighed sætter Du os i stand til med lethed at komme til Dig ved at synge Dine hellige navne, men jeg er så uheldig, at jeg ingen tiltrækning har til dem.” (Śikṣāṣṭaka 2)

Blot ved at fremsige Hare Kṛṣṇa mahā-mantraet kan vi opnå alle fordelene ved Kṛṣṇas personlige selskab. Herren Caitanya Mahāprabhu, der anses for ikke blot at være en realiseret sjæl, men en direkte inkarnation af Kṛṣṇa Selv, har gjort opmærksom på, at i denne Kalis tidsalder, hvor folk ikke har nogen virkelig mulighed for selvrealisering, er Kṛṣṇa så venlig, at Han har givet denne śabda (lydinkarnation), der er nedsteget i form af transcendental lyd, Hans hellige navne. At synge disse navne er yuga-dharmaen, vejen til selverkendelse i denne tidsalder. Ingen særlig kvalifikation er nødvendig for at kunne praktisere denne metode. Vi behøver ikke engang at kunne sanskrit. Lyden af Hare Kṛṣṇa-mantraet er så kraftfuld, at hvem som helst med det samme kan begynde at synge og recitere det uden noget kendskab til sanskrit overhovedet.

“En person, der følger den hengivne tjenestes vej, bliver ikke berøvet de resultater, der kommer af at studere Vedaerne, udføre offerhandlinger, gennemgå askese, give i velgørenhed eller efterstræbe filosofiske og frugtbærende handlinger. Blot ved at gøre hengiven tjeneste opnår man resultaterne af alle disse, og til sidst kommer man til den højeste evige bolig.” (Bhagavad-gītā 8.28)

Her fortæller Kṛṣṇa, at formålet med alle vediske instruktioner er at opnå livets endelige mål – at vende tilbage til Guddommen. Alle skrifter fra alle lande sigter mod dette mål. Dette har også til alle tider været budskabet fra alle religiøse reformatorer eller ācāryaer. I Vesten spredte Herren Jesus Kristus det samme budskab, ligesom Buddha og Muhammed gjorde det. Ingen af dem rådede os til at forsøge at skabe et permanent opholdssted i denne materielle verden. Der kan være små forskelle på dem i overensstemmelse med land, tid, omstændighed og skriftlige påbud, men det centrale princip om, at vi ikke hører til i denne materielle verden, men i den åndelige verden, accepteres af alle ægte transcendentalister. Alle råd med hensyn til opfyldelsen af vores sjæls inderste ønsker peger i retning af Kṛṣṇas verdener hinsides fødsel og død.