TEXT 55

FORKLARING: Alle, der gerne vil nærme sig den højeste af alle Guddommens Personligheder på planeten Kṛṣṇaloka i den åndelige himmel og blive tæt forbundet med den Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, må følge formularen, der her bliver givet af den Højeste selv. Dette vers bliver derfor anset for at være essensen af Bhagavad-gītā. Bhagavad-gītā er en bog, der henvender sig til de betingede sjæle, der er involveret i den materielle verden med det formål at herske over naturen, og som intet kender til det virkelige åndelige liv. Tanken med Bhagavad-gītā er at vise, hvordan man kan forstå sin åndelige eksistens og sit evige forhold til den højeste åndelige personlighed, og at lære én, hvordan man vender hjem, tilbage til Guddommen. Her er så verset, der klart og tydeligt forklarer måden, hvorpå man kan opnå fuldendelse i sin åndelige aktivitet: hengiven tjeneste.

Hvad angår arbejde, skal man anvende al sin energi på Kṛṣṇa-bevidste handlinger. Som der står i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.255):

Ingen mennesker bør gøre noget, der ikke er relateret til Kṛṣṇa. Dette kaldes kṛṣṇa-karma. Man kan arbejde med forskellige ting, men man bør ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde. Resultatet skal udelukkende gives til Ham. Man kan for eksempel gøre handel, men for at gøre sådanne forretningsforehavender Kṛṣṇa-bevidste skal man gøre handel for Kṛṣṇa. Hvis Kṛṣṇa er forretningens ejer, skal Kṛṣṇa også nyde fortjenesten fra forretningen. Hvis en forretningsmand ejer millioner af kroner og vil give dem alle til Kṛṣṇa, kan han gøre det. Dette er at arbejde for Kṛṣṇa. I stedet for at opføre en stor bygning for sin egen sansenydelses skyld kan man bygge et fint tempel til Kṛṣṇa, og man kan installere Deiteten af Kṛṣṇa og sørge for tjeneste til Deiteten, som det foreskrives i de autoriserede bøger om hengiven tjeneste. Dette er alt sammen kṛṣṇa-karma. Man må ikke være knyttet til resultatet af sit arbejde, men resultatet skal gives til Kṛṣṇa, og man kan modtage resterne fra Kṛṣṇas ofringer som prasāda. Hvis man bygger et stort hus til Kṛṣṇa og installerer Kṛṣṇas Deitet deri, er man ikke afskåret fra selv at bo der, men man må forstå, at husets ejer er Kṛṣṇa. Det kaldes Kṛṣṇa-bevidsthed.

Og hvis man ikke har midler til at bygge et tempel til Kṛṣṇa, kan man påtage sig at gøre Kṛṣṇas tempel rent. Det er også kṛṣṇa-karma. Eller man kan dyrke en have. Alle, der har et stykke jord (i det mindste har alle i Indien, selv fattige mennesker, et lille stykke jord), kan anvende det for Kṛṣṇa til at dyrke blomster, som man kan ofre til Ham. Man kan så tulasī-planter, for tulasī-blade er meget vigtige, og Kṛṣṇa har anbefalet dette i Bhagavad-gītā (9.26). Patraṁ puṣpaṁ phalaṁ toyam. Kṛṣṇa vil gerne have, at man ofrer Ham enten et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand, for gennem sådanne ofringer bliver Han tilfreds. Med blad tænkes der specielt på tulasī. Så man kan så tulasī og vande planten. På den måde kan selv den fattigste engagere sig i Kṛṣṇas tjeneste. Dette er nogle eksempler på, hvordan man kan arbejde for Kṛṣṇa.

Ordet mat-paramaḥ refererer til den, der anser samvær med Kṛṣṇa i Hans højeste bolig for at være livets højeste fuldendelse. En sådan person ønsker ikke at blive ophøjet til de højere planeter som Månen, Solen, de himmelske planeter eller endog den højeste planet i dette univers, Brahmaloka. Intet af dette virker tiltrækkende på ham. Det eneste, han er tiltrukket af, er at blive overført til den åndelige himmel. Og selv i den åndelige himmel er han ikke tilfreds med at blive ét med brahmajyoti- stråleglansen, for han ønsker kun at komme til den højeste åndelige planet, Kṛṣṇaloka, Goloka Vṛndāvana. Han har fuldt kendskab til den planet og er derfor ikke interesseret i nogen anden. Som angivet her med ordet mad-bhaktaḥ engagerer han sig fuldstændigt i hengiven tjeneste, i særdeleshed i de ni hengivne processer: at høre, synge, huske, tilbede, tjene Herrens lotusfødder, bede, udføre Herrens ordre, slutte venskab med Ham og overgive alt til Ham. Man kan engagere sig i alle ni hengivne processer eller i otte, syv eller mindst én af dem, og det vil med sikkerhed gøre én fuldendt.

