TEXT 1
arjuna uvāca
mad-anugrahāya paramaṁ
guhyam adhyātma-saṁjñitam
yat tvayoktaṁ vacas tena
moho ’yaṁ vigato mama
arjunaḥ uvāca — Arjuna sagde; mat-anugrahāya — blot for at begunstige mig; paramam — højeste; guhyam — fortroligt emne; adhyātma — det åndelige; saṁjñitam — som angår; yat — hvilken; tvayā — af Dig; uktam — talt; vacaḥ — tale; tena — af den; mohaḥ — illusion; ayam — denne; vigataḥ — er fjernet; mama — min.
Arjuna sagde: Ved at høre instruktionerne, Du så venligt har givet mig om disse højst fortrolige åndelige emner, er Min illusion nu fordrevet.
FORKLARING: Dette kapitel afslører Kṛṣṇa som årsagen til alle årsager. Han er tilmed årsag til Mahā-viṣṇu, fra hvem de materielle universer udspringer. Kṛṣṇa er ikke en inkarnation. Han er kilden til alle andre inkarnationer. Det blev udførligt forklaret i det foregående kapitel.
Hvad Arjuna angår, erklærer han nu, at hans illusion er forsvundet. Det betyder, at Arjuna ikke længere betragter Kṛṣṇa som et almindeligt menneske eller som en af sine venner, men som kilden til alt. Arjuna er særdeles oplyst og glæder sig over, at han har sådan en mægtig ven som Kṛṣṇa, men nu kommer han til at tænke på, at selv om han selv accepterer Kṛṣṇa som altings ophav, kan der være andre, der ikke gør det. Så for at bevise Kṛṣṇas guddommelighed for alle anmoder han i dette kapitel Kṛṣṇa om at vise Sin universelle form. I virkeligheden bliver man ligesom Arjuna skræmt, når man ser Kṛṣṇas universelle form, men Kṛṣṇa er så venlig, at efter at have fremvist den universelle form viser Han Sig atter i Sin oprindelige form. Arjuna forstår, hvad Kṛṣṇa flere gange har sagt, at Han taler til ham udelukkende for hans skyld. Så Arjuna indrømmer, at alt dette sker for ham ved Kṛṣṇas nåde. Nu er han overbevist om, at Kṛṣṇa er alle årsagers årsag og til stede i alles hjerter som Oversjælen.