Bg 2.18
antavanta ime dehā
nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ
anāśino ’prameyasya
tasmād yudhyasva bhārata
anta-vantaḥ — forgængelige; ime — alle disse; dehāḥ — materielle kroppe; nityasya — evig i eksistens; uktāḥ — siges at være; śarīriṇaḥ — den legemliggjorte sjæls; anāśinaḥ — udslettes aldrig; aprameyasya — umålelig; tasmāt — derfor; yudhyasva — kæmp; bhārata — O Bharatas efterkommer.
Det uforgængelige, umålelige og evige levende væsens materielle krop vil med sikkerhed forgå. Kæmp derfor, O du Bharatas efterkommer.
FORKLARING: Den materielle krop er forgængelig af natur. Den kan forgå nu eller om hundrede år. Det er kun et spørgsmål om tid. Det kan ikke lade sig gøre at bevare den for bestandigt. Men den åndelige sjæl er så mikroskopisk, at den ikke engang kan ses af en fjende for ikke at tale om at blive slået ihjel. Som omtalt i det foregående vers er den så lille, at ingen kan have nogen anelse om, hvordan dens størrelse kan måles. Så fra begge synsvinkler er der ingen grund til at sørge, for det levende væsen, som han er, kan aldrig blive dræbt, og den materielle krop står ikke til at redde i ubegrænset tid eller blive beskyttet for altid. Den lille partikel af den åndelige helhed erhverver sig denne materielle krop i overensstemmelse med sine handlinger, og derfor bør man følge religiøse principper. I Vedānta-sūtra bliver det levende væsen beskrevet som lys, for det er en uadskillelig del af det højeste lys. Ligesom hele universet bliver opretholdt af sollyset, bliver denne materielle krop opretholdt af sjælens lys. Så snart den åndelige sjæl er ude af denne materielle krop, begynder kroppen at gå i opløsning. Det er derfor den åndelige sjæl, der opretholder kroppen. Selve kroppen er uvæsentlig. Arjuna blev rådet til at gå i krig og ikke ofre den religiøse sag for materielle kropslige hensyn.