TEXT 1
śrī-bhagavān uvāca
anāśritaḥ karma-phalaṁ
kāryaṁ karma karoti yaḥ
sa sannyāsī ca yogī ca
na niragnir na cākriyaḥ
śrī-bhagavān uvāca — Herren sagde; anāśritaḥ — uden at søge tilflugt; karma-phalam — hos arbejdets resultater; kāryam — obligatorisk; karma — arbejde; karoti — udfører; yaḥ — den, som; saḥ — han; sannyāsī — i den forsagende orden; ca — også; yogī — mystiker; ca — også; na — ikke; niḥ — uden; agniḥ — ild; na — ej heller; ca — også; akriyaḥ — uden pligt.
Guddommens Højeste Personlighed sagde: Den, der ikke er knyttet til sit arbejdes frugter, men arbejder, som han er forpligtet til, befinder sig i forsagelsens orden. Det er ham, der er den sande mystiker – ikke den, der ingen ild tænder og ingen pligt udfører.
FORKLARING: I dette kapitel forklarer Herren, at det ottefoldige yoga-system er en måde at beherske sindet og sanserne på. Dette er dog meget svært for folk i almindelighed at praktisere, især i Kalis tidsalder. Skønt det ottefoldige yoga-system bliver anbefalet i dette kapitel, understreger Herren, at karma-yoga eller handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er bedre. Alle handler i denne verden for at forsørge deres familie, og hvad sig dertil hører, men ingen arbejder uden en vis egeninteresse, en eller anden form for personlig tilfredsstillelse, uanset om den er selvcentreret eller bredere. Kriteriet for fuldkommenhed er at handle i Kṛṣṇa- bevidsthed uden at ville nyde arbejdets frugter. Det er alle levende væseners pligt at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed, for vi er alle af natur uadskillelige dele af den Højeste. Kroppens dele arbejder for hele kroppens tilfredsstillelse. Kroppens lemmer handler ikke for at tilfredsstille sig selv, men for at gavne den samlede helhed. På samme måde er det levende væsen, der handler, ikke for sin egen personlige tilfredsstillelses skyld, men for at tilfredsstille den højeste helhed, den perfekte sannyāsī og den perfekte yogī.
Nogle gange tror sannyāsīer kunstigt, at de er blevet frigjort for alle materielle pligter, og derfor holder de op med at udføre agnihotra- yajñaer (ildofre), men i virkeligheden er de egoistiske, for deres mål er at blive ét med den upersonlige Brahman. Et sådant ønske er afgjort bedre end noget materielt ønske, men det er ikke uselvisk. På samme måde ønsker den mystiske yogī, der følger yoga-systemet med halvåbne øjne og ophører med alle materielle aktiviteter, en form for tilfredsstillelse af sit personlige selv. Men den, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, handler for at tilfredsstille helheden uden selvisk interesse. Den, der er Kṛṣṇa-bevidst, har intet ønske om selvisk tilfredsstillelse. Hans kriterium for fuldkommenhed er Kṛṣṇas tilfredsstillelse, og således er han den fuldkomne sannyāsī og fuldkomne yogī. Herren Caitanya, det højeste fuldkomne indbegreb af forsagelse, beder på denne måde (Cc. Madhya 20.29, Śikṣāṣṭaka 4):
na dhanaṁ na janaṁ na sundarīṁ
kavitāṁ vā jagad-īśa kāmaye
mama janmani janmanīśvare
bhavatād bhaktir ahaitukī tvayi
“O Almægtige Herre, Jeg nærer intet ønske om at blive rig eller nyde smukke kvinder. Ej heller stræber Jeg efter en masse tilhængere. Det eneste, Jeg ønsker, er den årsagsløse nåde at være beriget med Din hengivne tjeneste i mit liv – fødsel efter fødsel.”