Bg 2.15
yaṁ hi na vyathayanty ete
puruṣaṁ puruṣarṣabha
sama-duḥkha-sukhaṁ dhīraṁ
so ’mṛtatvāya kalpate
yam — den, som; hi — afgjort; na — aldrig; vyathayanti — forstyrrer; ete — alle disse; puruṣam — person; puruṣa-ṛṣabha — O bedste blandt mennesker; sama — der er uforandret; duḥkha — i lidelse; sukham — og lykke; dhīram — tålmodig; saḥ — han; amṛtatvāya — til befrielse; kalpate — anses for egnet.
O du bedste blandt mænd [Arjuna], den, der ikke lader sig forstyrre af lykke og lidelse og er vedholdende i begge, er afgjort kvalificeret til at blive befriet.
FORKLARING: Alle, der er vedholdende i deres beslutning om at nå det avancerede stadie af åndelig erkendelse, og som kan tolerere indvirkningerne fra både lykke og lidelse, er afgjort kvalificeret til befrielse. I varṇāśrama-institutionen er det fjerde livsstadie, forsagelsens orden (sannyāsa), en krævende situation. Men den, der er seriøs med hensyn til at gøre sit liv fuldkomment, accepterer med sikkerhed sannyāsa-ordenen på trods af alle besværligheder. Vanskelighederne består normalt i at skulle løsrive sig fra sine familieforhold, dvs. opgive forbindelsen til kone og børn. Men er man i stand til at tolerere den slags besværligheder, ligger vejen til åndelig erkendelse afgjort åben. Ligeledes bliver Arjuna rådet til under udførelsen af sin pligt som kṣatriya at være standhaftig, selv om det er svært at gå i krig mod familiemedlemmer eller andre personer, man holder af. Herren Caitanya tog sannyāsa i en alder af 24 år, og de, der var afhængige af Ham, en ung hustru såvel som en gammel moder, havde ingen andre til at sørge for sig. Alligevel tog Han sannyāsa for en højere sags skyld og udførte vedholdende Sine højere pligter. Det er måden at opnå befrielse fra materiel trældom på.