TEXT 3

FORKLARING: De, der ingen tro har, er ikke i stand til at gennemføre den hengivne tjenestes proces. Det er, hvad der menes med dette vers. Tro er et resultat af at være i selskab hengivne. Men uheldige mennesker har ingen tro på Gud selv efter at have hørt alle den vediske litteraturs forklaringer fra store sjæle. De tøver og kan ikke holde sig til Herrens hengivne tjeneste. Tro er således en særdeles vigtig faktor for at kunne gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. I Caitanya-caritāmṛta (Madhya 22.62) står der, at tro er den fuldstændige overbevisning om, at man bare ved at tjene den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, kan opnå al fuldkommenhed. Det kaldes sand tro. Som der står i Śrīmad-Bhāgavatam (4.31.14):

“Ved at hælde vand på et træs rod nærer man automatisk dets grene, kviste og blade, og ved at give maven mad tilfredsstiller man alle kroppens sanser. På lignende måde tilfredsstiller man automatisk alle halvguderne og alle andre levende væsener ved at engagere sig i den Højeste Herres transcendentale tjeneste.” Efter at have læst Bhagavad-gītā bør man derfor prompte komme til konklusionen i Bhagavad-gītā: Man bør opgive alle andre aktiviteter og engagere sig i den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, tjeneste. Hvis man er overbevist om denne livsfilosofi, kaldes det tro.

Udviklingen af denne tro er netop, hvad Kṛṣṇabevidstheds-processen går ud på. Der findes tre klasser af mennesker i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der ingen tro har, befinder sig i den tredje klasse. Selv om de officielt er engageret i hengiven tjeneste, kan de ikke nå det højeste fuldendte niveau. De falder højst sandsynligt fra efter nogen tid. Selv om de måske er engageret, er det meget svært for dem at fortsætte i Kṛṣṇa-bevidsthed, for de mangler fuldstændig overbevisning og tro. Vi har erfaret i praksis fra vores missionsvirksomhed, at nogle folk kommer og engagerer sig i Kṛṣṇa-bevidsthed med et eller andet skjult motiv, og så snart de økonomisk set er lidt velsituerede, opgiver de denne proces og falder igen tilbage til deres gamle vaner. Det er således kun gennem tro, at man kan gøre fremskridt i Kṛṣṇa-bevidsthed. Med hensyn til udviklingen af tro kaldes den, der er velbevandret i den hengivne tjenestes litteratur, og som er kommet til niveauet af fast tro, for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed. Og i den anden klasse finder vi dem, der ikke er så fremskredne i deres forståelse af de hengivne skrifter, men som automatisk har fast tro på, at kṛṣṇa-bhakti eller tjeneste til Kṛṣṇa er den bedste vej, og som derfor i god tro har givet sig i kast med hengiven tjeneste. De er således på et højere niveau end den tredje kategori, der hverken har fuldstændig viden om skrifterne eller fast tro, men på grund af de hengivnes gode selskab eller simpel enfoldighed prøver at følge. En tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed kan falde fra, men når man er i den anden klasse, falder man ikke væk, og for en førsteklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed er der slet ingen chance for at falde ned. En førsteklasses hengiven gør helt sikkert fremskridt og når til sidst det endelige mål. Hvad angår en tredjeklasses person i Kṛṣṇa-bevidsthed, har han endnu ikke fået tilstrækkelig viden om Kṛṣṇa gennem skrifter som Śrīmad-Bhāgavatam og Bhagavad-gītā, selv om han har tro på overbevisningen om, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er en god ting. Sommetider har disse tredjeklasses personer i Kṛṣṇa-bevidsthed tendenser i retning af karma-yoga og jñāna-yoga, og nogle gange er de forstyrrede, men så snart de har overvundet infektionen fra karma- eller jñāna-yoga, bliver de anden- eller førsteklasses hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. Tro på Kṛṣṇa kan også inddeles i tre niveauer, der beskrives i Śrīmad-Bhāgavatams 11. Bog (11.2.44–55) som førsteklasses tilknytning, andenklasses tilknytning og tredjeklasses tilknytning. De, der ingen tro har selv efter at have hørt om Kṛṣṇa og den hengivne tjenestes fortræffeligheder, og som tror, at der kun er tale om overdrevne lovord, vil finde denne vej yderst vanskelig, også selv om de tilsyneladende er engageret i hengiven tjeneste. For dem er der kun ringe håb om fuldkommenhed. Tro er således meget vigtig for at kunne gøre hengiven tjeneste.