Bg 1.37-38
yady apy ete na paśyanti
lobhopahata-cetasaḥ
kula-kṣaya-kṛtaṁ doṣaṁ
mitra-drohe ca pātakam
kathaṁ na jñeyam asmābhiḥ
pāpād asmān nivartitum
kula-kṣaya-kṛtaṁ doṣaṁ
prapaśyadbhir janārdana
yadi — hvis; api — selv; ete — de; na — ikke; paśyanti — ser; lobha — af grådighed; upahata — overvældet; cetasaḥ — deres hjerter; kula-kṣaya — i at dræbe familien; kṛtam — gjort; doṣam — fejlen; mitra-drohe — i at skændes med venner; ca — også; pātakam — den syndige reaktion; katham — hvorfor; na — ikke; jñeyam — skulle det være kendt; asmābhiḥ — af os; pāpāt — fra synd; asmāt — fra denne; nivartitum — at stoppe; kula-kṣaya — i udslettelsen af dynastiet; kṛtam — gjort; doṣam — forbrydelsen; prapaśyadbhiḥ — af dem, der kan se; janārdana — O Kṛṣṇa.
O Janārdana, skønt disse mennesker er besat af grådighed og intet forkert ser i at dræbe deres egen familie eller strides med venner, hvorfor skulle vi, der kan se forbrydelsen i at udslette en familie, involvere os i disse syndige handlinger?
FORKLARING: En kṣatriya forventes ikke at afstå fra kamp eller spil, når han bliver udfordret dertil af en modstander. Eftersom Arjuna var blevet udfordret af Duryodhanas side, var han forpligtet til at kæmpe og kunne ikke trække sig ud af slaget. I den forbindelse tænkte Arjuna, at måske var hans modstandere blinde over for følgerne af en sådan udfordring. Selv kunne han se de forfærdelige konsekvenser, den ville medføre, og tog derfor ikke mod udfordringen. Forpligtelser er kun bindende, hvis følgerne er gode. Hvis de ikke er det, behøver ingen føle sig bundet. Efter at have overvejet for og imod besluttede Arjuna sig til ikke at kæmpe.