TEXT 54

FORKLARING: Kṛṣṇa kan udelukkende forstås gennem den rene hengivne tjenestes proces. Det forklarer Han udtrykkeligt i dette vers, så uautoriserede kommentatorer, der prøver at forstå Bhagavad-gītā ved hjælp af den spekulative proces, kan forstå, at de slet og ret spilder deres tid. Ingen kan forstå Kṛṣṇa, eller hvordan Han kom fra forældre i en firarmet form for derefter at ændre Sig til en toarmet form. Det er meget svært at forstå disse ting ved at studere Vedaerne eller igennem filosofisk spekulation. Her bliver det derfor klart fastslået, at ingen kan se Ham eller få adgang til forståelsen af disse emner. De, der er erfarne og velbevandrede i vedisk litteratur, kan imidlertid lære om Ham fra de vediske skrifter på mange måder. Der er et væld af regler og forskrifter, så hvis man vil have den mindste chance for at forstå Kṛṣṇa, må man følge de regulative principper, der er beskrevet i den autoritative litteratur. Man kan udføre askese ifølge disse principper. Hvis man vil påtage sig streng askese, kan man for eksempel faste på Janmāṣṭamī, den dag, hvor Kṛṣṇa åbenbarede Sig, og på de to ekādaśī-dage (den ellevte dag efter henholdsvis nymåne og fuldmåne). Når det kommer til velgørenhed, ligger det klart, at den bør gives til Kṛṣṇas hengivne, der er engageret i Hans hengivne tjeneste for at udbrede Kṛṣṇa-filosofien eller Kṛṣṇa-bevidsthed over hele verden. Kṛṣṇa-bevidsthed er en velsignelse for menneskeheden. Herren Caitanya blev hyldet af Rūpa Gosvāmī som den mest gavmilde af alle velgørere, fordi han frit uddelte kærlighed til Kṛṣṇa, en kærlighed, der ellers er meget svær at opnå. Hvis man således giver en pengesum til dem, der er med til at udbrede Kṛṣṇa-bevidsthed, må den velgørenhed, der gives for at sprede Kṛṣṇa-bevidsthed, siges at være den største velgørenhed i verden. Og hvis man tilbeder i templet som foreskrevet (som regel er der altid en statue af Kṛṣṇa eller Viṣṇu i templerne i Indien), er det en chance for at gøre fremskridt ved at give sin tilbedelse og respekt til Guddommens Højeste Personlighed. For begyndere i Herrens hengivne tjeneste er tempeltilbedelse essentiel, hvilket bekræftes i de vediske skrifter (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.23):

Den, der har urokkelig hengivenhed til den Højeste Herre og bliver vejledt af den åndelige mester, på hvem han har en tilsvarende ubrydelig tro, kan se Guddommens Højeste Personlighed gennem åbenbaring. Man kan ikke forstå Kṛṣṇa gennem intellektuel spekulation. Har man ikke fået personlig vejledning fra en ægte åndelig mester, kan man end ikke begynde at forstå Kṛṣṇa. Ordet tu anvendes her især for at tilkendegive, at ingen anden metode kan anvendes, kan anbefales eller kan føre til fuldkommenhed i forståelse af Kṛṣṇa.

Kṛṣṇas personlige toarmede og firarmede former bliver beskrevet som su-durdarśam, “meget vanskelige at se”. De er helt forskellige fra den midlertidige universelle form, der blev vist for Arjuna. Den firarmede Nārāyaṇa-form og Kṛṣṇas toarmede form er evige og transcendentale, hvorimod den universelle form, som Arjuna blev vist, er midlertidig. Ordene tvad anyena na dṛṣṭa-pūrvam (Bg. 11.47) fortæller, at før Arjuna havde ingen set denne universelle form. De antyder endvidere, at blandt hengivne var der ingen grund til at vise den. Kṛṣṇa fremviste denne form på Arjunas anmodning, så folk i fremtiden, hvis nogen skulle fremstille sig selv som en inkarnation af Gud, kan bede om at få vedkommendes universelle form at se.

Ordet na, der blev anvendt gentagne gange i det foregående vers, viser, at man ikke har grund til at være særlig stolt af sådanne kvalifikationer som en akademisk uddannelse i vedisk litteratur. Man skal engagere sig i Kṛṣṇas hengivne tjeneste. Kun da kan man forsøge at skrive kommentarer til Bhagavad-gītā.

