Bg 1.40
adharmābhibhavāt kṛṣṇa
praduṣyanti kula-striyaḥ
strīṣu duṣṭāsu vārṣṇeya
jāyate varṇa-saṅkaraḥ
adharma — irreligion; abhibhavāt — når den er blevet fremherskende; kṛṣṇa — O Kṛṣṇa; praduṣyanti — bliver fordærvede; kula-striyaḥ — familiens kvinder; strīṣu — ved at kvindestanden; duṣṭāsu — er således forurenede; vārṣṇeya — O efterkommer af Vṛṣṇi; jāyate — fødes; varṇa-saṅkaraḥ — uønsket afkom.
O Kṛṣṇa, når irreligion er fremherskende i familien, bliver familiens kvinder fordærvede, og kvindestandens fornedrelse giver ophav til uønsket afkom, O Du Vṛṣṇis efterkommer.
FORKLARING: En god befolkning i menneskesamfundet er den grundlæggende forudsætning for fred, velstand og åndelig fremgang i livet. Varṇāśrama-religionen var indrettet sådan, at den gode befolkning ville dominere samfundet, hvorved både staten og samfundet ville være rettet mod åndeligt fremskridt. En sådan befolkning er afhængig af kvindestandens dyd og trofasthed. Ligesom børn er lette at forlede, har kvinder let ved at blive fornedret. Derfor behøver både kvinder og børn beskyttelse fra familiens ældste. Ved at være engageret i forskellige religiøse gøremål vil kvinderne ikke blive forledt til utroskab. Ifølge Cāṇakya Paṇḍita er kvinder generelt ikke særlig intelligente og således ikke til at stole på. Familiens forskellige traditionelle religiøse aktiviteter bør derfor altid holde dem beskæftiget, og derved vil deres kyskhed og hengivenhed give ophav til en god befolkning, der er kvalificeret til at tage del i varṇāśrama-systemet. I tilfælde af varṇāśrama-dharmas sammenbrud bliver kvinderne naturligt frie til at blande sig med mænd, hvilket giver frit løb for utroskab med risiko for uønsket befolkning. Uansvarlige mænd fremprovokerer også utroskab i samfundet, og således bliver menneskeracen oversvømmet af uønskede børn med fare for krig og fordærv.