TEXT 4

FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed beskriver i dette vers forskellige slags tilbedere i forhold til deres ydre handlinger. Ifølge skrifterne er det kun Guddommens Højeste Personlighed, der er tilbedelsesværdig, men de, der ikke er særlig velbevandrede i eller har tro på skrifternes påbud, tilbeder forskellige ting alt efter deres bestemte situationer i den materielle naturs kvaliteter. De, der befinder sig i godhed, dyrker almindeligvis halvguderne. Halvguderne indbefatter Brahmā, Śiva og andre som Indra, Candra og solguden. Der er forskellige halvguder. Mennesker i godhedens kvalitet tilbeder en bestemt halvgud med et bestemt formål for øje. På samme måde dyrker de, der er i lidenskabens kvalitet, dæmoner. Vi husker, at en mand fra Calcutta under Anden Verdenskrig tilbad Hitler, fordi han havde tjent en stor formue på sortbørshandel takket være krigen. På samme måde udser folk i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter almindeligvis et magtfuldt menneske til at være Gud. De tror, at hvem som helst kan tilbedes som Gud, og slutresultatet vil være det samme.

Nu bliver det klart beskrevet her, at de, der er i lidenskabens kvalitet, tilbeder og skaber sådanne guder, og de, der er i uvidenhedens kvalitet, i mørke, tilbeder døde ånder. Nogle gange udfører folk tilbedelse ved en død mands grav. Seksuelle ritualer anses også for at være i mørkets kvalitet. På samme måde er der i afsidesliggende landsbyer i Indien spøgelsestilbedere. Vi har set i Indien, at folk fra de lavere klasser somme tider tager ud i skoven, og hvis de ved, at der bor et spøgelse i et bestemt træ, tilbeder de træet og bringer ofre. Disse forskellige former for offerhandlinger er ikke egentlig Gudstilbedelse. Gudstilbedelse er for mennesker, der er transcendentalt situeret i ren godhed. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (4.3.23), sattvaṁ viśuddhaṁ vasudeva-śabditam: “Når et menneske befinder sig i ren godhed, tilbeder det Vāsudeva.” Betydningen er, at de, der er helt rensede for den materielle naturs kvaliteter og er transcendentalt situerede, kan tilbede Guddommens Højeste Personlighed.

Upersonalisterne er normalt situeret i godhedens kvalitet, og de tilbeder fem slags halvguder. De tilbeder den upersonlige Viṣṇu-form i den materielle verden, en form, der kaldes den filosoferede Viṣṇu. Viṣṇu er en ekspansion af Guddommens Højeste Personlighed, men fordi upersonalisterne yderst set ikke tror på Guddommens Højeste Personlighed, forestiller de sig, at Viṣṇu-formen blot er et andet aspekt af den upersonlige Brahman. De forestiller sig ligeledes, at Herren Brahmā er den upersonlige form i lidenskabens materielle kvalitet. På den måde beskriver de fem forskellige slags guder, der er tilbedelsesværdige, men fordi de tror, at den virkelige sandhed er den upersonlige Brahman, forkaster de i sidste ende alt tilbedelsesværdigt. Den virkelige konklusion er dog, at den materielle naturs kvaliteter kan blive renset gennem omgang med personer af en transcendental natur.