Vendingen saṅga-varjitaḥ er meget vigtig. Man bør ikke pleje omgang med personer, der er imod Kṛṣṇa. Det er ikke kun ateistiske personer, der er imod Kṛṣṇa, men de, der er tiltrukket af frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation, er det også. Derfor beskrives den rene form for hengiven tjeneste således i Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.1.11):

I dette vers udtrykker Śrīla Rūpa Gosvāmī klart, at hvis man gerne vil gøre uforfalsket ren hengiven tjeneste, skal man være fri for materiel besmittelse af enhver slags. Man skal være fri for omgang med personer, der er forfaldne til frugtstræbende handlinger og intellektuel spekulation. Når man efter at være blevet frigjort for den slags uønsket selskab og for besmittelsen fra materielle ønsker kultiverer kundskab om Kṛṣṇa på en favorabel måde, kaldes det ren hengiven tjeneste. Ānukūlyasya saṅkalpaḥ, prātikūlyasya varjanam (Hari-bhakti-vilāsa 11.676). Man skal tænke på Kṛṣṇa og handle for Kṛṣṇa på en velvillig måde og ikke med en negativ holdning. Kaṁsa var Kṛṣṇas fjende. Lige fra Kṛṣṇas fødsel planlagde Kaṁsa at dræbe Ham på alle mulige måder, og fordi det aldrig lykkedes for ham, tænkte han konstant på Kṛṣṇa. I enhver henseende, mens han arbejdede, og mens han spiste og sov, var han Kṛṣṇa-bevidst, men Kaṁsas Kṛṣṇa-bevidsthed var ikke velvilligt imødekommende over for Kṛṣṇa, så selv om han altid tænkte på Kṛṣṇa døgnet rundt, blev han alligevel betragtet som en dæmon, og til sidst slog Kṛṣṇa ham ihjel. Alle, der bliver dræbt af Kṛṣṇa, bliver ganske vist befriet omgående, men det er heller ikke den rene hengivnes mål. Den rene hengivne ønsker ikke engang befrielse. Han ønsker heller ikke at blive overført til selv den højeste planet, Goloka Vṛndāvana. Hans eneste mål i livet er at tjene Kṛṣṇa, uanset hvor han måtte befinde sig.

En hengiven af Kṛṣṇa er venlig mod alle. Der står derfor her, at han ingen fjender har (nirvairaḥ). Hvordan kan det lade sig gøre? En hengiven, der befinder sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, ved, at hengiven tjeneste til Kṛṣṇa er det eneste, der kan gøre en person fri for alle livets problemer. Han har personlig erfaret dette og ønsker derfor at udbrede kendskabet til denne vej, Kṛṣṇa-bevidsthed, i samfundet. Ned gennem historien er der mange eksempler på, hvordan Herrens hengivne har sat livet på spil for at sprede Gudsbevidsthed. Det foretrukne eksempel herpå er Herren Jesus Kristus. Han blev korsfæstet af de ikke-hengivne, men han ofrede sit liv for at sprede Gudsbevidsthed (selv om det naturligvis ville være overfladisk at tro, at han blev dræbt). I Indien er der også mange eksempler såsom Ṭhākura Haridāsa og Prahlāda Mahārāja. Hvorfor løb de så stor en risiko? Det gjorde de, fordi de gerne ville udbrede Kṛṣṇa- bevidsthed, og det er vanskeligt. En Kṛṣṇa-bevidst person ved, at et menneskes lidelse skyldes, at det har glemt sit evige forhold til Kṛṣṇa. Den største velgerning, man derfor kan gøre for menneskesamfundet, er at aflaste sin næste for alle materielle problemer. Det er måden, hvorpå en ren hengiven er engageret i Herrens tjeneste, og vi kan således forestille os, hvor barmhjertig Kṛṣṇa er mod dem, der er engageret i Hans tjeneste og sætter alt på spil for Ham. Der er derfor ingen tvivl om, at sådanne personer kommer til den højeste planet efter at have forladt kroppen.

Kort sagt har Kṛṣṇa vist Sin universelle form, der er en midlertidig manifestation, tidens form, der fortærer alt, og tilmed Viṣṇu-formen med fire arme. Kṛṣṇa er således ophav til alle disse manifestationer. Det er ikke sådan, at Kṛṣṇa er en manifestation af den oprindelige viśva-rūpa eller af Viṣṇu. Kṛṣṇa er ophav til alle former. Der er hundredvis og tusindvis af Viṣṇuer, men for en hengiven er ingen af Kṛṣṇas former vigtige bortset fra den oprindelige form, den toarmede Śyāmasundara. Der står i Brahma-saṁhitā, at de, der er knyttet til Kṛṣṇas Śyāmasundara-form i kærlighed og hengivenhed, altid kan se Ham i hjertet og ikke har øje for andet. Man må således forstå, at betydningen af kapitel 11 er, at Kṛṣṇas form er fundamental og suveræn.