No edit permissions for Dansk

TEXT 37

śrī-bhagavān uvāca
kāma eṣa krodha eṣa
rajo-guṇa-samudbhavaḥ
mahāśano mahā-pāpmā
viddhy enam iha vairiṇam

śri-bhagavān uvāca — Guddommens Personlighed sagde; kāmaḥ — begær; eṣaḥ — dette; krodhaḥ — vrede; eṣaḥ — dette; rajaḥ-guṇa — lidenskabens kvalitet; samudbhavaḥ — født af; mahā-aśanaḥ — altfortærende; mahā-pāpmā — meget syndige; viddhi — forstå; enam — denne; iha — i den materielle verden; vairiṇam — største fjende.

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Arjuna, denne verdens altfortærende syndige fjende er intet andet end begær eller lyst, der affødes af kontakt med lidenskabens materielle kvalitet og senere forvandles til vrede.

FORKLARING: Når det levende væsen kommer i kontakt med den materielle skabelse, bliver hans evige kærlighed til Kṛṣṇa ved sin forbindelse med lidenskabens kvalitet forvandlet til begær. Følelsen af kærlighed til Gud bliver med andre ord omdannet til begær, ligesom mælk bliver til yoghurt, når den blandes med sur tamarinde. Når dette begær ikke tilfredsstilles, bliver det til vrede. Vrede udarter til illusion, og illusionen fortsætter den materielle tilværelse. Det er således begær, der er det levende væsens værste fjende, og det er udelukkende begær, der får det rene levende væsen til at fortsætte med at være indviklet i den materielle verden. Vrede er en manifestation af uvidenhedens kvalitet. Disse kvaliteter viser sig som vrede og andre følgevirkninger. Hvis lidenskabens kvalitet i stedet for at udarte sig til uvidenhedens kvalitet derimod bliver ophøjet til godhedens kvalitet gennem den foreskrevne måde at leve og handle på, kan man gennem åndelig tilknytning blive reddet fra at blive trukket ned af vrede.

Guddommens Højeste Personlighed ekspanderede Sig i mange for at forøge Sin evigt tiltagende åndelige lyksalighed, og de levende væsener er uadskillelige dele af denne åndelige lyksalighed. De er også delvist uafhængige, men ved at misbruge deres frihed, når deres tjenende mentalitet bliver omdannet til en hang til sansenydelse, kommer de under begærets svøbe. Herren har skabt den materielle verden for at give de betingede sjæle mulighed for at opfylde disse lystne tilbøjeligheder, og når de levende væsener efter lang tids lystfulde handlinger er blevet godt og grundigt frustrerede, begynder de at spørge ind til deres virkelige situation.

Denne forespørgsel former indledningen til Vedānta-sūtra. Athāto brahma-jijñāsā: Man skal spørge ind til den Højeste. Den Højeste defineres videre i Śrīmad-Bhāgavatam (1.1.1) som janmādy asya yato ’nvayād itarataś ca, hvilket betyder: “Kilden til alt er den Højeste Brahman.” Oprindelsen til begær skal således også findes i den Højeste. Hvis begær derfor bliver forvandlet til kærlighed til den Højeste eller til Kṛṣṇa-bevidsthed eller med andre ord til at ønske alting for Kṛṣṇa, kan man åndeliggøre både begær og vrede. Hanumān, der var Herren Rāmas store tjener, viste sin vrede ved at nedbrænde Rāvaṇas gyldne by, men ved at gøre dette blev han Herrens største hengivne. Også her i Bhagavad-gītā tilskynder Herren Arjuna til at rette sin vrede mod fjenden for at tilfredsstille Herren. Anvendt i Kṛṣṇa-bevidsthed bliver begær og vrede derfor til vore venner i stedet for vore fjender.

« Previous Next »