TEXT 10
vīta-rāga-bhaya-krodhā
man-mayā mām upāśritāḥ
bahavo jñāna-tapasā
pūtā mad-bhāvam āgatāḥ
vīta — befriet fra; rāga — tilknytning; bhaya — frygt; krodhāḥ — og vrede; mat-mayāḥ — helt i Mig; mām — i Mig; upāśritāḥ — helt situeret; bahavaḥ — mange personer; jñāna — af viden; tapasā — gennem askesen; pūtāḥ — blev renset; mat-bhāvam — transcendental kærlighed til Mig; āgatāḥ — opnåede.
I fortiden søgte mange personer, der var blevet befriet for tilknytning, frygt og vrede og var helt fordybede i Mig, tilflugt hos Mig og blev derved renset gennem viden om Mig, hvorved de alle opnåede transcendental kærlighed til Mig.
FORKLARING: Som beskrevet ovenfor er det meget svært for en person, der er for materielt påvirket, at forstå den personlige natur af den Højeste Absolutte Sandhed. Normalt er folk, der er knyttet til den kropslige livsopfattelse, så fordybet i materialisme, at det næsten er umuligt for dem at forstå, hvordan den Højeste kan være en person. Sådanne materialister kan ikke engang forestille sig, at der skulle findes en transcendental krop, der er uforgængelig, fuld af viden og evigt lyksalig. I den materialistiske forestilling er kroppen forgængelig, fuld af uvidenhed og fuldstændig lidelsesfyldt. De fleste mennesker har derfor den samme kropslige idé i tankerne, når de hører om Herrens personlige form. For den slags materialistiske mennesker er formen af den gigantiske materielle manifestation det højeste. Følgelig anser de den Højeste for at være upersonlig. Og eftersom de er alt for materielt absorberede, bliver de skræmte ved tanken om at bibeholde deres personlighed efter befrielsen fra materie. Når de får at vide, at åndeligt liv også er individuelt og personligt, bliver de bange for at blive personer igen og foretrækker derfor på en eller anden måde at opgå i den upersonlige tomhed. De sammenligner som regel de levende væsener med havets bobler, der bliver ét med havet. Det er den højeste fuldkommenhed, man kan opnå i åndelig eksistens uden individuel personlighed. Dette er et angstfyldt livsstadie, der er blottet for perfekt viden om åndelig eksistens.
Endvidere er der mange personer, der ikke kan forstå, hvad åndelig eksistens overhovedet er. Fordi de er forvirret over, hvor mange forskellige teorier og selvmodsigelser der er mellem alle mulige slags filosofiske spekulationer, bliver de vrede eller lede ved dem alle og konkluderer tåbeligt, at der ingen højeste årsag findes, og at alt i sidste ende er tomhed. Den slags mennesker befinder sig i en sygelig livstilstand. Nogle mennesker er for materielt tilknyttede og giver derfor ingen opmærksomhed til åndeligt liv, nogle ønsker at blive ét med den højeste åndelige årsag, og atter andre betvivler alt, fordi de af håbløshed er vrede på alle former for åndelige spekulationer. Denne sidste gruppe af mennesker søger ofte tilflugt i en eller anden form for beruselse, og deres deraf resulterende hallucinationer bliver sommetider antaget for at være åndelige visioner. Man må gøre sig fri af alle de tre stadier af tilknytning til den materielle verden: forsømmelse af åndeligt liv, frygt for en åndelig personlig identitet og tomhedsopfattelsen, der kommer fra frustration og skuffelse i livet. For at blive fri for disse tre stadier af den materialistiske livsopfattelse må man søge fuldstændigt ly hos Herren under vejledning af den ægte åndelige mester og følge det hengivne livs discipliner og regulerende principper. Det sidste stadie i den hengivne proces kaldes bhāva eller transcendental kærlighed til Guddommen.
Ifølge Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.4.15–16), den hengivne tjenestes videnskab:
ādau śraddhā tataḥ sādhu-
saṅgo ’tha bhajana-kriyā
tato ’nartha-nivṛttiḥ syāt
tato niṣṭhā rucis tataḥ
athāsaktis tato bhāvas
tataḥ premābhyudañcati
sādhakānām ayaṁ premṇaḥ
prādurbhāve bhavet kramaḥ
“Først må man nære et indledende ønske om selverkendelse. Det vil bringe én til stadiet, hvor man forsøger at omgås med personer, der er åndeligt avancerede. På det næste trin bliver man indviet af en ophøjet åndelig mester, og under hans instruktion begynder den nye hengivne den hengivne tjenestes proces. Ved at udføre hengiven tjeneste under den åndelige mesters vejledning bliver man fri for al materiel tilknytning, opnår vedholdenhed i selverkendelse og får smag for at høre om Guddommens Absolutte Personlighed, Śrī Kṛṣṇa. Denne smag fører én videre til tilknytning til Kṛṣṇa-bevidsthed, der modner i bhāva, der er det indledende stadie til transcendental kærlighed til Gud. Ægte kærlighed til Gud kaldes prema, det højeste perfekte stadie i livet.” På prema-stadiet er man konstant engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Så gennem den langsomme proces i hengiven tjeneste kan man under en ægte åndelig mesters ledelse opnå det højeste niveau og blive fri for al materiel tilknytning, for frygten for sin egen individuelle åndelige personlighed og for de frustrationer, der resulterer i tomhedsfilosofi. Derefter kan man i sidste ende opnå den Højeste Herres bolig.