Bg 2.40
nehābhikrama-nāśo ’sti
pratyavāyo na vidyate
sv-alpam apy asya dharmasya
trāyate mahato bhayāt
na — der er intet; iha — i denne yoga; abhikrama — i bestræbelsen; nāśaḥ — tab; asti — der er; pratyavāyaḥ — formindskelse; na — aldrig; vidyate — der er; su-alpam — en lille smule; api — selv; asya — af denne; dharmasya — beskæftigelse; trāyate — forløser; mahataḥ — fra meget stor; bhayāt — fare.
I denne bestræbelse er der intet tab og ingen formindskelse, og selv små fremskridt på denne vej kan beskytte én imod den største fare.
FORKLARING: Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed eller at handle til fordel for Kṛṣṇa uden at forvente sansenydelse til gengæld er transcendentalt set den højeste form for arbejde. Intet kan bremse selv den mest beskedne begyndelse på en sådan form for handling, og en sådan beskeden begyndelse kan heller aldrig på noget tidspunkt gå tabt. Ethvert påbegyndt arbejde på det materielle plan er nødt til at blive fuldført, ellers er hele bestræbelsen omsonst. Men ethvert arbejde, der er påbegyndt i Kṛṣṇa-bevidsthed, har en vedvarende effekt, også selv om det ikke bliver fuldført. Den, der udfører den slags arbejde, har således intet at miste, ikke engang selv om ens arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed ikke fuldbyrdes. Én procents arbejde udført i Kṛṣṇa-bevidsthed giver vedvarende resultater, så man næste gang starter ved to procent, hvorimod man ingen gavn har af materielle handlinger, medmindre de gennemføres et hundrede procent til fuldbyrdelse. Ajāmila udførte en vis procentdel af sin pligt i Kṛṣṇa-bevidsthed, men resultatet, han kunne nyde til slut, var ved Herrens nåde et hundrede procent. I den forbindelse er der et fint vers i Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17):
tyaktvā sva-dharmaṁ caraṇāmbujaṁ harer
bhajann apakvo ’tha patet tato yadi
yatra kva vābhadram abhūd amuṣya kiṁ
ko vārtha āpto ’bhajatāṁ sva-dharmataḥ
“Hvis man opgiver sin beskæftigelsesmæssige pligt for at arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed og derefter falder ned uden at have fuldført sit arbejde, hvad har man da mistet? Og hvad vinder man selv ved at gøre sine materielle handlinger perfekt?” Eller som de kristne siger det: “Thi hvad gavner det et menneske, om han opnår hele verden, men må bøde med sin evige sjæl?”
Materielle handlinger og deres resultater ender med kroppen. Men arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed fører igen en person til Kṛṣṇa-bevidsthed, selv efter at han har mistet kroppen. I det mindste er man garanteret muligheden for i næste liv igen at blive født som menneske enten i en familie af højt kultiverede brāhmaṇaer eller i en rig aristokratisk familie, hvilket giver én en mulighed mere for at blive ophøjet. Det er den enestående natur af arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed.