TEXT 3

FORKLARING: Som der står skrevet i kapitel 7 (vers 3), manuṣyāṇāṁ sahasreṣu, kaścid yatati siddhaye. De, der forsøger at ophøje sig selv til stadiet af åndelig erkendelse, er ikke almindelige mennesker. De er bedre end millioner og atter millioner af almindelige mennesker, der ingen viden har om åndelig erkendelse. Men af dem, der faktisk forsøger at forstå deres åndelige situation, er den, der når til indsigt om, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, altings ejer og den ufødte, den mest fremgangsrige person i åndelig erkendelse. Kun på det stade, hvor man til fulde har forstået Kṛṣṇas suveræne position, kan man være helt fri for alle syndige reaktioner.

Herren beskrives her med ordet ajam, der betyder “ufødt”, men Han er forskellig fra de levende væsener, der i kapitel 2 også beskrives som ajaḥ. Herren er helt forskellig fra de levende væsener, der fødes og dør på grund af materiel tilknytning. De betingede sjæle udskifter deres kroppe, men Hans krop er uforanderlig. Selv når Han kommer ned til den materielle verden, kommer Han som den samme ufødte. Der står derfor i kapitel 4, at Herren i kraft af Sin indre energi ikke er underkastet den lavere materielle energi, men altid befinder Sig i den højere energi.

I dette vers refererer ordene vetti loka-maheśvaram til, at man skal være klar over, at Herren Kṛṣṇa er den højeste ejer af universets planetsystemer. Han var til før skabelsen, og Han er forskellig fra Sin skabelse. Alle halvguderne blev skabt inden for den materielle verden, men hvad Kṛṣṇa angår, står der, at Han ikke er skabt. Derfor er Kṛṣṇa forskellig fra selv de store halvguder som Brahmā og Śiva. Og fordi Han er skaberen af både Brahmā, Śiva og alle andre halvguder, er Han den Højeste Person over alle planeter.

Śrī Kṛṣṇa er således forskellig fra alt, der er skabt, og hvis man kan forstå Ham som sådan, bliver man øjeblikkeligt befriet for alle syndige reaktioner. Man skal være fri for alle syndige aktiviteter for at kunne have viden om den Højeste Herre. Som der står i Bhagavad-gītā, er det kun gennem hengiven tjeneste, man kan kende Ham, og på ingen anden måde.

Man bør ikke forsøge at forstå Kṛṣṇa som et menneske. Som tidligere nævnt tror kun en tåbelig person, at Han er et menneske. Dette bliver igen udtrykt her på en anden måde. En person, der ikke er tåbelig, og som er intelligent nok til at forstå Guddommens naturlige position, er altid fri for syndige reaktioner.

Kṛṣṇa er kendt som Devakīs søn, så hvordan kan Han da være ufødt? Dette bliver også forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam. Da Han åbenbarede Sig for Devakī og Vasudeva, blev Han ikke født som et almindeligt barn. Han viste Sig i Sin oprindelige form, og derefter forvandlede Han Sig til et almindeligt barn.

Alt, der gøres under Kṛṣṇas ledelse, er transcendentalt. Det kan ikke blive forurenet af materielle reaktioner, der kan være gode eller dårlige. Forestillingen om, at der er gode og dårlige ting i den materielle verden, er mere eller mindre en mental indbildning, for der er intet godt i den materielle verden. Alt er dårligt, for selve den materielle natur er dårlig. Vi bilder os blot ind, at den er god. Det eneste, der virkelig kan være godt, er at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed i fuld hengivenhed og tjeneste. Hvis vi derfor overhovedet gerne vil have, at vores handlinger skal være lykkevarslende, må vi arbejde under den Højeste Herres vejledning. Denne vejledning er tilgængelig i autoritative skrifter som Śrīmad-Bhāgavatam og Bhagavad-gītā eller fra en ægte åndelig mester. Da den åndelige mester er den Højeste Herres repræsentant, er hans vejledning direkte den Højeste Herres vejledning. Den åndelige mester, hellige personer og skrifterne vejleder os på samme måde. Der er ingen modsætning mellem disse tre kilder. Alle handlinger, der gøres under en sådan vejledning, er fri for reaktionerne på fromme såvel som ufromme handlinger i denne materielle verden. Den hengivnes transcendentale mentalitet, som han har, når han handler, er i virkeligheden en mentalitet af forsagelse, og denne mentalitet kaldes sannyāsa. Som nævnt i første vers i kapitel 6 i Bhagavad-gītā er den, der handler af pligt, fordi han er beordret til det af den Højeste Herre, og som ikke søger tilflugt i sine handlingers frugter (anāśritaḥ karma-phalam), en sand forsager. Hvem som helst, der handler under den Højeste Herres vejledning, er faktisk en sannyāsī og yogī i modsætning til den, der blot har klædt sig ud som en sannyāsī eller pseudo-yogī.