Bg 2.9
sañjaya uvāca
evam uktvā hṛṣīkeśaṁ
guḍākeśaḥ paran-tapaḥ
na yotsya iti govindam
uktvā tūṣṇīṁ babhūva ha
sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagde; evam — således; uktvā — efter at have talt; hṛṣīkeśam — til Kṛṣṇa, sansernes herre; guḍākeśaḥ — Arjuna, mesteren i at bekæmpe uvidenhed; param-tapaḥ — fjendens tugter; na yotsye — jeg vil ikke kæmpe; iti — således; govindam — til Kṛṣṇa, der giver sanserne nydelse; uktvā — idet han sagde; tūṣṇīm — tavs; babhūva — blev; ha — sandelig.
Sañjaya sagde: Da Arjuna, fjendernes tugter, havde talt således, sagde han til Kṛṣṇa: “Govinda, jeg vil ikke kæmpe,” og tav derpå.
FORKLARING: Dhṛtarāṣṭra må være blevet glad, da han forstod, at Arjuna ikke ville kæmpe og i stedet ville forlade slagmarken for at ernære sig som tigger. Men Sañjaya skuffede ham på ny ved at sige, at Arjuna var helt i stand til at dræbe sine fjender (parantapaḥ). Skønt han for øjeblikket var overvældet af falsk sorg på grund af familietilknytning, overgav han sig som discipel til Kṛṣṇa, den højeste åndelige mester. Det viste, at Arjuna snart ville blive fri for den falske sorg, der udsprang af hans familiekærlighed, og blive oplyst af perfekt viden om selverkendelse eller Kṛṣṇa-bevidsthed, hvorefter han med sikkerhed ville gå i kamp. Eftersom Arjuna ville blive oplyst af Kṛṣṇa og kæmpe til det sidste, ville Dhṛtarāṣṭras glæde blive gjort til skamme.