No edit permissions for Dansk

TEXT 1

śrī-bhagavān uvāca
idaṁ tu te guhya-tamaṁ
pravakṣyāmy anasūyave
jñānaṁ vijñāna-sahitaṁ
yaj jñātvā mokṣyase ’śubhāt

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; idam — denne; tu — men; te — til dig; guhya-tamam — den mest fortrolige; pravakṣyāmi — Jeg taler; anasūyave — til den, der ikke er misundelig; jñānam — viden; vijñāna — realiseret viden; sahitam — med; yat — hvilken; jñātvā — efter at have forstået; mokṣyase — du vil blive befriet; aśubhāt — fra denne lidelsesfyldte materielle eksistens.

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, skal Jeg nu give dig den mest fortrolige viden og erkendelse. Når du kender den, vil du blive befriet for den materielle tilværelses lidelser.

FORKLARING: I takt med, at en hengiven hører mere og mere om den Højeste Herre, bliver han oplyst. Denne høreproces bliver anbefalet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.25.25): “Guddommens Højeste Personligheds budskaber er fulde af kraft, og den kraft kan erkendes, hvis emner om den Højeste Guddom diskuteres i selskab med hengivne. Da det er realiseret viden, kan man ikke opnå dette i intellektuelle spekulanter eller akademisk lærdes selskab.”

De hengivne er konstant engageret i den Højeste Herres tjeneste. Herren forstår udmærket mentaliteten og oprigtigheden hos et bestemt levende væsen, der er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, og giver ham den fornødne intelligens til at kunne forstå videnskaben om Kṛṣṇa i hengivnes selskab. Diskussion af Kṛṣṇa er meget kraftfuld, og hvis man er så heldig at have et sådant selskab og prøver at tilegne sig denne viden, vil man helt sikkert gøre fremskridt imod åndelig erkendelse. For at opmuntre Arjuna til stadig større fremskridt i Sin kraftfulde tjeneste beskriver Herren Kṛṣṇa her i kapitel 9 ting, der er endnu mere fortrolige end dem, Han hidtil har afsløret.

Bhagavad-gītās første kapitel er stort set en introduktion til resten af bogen, og den åndelige kundskab, der bliver beskrevet i kapitel 2 og 3, betegnes som fortrolig. Emnerne under behandling i kapitel 7 og 8 handler i særdeleshed om hengiven tjeneste, og da de bringer oplysning i Kṛṣṇa-bevidsthed, bliver de omtalt som endnu mere fortrolige. Men de spørgsmål, der behandles i kapitel 9, handler udelukkende om ægte, ren hengivenhed. Derfor kaldes dette den mest fortrolige viden. Den, der er forankret i denne mest fortrolige viden om Kṛṣṇa, er helt naturligt transcendental. Han lider derfor ingen materielle kvaler, selv om han befinder sig i den materielle verden. I Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.187) står der, at selv om en person, der har et oprigtigt ønske om at tjene den Højeste Herre med kærlighed, befinder sig i den materielle tilværelses betingede tilstand, skal han stadigvæk anses for at være befriet. På samme måde finder vi i Bhagavad-gītās kapitel 10, at enhver, der er engageret på den måde, er en befriet person.

Dette første vers er af særlig betydning. Ordene idaṁ jñānam (“denne viden”) refererer til ren hengiven tjeneste, der består af ni forskellige aktiviteter: at høre, tale, huske, tjene, tilbede, bede, adlyde, slutte venskab og overgive alting. Ved at praktisere disse ni former for hengiven tjeneste bliver man ophøjet til åndelig bevidsthed, Kṛṣṇa-bevidsthed. Når hjertet således er renset for materiel besmittelse, kan man forstå videnskaben om Kṛṣṇa. Det er ikke nok bare at forstå, at det levende væsen ikke er materielt. Det kan være begyndelsen til åndelig erkendelse, men man skal kunne skelne mellem kropslige handlinger og de åndelige handlinger hos den, der forstår, at han ikke er kroppen.

I kapitel 7 har vi allerede set på Guddommens Højeste Personligheds overdådige kraft, Hans forskellige energier, den højere og den lavere natur og hele den materielle manifestation. Her i kapitel 9 vil Herrens herligheder nu blive diskuteret.

Sanskritordet anasūyave i dette vers er også meget betydningsfuldt. Som regel er kommentatorerne, selv hvis de er meget lærde, misundelige på Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed. Selv de allermest lærde intellektuelle skriver meget unøjagtigt om Bhagavad-gītā. Fordi de er misundelige på Kṛṣṇa, er deres kommentarer værdiløse. Men kommentarer fra Herrens hengivne er ægte. Ingen kan forklare Bhagavad-gītā eller give fuldkommen viden om Kṛṣṇa, hvis de er misundelige. Den, der kritiserer Kṛṣṇas karakter uden at kende Ham, er en tåbe, så den slags kommentarer bør omhyggeligt undgås. For den, der forstår, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, den rene og transcendentale personlighed, vil disse kapitler derimod være til stor nytte.

« Previous Next »