Kṛṣṇa skifter fra den universelle form til den firarmede Nārāyaṇa- form og derefter til Sin egen oprindelige toarmede form. Dette viser, at de firarmede former og andre former, der er nævnt i den vediske litteratur, alle udspringer fra den oprindelige toarmede Kṛṣṇa. Han er kilden til alle udstrømninger. Men Kṛṣṇa er forskellig selv fra disse former for ikke at tale om den upersonlige opfattelse. Hvad Kṛṣṇas firarmede former angår, står der klart, at selv Kṛṣṇas mest identiske firarmede form (Mahā-viṣṇu, der ligger på det kosmiske ocean, og fra hvis åndedræt et utal af universer kommer og går) også er en ekspansion af den Højeste Herre. Som der står i Brahma-saṁhitā (5.48):

“Mahā-viṣṇu, som alle de talløse universer suges ind i, og fra hvem de igen udstrømmer med Hans åndedræt, er en fuldstændig ekspansion af Kṛṣṇa. Derfor tilbeder Jeg Govinda, Kṛṣṇa, alle årsagers årsag.” Således er den uigenkaldelige konklusion, at man skal tilbede Kṛṣṇas personlige form som Guddommens Højeste Personlighed, der besidder evig lyksalighed og viden. Han er ophav til alle Viṣṇu-former, Han er ophav til alle inkarnationer, og Han er den oprindelige Højeste Personlighed, som det bekræftes i Bhagavad-gītā.

I den vediske litteratur (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.1) finder vi følgende udtalelse:

“Jeg fremfører mine respektfulde hyldester til Kṛṣṇa, der har en transcendental form af lyksalighed, evighed og viden. Jeg viser Ham min respekt, for at forstå Ham betyder at forstå Vedaerne, og derfor er Han den højeste åndelige mester.” Så står der (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.3), kṛṣṇo vai paramaṁ daivatam: “Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed.” Og videre i Gopāla-tāpanī Upaniṣad (1.21), eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇa īḍyaḥ: “Denne ene Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, og Han er tilbedelsesværdig.” Eko ’pi san bahudhā yo ’vabhāti: “Kṛṣṇa er én, men Han er manifesteret i ubegrænsede former og ekspanderede inkarnationer.”

I Brahma-saṁhitā (5.1) står der:

“Guddommens Højeste Personlighed er Kṛṣṇa, der har en krop af evighed, kundskab og lyksalighed. Han har ingen begyndelse, for Han er altings begyndelse. Han er alle årsagers årsag.”

Andetsteds i Viṣṇu Purāṇa (4.11.4) står der skrevet, yatrāvatīrṇaṁ kṛṣṇākhyaṁ, paraṁ brahma narākṛtiḥ: “Den Højeste Absolutte Sandhed er en person, Hans navn er Kṛṣṇa, og sommetider nedstiger Han til denne jord.” I Śrīmad-Bhāgavatam finder vi ligeledes en beskrivelse af alle mulige forskellige inkarnationer af Guddommens Højeste Personlighed, og i denne liste dukker Kṛṣṇas navn også op. Men så står der (ŚB. 1.3.28), at denne Kṛṣṇa er ingen inkarnation af Gud, men selve Guddommens Oprindelige Højeste Personlighed (ete cāṁśa-kalāḥ puṁsaḥ, kṛṣṇas tu bhagavān svayam).

Herren erklærer også på samme måde i Bhagavad-gītā (7.7), mattaḥ parataraṁ nānyat: “Der findes intet højere end Min form som Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa.” Andetsteds i Bhagavad-gītā (10.2) siger Han, aham ādir hi devānām: “Jeg er ophav til alle halvguderne.” Og efter at have forstået Bhagavad-gītā fra Kṛṣṇa bekræfter Arjuna også dette med ordene paraṁ brahma paraṁ dhāma, pavitraṁ paramaṁ bhavān (Bg. 10.12): ”Nu forstår Jeg fuldt ud, at Du er Guddommens Højeste Personlighed, den Absolutte Sandhed, og at Du er altings tilflugtssted.” Den universelle form, som Kṛṣṇa viste Arjuna, er derfor ikke Guds oprindelige form. Den oprindelige form er Kṛṣṇa-formen. Den universelle form med dens tusinder af hoveder og hænder blev fremvist udelukkende for at tiltrække opmærksomheden hos dem, der ingen kærlighed har til Gud. Det er ikke Guds oprindelige form.

Den universelle form er ikke tiltrækkende for de rene hengivne, der er forelskede i Herren i forskellige transcendentale forhold. Den Højeste Guddom udveksler transcendental kærlighed i Sin oprindelige form som Kṛṣṇa. Denne form af universel manifestation tiltalte derfor ikke Arjuna, der var så tæt forbundet med Kṛṣṇa i venskab. Den var snarere frygtindgydende. Arjuna må som Kṛṣṇas konstante ledsager have haft transcendentale øjne. Han var intet almindeligt menneske. Han blev således ikke betaget af den universelle form. Den form kan forekomme fantastisk for personer, der har travlt med at ophøje sig selv gennem frugtstræbende handlinger, men de, der er engageret i hengiven tjeneste, holder mest af Kṛṣṇas toarmede form.