TEXT 20
dātavyam iti yad dānaṁ
dīyate ’nupakāriṇe
deśe kāle ca pātre ca
tad dānaṁ sāttvikaṁ smṛtam
dātavyam — værd at give; iti — således; yat — som; dānam — velgørenhed; dīyate — gives; anupakāriṇe — uden hensyn til gengæld; deśe — på det rette sted; kāle — på det rette tidspunkt; ca — også; pātre — til en passende person; ca — og; tat — den; dānam — velgørenhed; sāttvikam — i godhedens kvalitet; smṛtam — anses for at være.
Velgørenhed, der gives af pligt på rette tid og sted til en værdig person uden forventning om gengæld, anses for at være i godhedens kvalitet.
FORKLARING: I den vediske litteratur bliver det anbefalet, at velgørenhed gives til en person, der er beskæftiget med åndelige aktiviteter. Intet sted anbefales det at give i velgørenhed på må og få. Åndeligt fremskridt skal altid tages i betragtning. Det anbefales derfor, at velgørenhed gives på et pilgrimssted, under måne- eller solformørkelser, ved månedens slutning, til en kvalificeret brāhmaṇa eller vaiṣṇava (en hengiven) eller i templer. Den slags velgørenhed bør gives uden hensyn til, hvad man får til gengæld. Undertiden bliver der givet i velgørenhed til de fattige af medfølelse, men hvis en fattig er uværdig til at modtage velgørenhed, er der intet åndeligt fremskridt. Det bliver med andre ord ikke anbefalet i den vediske litteratur at give i velgørenhed til hvem som helst.