Bg 2.59
viṣayā vinivartante
nirāhārasya dehinaḥ
rasa-varjaṁ raso ’py asya
paraṁ dṛṣṭvā nivartate
viṣayāḥ — sansenydelsesgenstandene; vinivartante — skal praktisere afholdelse fra; nirāhārasya — gennem negative restriktioner; dehinaḥ — for den legemliggjorte; rasa-varjam — opgivelse af smagen; rasaḥ — en følelse af nydelse; api — skønt der er; asya — hans; param — langt bedre ting; dṛṣṭvā — ved at have erfaret; nivartate — han ophører med.
Den legemliggjorte sjæl kan afholdes fra sansenydelse, selv om smagen for sanseobjekter består. Men afholder man sig fra sansenydelse ved at opleve en højere smag, bliver man fast forankret i sin bevidsthed.
FORKLARING: Hvis man ikke er transcendentalt situeret, er det ikke muligt at holde inde med sansenydelse. At afholde sanserne fra sansenydelse gennem regler og forskrifter er noget i retning af at afholde et sygt menneske fra bestemte former for mad. Patienten bryder sig imidlertid ikke om disse forbud eller mister sin smag for mad. På samme måde anbefales sanserestriktioner igennem en eller anden åndelig proces som aṣṭāṇga-yoga i form af yama, niyama, āsana, prāṇāyāma, pratyāhāra, dhāraṇā, dhyāna og samādhi for mindre intelligente personer, der ikke ved bedre. Men den, der har smagt den Højeste Herre, Kṛṣṇas, skønhed i løbet af sit fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed, har ikke længere smag for døde materielle ting. Restriktioner er der således for de mindre intelligente begyndere i åndeligt liv, men restriktionerne har kun værdi, indtil man virkelig har smag for Kṛṣṇa-bevidsthed. Når man rent faktisk er Kṛṣṇa-bevidst, mister man automatisk sin smag for blege ting.