TEXT 20
tyaktvā karma-phalāsaṅgaṁ
nitya-tṛpto nirāśrayaḥ
karmaṇy abhipravṛtto ’pi
naiva kiñcit karoti saḥ
tyaktvā — idet han har forsaget; karma-phala-āsaṅgam — tilknytning til frugtstræbende resultater; nitya — altid; tṛptaḥ — værende tilfreds; nirāśrayaḥ — uden noget tilflugtssted; karmaṇi — i handling; abhipravṛttaḥ — han er helt engageret; api — på trods af at; na — ikke; eva — sandelig; kiñcit — noget; karoti — gør; saḥ — han.
Fordi han har forsaget enhver tilknytning til resultaterne af sine handlinger og altid er tilfreds og uafhængig, udfører han ingen frugtstræbende handlinger, skønt han er beskæftiget med alle mulige ting.
FORKLARING: Denne frihed fra bindingen til ens handlinger kan kun lade sig gøre i Kṛṣṇa-bevidsthed, når man gør alt for Kṛṣṇa. Den, der er Kṛṣṇa-bevidst, handler af ren kærlighed til Guddommens Højeste Personlighed, og som sådan er han ikke tiltrukket til resultaterne af sine handlinger. Han er ikke engang knyttet til sit eget underhold, for han overlader alting til Kṛṣṇa. Han er heller ikke opsat på at sikre sig ting eller beskytte de ting, han allerede har. Han gør sin pligt efter bedste evne og lader resultatet være op til Kṛṣṇa. En sådan utilknyttet person er altid fri for de resulterende gode og dårlige reaktioner. Det er, som om han intet foretager sig overhovedet. Dette er, hvad der kendetegner akarma eller handlinger uden frugtstræbende reaktioner. Enhver anden handling, der er blottet for Kṛṣṇa-bevidsthed, binder den, der udfører handlingen, hvilket som tidligere forklaret er det virkelige aspekt af vikarma.