TEXT 26
patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyaṁ
yo me bhaktyā prayacchati
tad ahaṁ bhakty-upahṛtam
aśnāmi prayatātmanaḥ
patram — et blad; puṣpam — en blomst; phalam — en frugt; toyam — vand; yaḥ — hvem end; me — til Mig; bhaktyā — med hengivenhed; prayacchati — ofrer; tat — det; aham — Jeg; bhakti-upahṛtam — ofret med hengivenhed; aśnāmi — accepterer; prayata-ātmanaḥ — fra en i ren bevidsthed.
Hvis en person tilbyder Mig et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand med kærlighed og hengivenhed, tager Jeg imod det.
FORKLARING: For den intelligente person er det afgørende at være i Kṛṣṇa-bevidsthed og engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, så han kan komme til den permanente, lyksalige bolig, hvor han kan være evigt lykkelig. Måden, hvorpå man opnår et sådant fantastisk resultat, er meget let og kan praktiseres af selv den fattigste blandt fattige uden nogen forudgående kvalifikation. I denne sammenhæng er den eneste kvalifikation, der kræves, at være Herrens rene hengivne. Det er ligegyldigt, hvad man er, eller hvor man befinder sig. Metoden er så let, at selv et blad, lidt vand eller noget frugt kan ofres til den Højeste Herre med ægte kærlighed, og Han vil med glæde tage imod det. Ingen er derfor afskåret fra Kṛṣṇa-bevidsthed, for det er så nemt og universelt. Hvem kan være så tåbelig ikke at ville være Kṛṣṇa-bevidst gennem denne enkle metode og således opnå det højeste fuldkomne liv i evighed, lyksalighed og viden? Kṛṣṇa ønsker kun tjeneste i kærlighed og intet andet. Kṛṣṇa tager imod selv en lille blomst fra Sin rene hengivne. Han vil ingen form for ofring have fra en ikke-hengiven. Han har ikke brug for noget fra nogen, for Han er selvtilstrækkelig, men ikke desto mindre tager Han imod Sin hengivnes ofring i en udveksling af kærlighed og hengivenhed. At udvikle Kṛṣṇa-bevidsthed er livets højeste fuldkommenhed. Bhakti bliver nævnt to gange i dette vers for at understrege ekstra kraftigt, at bhakti eller hengiven tjeneste er den eneste måde, man kan nærme sig Kṛṣṇa på. Ingen andre omstændigheder såsom at være en brāhmaṇa, en klog videnskabsmand, en rig mand eller en stor filosof kan få Kṛṣṇa til at tage imod et offer. Uden det grundlæggende element af bhakti kan intet formå Herren til at indvillige i at tage imod noget fra nogen. Virkelig bhakti er aldrig motiveret. Processen er evig. Der er tale om direkte handling i tjeneste til den absolutte helhed.
Efter at have fastslået, at Han er den eneste nyder, den oprindelige herre og den virkelige genstand for alle rituelle offerhandlinger, afslører Herren Kṛṣṇa her, hvilken slags ofringer Han ønsker. Hvis man gerne vil engagere sig i hengiven tjeneste til den Højeste for at blive renset og nå livets mål, Guds transcendentale kærlighedstjeneste, må man finde ud af, hvad Herren ønsker af én. Hvis man elsker Kṛṣṇa, giver man Ham alt det, Han gerne vil have, og undgår at tilbyde Ham noget, der er uønsket, eller som Han ikke har bedt om. Derfor kan kød, fisk og æg ikke ofres til Kṛṣṇa. Hvis Han gerne ville have haft sådanne ting som offergaver, ville Han have sagt det. Han anmoder i stedet klart og tydeligt om, at et blad, en frugt, blomster og lidt vand bliver givet til Ham, og Han siger om en sådan offergave: “Jeg vil tage imod den.” Derfor kan vi forstå, at Han ikke vil acceptere kød, fisk og æg. Grøntsager, korn, frugter, mælk og vand er den rette føde for mennesker og er blevet foreskrevet af Herren Kṛṣṇa Selv. Hvad vi ellers spiser af andre ting, kan ikke ofres til Ham, da Han ikke vil tage imod dem. Altså kan vi ikke handle på niveauet af kærlig hengivenhed, hvis vi ofrer den slags mad.
Śrī Kṛṣṇa forklarer i kapitel 3, vers 13, at kun rester fra offerhandlinger er rensede og egnede til at blive indtaget af dem, der forsøger at gøre fremskridt i livet og slippe ud af kløerne på den materielle forvikling. Kṛṣṇa udtaler i samme vers, at de, der ikke ofrer deres mad, spiser kun synd. Deres involvering i den materielle naturs forviklinger bliver med andre ord blot dybere og dybere for hver mundfuld, de indtager. Men at tilberede velsmagende, enkle grøntsagsretter og derefter ofre dem til Herren Kṛṣṇas billede eller Deitet og bukke sig ned og bede Ham tage imod dette beskedne offer, sætter én i stand til støt og roligt at gøre fremskridt i livet og rense kroppen og opbygge fint hjernevæv, der fører til en klar tankegang. Frem for alt skal ofringen tilberedes i en ånd af kærlighed. Kṛṣṇa mangler ikke mad, da Han allerede ejer alt, der findes, men alligevel vil Han tage imod ofringen fra den, der ønsker at glæde Ham på den måde. Det vigtigste element under tilberedelse, servering og ofring er derfor at handle med kærlighed til Kṛṣṇa.
Upersonlighedsfilosofferne, der gerne fastholder, at den Absolutte Sandhed er uden sanser, kan ikke forstå dette vers i Bhagavad-gītā. For dem er det enten en metafor eller bevis på den verdslige natur af Kṛṣṇa, Bhagavad-gītās taler. Men i virkeligheden har Kṛṣṇa, den Højeste Guddom, sanser, og der står skrevet, at Hans sanser er ombyttelige. Med det ene sanseorgan kan Han med andre ord udføre alle andre sanseorganers funktioner. Det er det, der menes med, at Kṛṣṇa er absolut. Hvis Han var uden sanser, kunne man dårligt sige om Ham, at Han er fuldstændig i alle overdådigheder. Kṛṣṇa forklarede i kapitel 7, at Han befrugter de levende væsener ind i den materielle natur. Dette sker ved, at Han kaster Sit blik på den materielle natur. Og så i dette tilfælde er det, at Kṛṣṇa lytter til den hengivnes kærlige ord under dennes ofring af mad til Ham, fuldstændig identisk med, at Han spiser og faktisk smager på ofringen. Dette punkt fortjener at blive understreget: På grund af Hans absolutte position er det, at Han hører, helt og aldeles identisk med, at Han spiser og smager. Kun den hengivne, der uden fortolkning accepterer Kṛṣṇa, som Han beskriver Sig selv, kan forstå, at den Højeste Absolutte Sandhed kan spise mad og nyde den.