TEXT 54
brahma-bhūtaḥ prasannātmā
na śocati na kāṅkṣati
samaḥ sarveṣu bhūteṣu
mad-bhaktiṁ labhate parām
brahma-bhūtaḥ — den, der er ét med den Absolutte; prasanna-ātmā — helt lykkelig; na — aldrig; śocati — beklager sig; na — aldrig; kāṅkṣati — ønsker; samaḥ — ens indstillet; sarveṣu — over for alle; bhūteṣu — levende væsener; mat-bhaktim — Min hengivne tjeneste; labhate — han opnår; parām — den transcendentale.
Den, der er således transcendentalt situeret, erkender øjeblikkeligt den Højeste Brahman og bliver fuldstændig lykkelig. Han sørger aldrig eller ønsker sig noget. Han er ens indstillet over for alle levende væsener. I den tilstand opnår han ren hengiven tjeneste til Mig.
FORKLARING: For en upersonalist er opnåelsen af brahma-bhūta- stadiet, at blive ét med den Absolutte, det højeste opnåelige. Men for personalisten eller den rene hengivne skal man gå endnu videre og blive engageret i ren hengiven tjeneste. Dette indebærer, at den, der er engageret i ren hengiven tjeneste til den Højeste Herre, allerede befinder sig i en befriet tilstand, der kaldes brahma-bhūta eller enhed med den Absolutte. Hvis man ikke er ét med den Højeste, den Absolutte, kan man ikke tjene Ham. Fra en absolut synsvinkel er der ingen forskel på den, der tjenes, og den, der tjener, men forskellen er der ikke desto mindre i en højere åndelig forstand.
Den materielle livsopfattelse, hvor man arbejder for sansetilfredsstillelse, er forbundet med lidelse, men når man i den absolutte verden er engageret i ren hengiven tjeneste, er der ingen lidelse. En hengiven i Kṛṣṇa-bevidsthed har intet at sørge over og intet at ønske sig. Eftersom Gud er fuldstændig, er et levende væsen, der er engageret i Guds tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed, også fuldstændigt i sig selv. Han er præcis som en flod, der er renset for alt snavset vand. Eftersom en ren hengiven ikke tænker på andet end Kṛṣṇa, er han af natur altid glad. Han beklager sig ikke over mistede materielle ting eller higer efter vinding, for han fyldes helt i Herrens tjeneste. Han har ingen lyst til materiel nydelse, for han ved, at hvert eneste levende væsen er et uadskilleligt fragment af den Højeste Herre, og er som sådan for evigt en tjener. Han betragter ikke nogen i den materielle verden som højere og andre som lavere. Højere eller lavere positioner er flygtige tilstande, og en hengiven har intet at gøre med flygtige ting, der kommer og går. For ham er sten og guld lige meget værd. Dette er brahma-bhūta-stadiet, og dette stadie opnås meget let af den rene hengivne. På dette eksistensniveau forekommer idéen om at blive ét med den Højeste Brahman og opløse sin individualitet helvedesagtig, forestillingen om at komme til de himmelske planeter er en hallucination, og sanserne er som slanger med knækkede tænder. Ligesom man ikke behøver at være bange for en slange med knækkede gifttænder, behøver man ikke at frygte sanserne, når de automatisk er under kontrol. Verden er lidelsesfyldt for det materielt smittede menneske, men for en hengiven er hele verden lige så god som Vaikuṇṭha eller den åndelige himmel. For en hengiven er selv den største personlighed i dette materielle univers ikke af større vigtighed end en myre. En sådan tilstand kan opnås gennem nåden fra Herren Caitanya, der prædikede ren hengiven tjeneste i denne tidsalder.