Bg 2.28
avyaktādīni bhūtāni
vyakta-madhyāni bhārata
avyakta-nidhanāny eva
tatra kā paridevanā
avyakta-ādīni — umanifesteret i begyndelsen; bhūtāni — alt, som er skabt; vyakta — manifesteret; madhyāni — i midten; bhārata — O Bharatas efterkommer; avyakta — ikke-manifesteret; nidhanāni — når det forsvinder; eva — det hele er sådant; tatra — derfor; kā — hvilken; paridevanā — sorg.
Alle skabte væsener er umanifesterede i begyndelsen, manifesterede i det mellemliggende stadie og umanifesterede igen, når de går til grunde. Hvilken grund er der til at sørge?
FORKLARING: Selv om man accepterer, at der er to klasser af filosoffer, hvor den ene tror på sjælens eksistens, og den anden ikke gør det, er der ingen grund til at sørge i nogen af tilfældene. De, der ikke tror på sjælens eksistens, kaldes ateister af dem, der følger vedisk visdom. Selv hvis vi for argumentets skyld accepterer denne ateistiske teori, er der stadig ingen grund til at sørge. Bortset fra sjælens separate eksistens er de materielle elementer umanifesterede før deres skabelse. Fra denne subtile umanifesterede tilstand kommer der manifestation, ligesom der fra æter dannes luft, fra luft dannes ild, fra ild dannes vand, og fra vand manifesteres jord. Fra jord opstår der herefter så mange forskellige manifestationer. Tag for eksempel et stort højhus, der bliver manifesteret fra jord. Når det bliver revet ned, bliver manifestationen igen umanifesteret for til sidst i sin endelige tilstand at forblive som atomer. Loven om energiens bevarelse består, men som tiden går, bliver ting manifesteret og umanifesteret – det er forskellen. Hvilken grund er der da til at sørge enten på manifestationsstadiet eller på det umanifesterede stadie? På en eller anden måde går ting ikke tabt selv på det umanifesterede stadie. I både begyndelses- og slutfasen forbliver alle elementer umanifesterede, og kun på mellemstadiet er de manifesterede, hvilket ikke gør nogen virkelig materiel forskel.
Hvis vi på den anden side accepterer den vediske konklusion, sådan som den står i Bhagavad-gītā (2.18), at disse materielle kroppe er forgængelige og bliver nedbrudt med tiden (antavanta ime dehāḥ), men at sjælen er evig (nityasyoktāḥ śarīriṇaḥ), skal vi hele tiden huske på, at kroppen er som en klædning. Hvorfor sørge over at skifte tøj? I forhold til den evige sjæl har den materielle krop ingen virkelig eksistens. Den er noget i retning af en drøm. I en drøm kan vi godt forestille os, at vi flyver rundt oppe på himlen eller kører af sted i en karet som en konge, men når vi vågner, opdager vi, at vi hverken er oppe i himlen eller sidder i en karet. Den vediske visdom opfordrer os til selverkendelse på grundlag af den materielle krops manglende eksistens. Derfor er der, uanset om man tror på sjælens eksistens eller ej, ingen grund til at beklage tabet af kroppen i nogen af tilfældene.