Bg 1.31
na ca śreyo ’nupaśyāmi
hatvā sva-janam āhave
na kāṅkṣe vijayaṁ kṛṣṇa
na ca rājyaṁ sukhāni ca
na — ej heller; ca — også; śreyaḥ — godt; anupaśyāmi — forudser jeg; hatvā — ved at dræbe; sva-janam — egne slægtninge; āhave — i kampen; na — ej heller; kāṅkṣe — ønsker jeg; vijayam — sejr; kṛṣṇa — O Kṛṣṇa; na — ej heller; ca — også; rājyam — kongerige; sukhāni — lykke derfra; ca — også.
Jeg ser intet godt komme ud af at dræbe mine egne slægtninge i dette slag, ligesom jeg heller ikke kan tragte efter nogen efterfølgende sejr, kongerige eller lykke, min kære Kṛṣṇa.
FORKLARING: Uden at vide, at den sande egeninteresse ligger i Viṣṇu (eller Kṛṣṇa), bliver de betingede sjæle tiltrukket af kropslige slægtsforhold i håb om, at disse vil gøre dem lykkelige. Underlagt en sådan blind livsopfattelse glemmer de tilmed, hvad der forårsager materiel lykke. Arjuna lader til at have glemt moralkodeksen for en kṣatriya. Der står skrevet, at to slags mennesker kan få adgang til den store blændende solplanet, nemlig kṣatriyaen, der dør i fronten på slagmarken på Kṛṣṇas personlige ordre, og personen, der er i forsagelsens orden og helt har viet sit liv til åndelig udvikling. Arjuna vil ikke engang dræbe sine fjender for ikke at tale om sine slægtninge. Han tror, at hvis han slår sine slægtninge ihjel, bliver hans liv glædesløst, og derfor vil han ikke kæmpe, ligesom den, der ikke er sulten, er utilbøjelig til at lave mad. Han har nu besluttet sig til at gå ud i skoven for at leve et afsondret liv i frustration. Men som kṣatriya behøver han et kongerige for at kunne opretholde sig selv, for kṣatriyaerne kan ikke engagere sig i nogen anden beskæftigelse. Men Arjuna har intet land. Hans eneste mulighed for at vinde et land ligger i at gå i krig mod hans fætre og brødre og genvinde det kongerige, han har arvet fra sin fader, men det har han ikke lyst til. Han tror derfor, at det rigtige for ham vil være at gå ud i skoven og leve i ensomhed og frustration.