Bg 3.21
yad yad ācarati śreṣṭhas
tat tad evetaro janaḥ
sa yat pramāṇaṁ kurute
lokas tad anuvartate
yat yat — uanset hvad; ācarati — han gør; śreṣṭhaḥ — en respektabel leder; tat — det; tat — og det alene; eva — afgjort; itaraḥ — almindelige; janaḥ — folk; saḥ — han; yat — uanset hvilken; pramāṇam — standard; kurute — sætter; lokaḥ — hele verden; tat — den; anuvartate — følger i fodsporene på.
Uanset hvad en stor mand gør, følger almindelige mennesker i hans fodspor. Og lige meget hvilke normer, han sætter igennem sit eksempel, efterstræbes de af den ganske verden.
FORKLARING: Folk i almindelighed behøver altid en leder, der kan undervise dem igennem sin egen opførsel. En leder kan ikke lære befolkningen at holde op med at ryge, hvis han selv ryger. Herren Caitanya nævnte, at før en lærer begynder at undervise, skal han opføre sig eksemplarisk. Den, der underviser på den måde, kaldes ācārya eller den ideelle lærer. For at belære folk i almindelighed skal en lærer derfor følge śāśtraernes (skrifternes) principper. En lærer må ikke opfinde regler, der går imod de åbenbarede skrifters principper. De åbenbarede skrifter som Manu-saṁhitā og tilsvarende andre betragtes som standardtekster, der skal følges af menneskesamfundet. En leders eksempel skal derfor være baseret på principperne i sådanne standard-śāśtraer. Hvis man gerne vil forbedre sig, bliver man nødt til at følge standardreglerne, som de praktiseres af de store lærere. Det bliver også bekræftet i Śrīmad- Bhāgavatam, at vejen til fremskridt i åndelig erkendelse er at følge i store hengivnes fodspor. Kongen eller statslederen, faderen og skolelæreren bliver alle betragtet som naturlige ledere af den uskyldige befolkning. Alle sådanne naturlige ledere har et stort ansvar for dem, der er afhængige af dem, og som sådan må de være kyndige i standardbøgerne om de moralske og åndelige regler.