No edit permissions for Dansk

Bg 2.61

tāni sarvāṇi saṁyamya
yukta āsīta mat-paraḥ
vaśe hi yasyendriyāṇi
tasya prajñā pratiṣṭhitā

tāni — disse (sanser); sarvāṇi — alle; saṁyamya — idet han behersker; yuktaḥ — engageret; āsīta — bør være placeret; mat-paraḥ — i forhold til Mig; vaśe — i fuld undertvingelse; hi — sandelig; yasya — en, hvis; indriyāṇi — sanser; tasya — hans; prajñā — bevidsthed; pratiṣṭhitā — forankret.

Den, der behersker sine sanser og holder dem under fuld kontrol og fæstner sin bevidsthed på Mig, er kendt som et menneske med en vedholdende intelligens.

FORKLARING: Det fremgår klart og tydeligt af dette vers, at Kṛṣṇa- bevidsthed er den højeste form for fuldkommenhed i yoga. Uden at være Kṛṣṇa-bevidst kan det slet ikke lade sig gøre at beherske sanserne. Som citeret ovenfor yppede den store vismand Durvāsā Muni kiv med Mahārāja Ambarīṣa, og på grund af stolthed blev Durvāsā Muni unødigt vred og kunne derfor ikke beherske sine sanser. Kongen, der ikke var så stor en yogī som vismanden, men derimod var Herrens hengivne, tolererede på den anden side stilfærdigt alle vismandens uretfærdigheder og gik derved af med sejren. Kongen var i stand til at beherske sine sanser på grund af følgende kvalifikationer som beskrevet i Śrīmad-Bhāgavatam (9.4.18–20):

sa vai manaḥ kṛṣṇa-padāravindayor
vacāṁsi vaikuṇṭha-guṇānuvarṇane
karau harer mandira-mārjanādiṣu
śrutiṁ cakārācyuta-sat-kathodaye

mukunda-liṅgālaya-darśane dṛśau
tad-bhṛtya-gātra-sparśe ’ṅga-saṅgamam
ghrāṇaṁ ca tat-pāda-saroja-saurabhe
śrīmat-tulasyā rasanāṁ tad-arpite

pādau hareḥ kṣetra-padānusarpaṇe
śiro hṛṣīkeśa-padābhivandane
kāmaṁ ca dāsye na tu kāma-kāmyayā
yathottama-śloka-janāśrayā ratiḥ

“Kong Ambarīṣa fæstnede sit sind på Herren Kṛṣṇas lotusfødder, brugte sine ord til at beskrive Herrens bolig, sine hænder til at rengøre Herrens tempel, sine ører til at høre om Herrens lege, sine øjne til at se Herrens form, sin krop til at røre ved Herrens hengivne, sin næse til at dufte til blomster, der var ofret til Herrens lotusfødder, sin tunge til at smage de tulasī-blade, der var ofret til Ham, sine ben til at rejse til de hellige steder, hvor Herrens tempel ligger, sit hoved til at bøje sig dybt for Herren og sine ønsker til at opfylde Herrens ønsker . . . og alt dette gjorde ham kvalificeret til at være Herrens mat-para-hengivne.”

I denne forbindelse er ordet mat-paraḥ meget betydningsfuldt. Hvordan man kan blive mat-paraḥ, illustreres af Mahārāja Ambarīṣas liv. Śrīla Baladeva Vidyābhūṣaṇa, en stor lærd og ācārya i mat-para-linien, bemærker, mad-bhakti-prabhāvena sarvendriya-vijaya-pūrvikā svātma-dṛṣṭiḥ su-labheti bhāvaḥ: “Sanserne kan udelukkende beherskes fuldstændigt med hengiven tjeneste til Kṛṣṇa.” Eksemplet med ild gives også somme tider: “Ligesom en flammende ild brænder alting op i et rum, brænder Herren Viṣṇu, der befinder Sig i yogīens hjerte, alle slags urenheder op.” Yoga-sūtraen ordinerer også meditation på Viṣṇu og ikke meditation på tomhed. De såkaldte yogīer, der mediterer på noget andet end Viṣṇus form, spilder blot deres tid i en forgæves søgen efter et eller andet blændværk.

Vi skal være Kṛṣṇa-bevidste, Guddommens Personligheds hengivne. Det er målet med virkelig yoga.

« Previous Next »