TEXTS 13-14
adveṣṭā sarva-bhūtānāṁ
maitraḥ karuṇa eva ca
nirmamo nirahaṅkāraḥ
sama-duḥkha-sukhaḥ kṣamī
santuṣṭaḥ satataṁ yogī
yatātmā dṛḍha-niścayaḥ
mayy arpita-mano-buddhir
yo mad-bhaktaḥ sa me priyaḥ
adveṣṭā — ikke misundelig; sarva-bhūtānām — mod alle levende væsener; maitraḥ — venlig; karuṇaḥ — barmhjertig; eva — sandelig; ca — også; nirmamaḥ — uden nogen følelse af ejerskab; nirahaṅkāraḥ — uden falsk ego; sama — ligevægtig; duḥkha — i lidelse; sukhaḥ — og lykke; kṣamī — overbærende; santuṣṭaḥ — tilfreds; satatam — altid; yogī — den, der er engageret i hengivenhed; yata-ātmā — selvbehersket; dṛḍha-niścayaḥ — med beslutsomhed; mayi — på Mig; arpita — er fæstnet; manaḥ — hvis sind; buddhiḥ — og intelligens; yaḥ — den, som; mat-bhaktaḥ — Min hengivne; saḥ — han; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket.
Den, der ikke er misundelig, men er en barmhjertig ven mod alle levende væsener, som ikke anser sig selv for en ejer af noget og er fri for falsk ego, som er den samme i både lykke og lidelse, som er tolerant, N altid tilfreds og selvbehersket, og som med beslutsomhed er engageret i hengiven tjeneste med sit sind og sin intelligens fæstnet på Mig – sådan en hengiven af Mig er Mig meget kær.
FORKLARING: For at vende tilbage til ren hengiven tjeneste beskriver Herren nu her i disse to vers en ren hengivens transcendentale kvaliteter. En ren hengiven lader sig aldrig forstyrre under nogen omstændigheder, og han er heller ikke misundelig på nogen. Lige så lidt bliver en hengiven sin fjendes fjende. Hans indstilling er: “Denne person handler som min fjende på grund af mine egne tidligere misgerninger, så det er bedre at lide end at protestere.” Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.8): tat te ’nukampāṁ su-samīkṣamāṇo, bhuñjāna evātma-kṛtaṁ vipākam. Når en hengiven rammes af lidelse eller er i vanskeligheder, ser han det som Herrens nåde mod ham. Han tænker: “På grund af mine tidligere misgerninger burde jeg lide langt, langt værre, end jeg lider nu. Så det er på grund af den Højeste Herres barmhjertighed, at jeg ikke modtager hele den straf, der tilkommer mig. Ved Guddommens Højeste Personligheds barmhjertighed får jeg blot en antydning af, hvad jeg skulle have haft.” Han er derfor altid rolig, fattet og tålmodig på trods af mange lidelsesfyldte situationer. En hengiven er også altid venlig mod alle, selv mod sine fjender. Nirmamaḥ betyder, at en hengiven ikke tillægger smerte og problemer i forbindelse med kroppen nogen stor betydning, for han er helt klar over, at han ikke er den materielle krop. Han identificerer sig ikke med sin krop, hvilket gør, at han er fri for falsk ego og ikke bliver bragt ud af ligevægt af hverken lykke eller lidelse. Han er tolerant, og han er tilfreds med uanset hvad, der kommer ved den Højeste Herres barmhjertighed. Han gør sig ikke de store anstrengelser for at opnå noget med stort besvær. Derfor er han altid glad. Eftersom han er fast forankret i de instruktioner, han har fået fra sin åndelige mester, er han den perfekte mystiker, og han er beslutsom, for hans sanser er under kontrol. Han påvirkes ikke af falske argumenter, for ingen kan rokke ham fra hans faste beslutsomhed i hengiven tjeneste. Han er helt bevidst om, at Kṛṣṇa er den evige Herre, så ingen kan forstyrre ham. Alle disse egenskaber gør ham i stand til fuldstændigt at fæstne sit sind og sin intelligens på den Højeste Herre. Et sådant niveau af hengiven tjeneste er givetvis meget sjældent, men en hengiven bliver situeret i denne tilstand ved at følge den hengivne tjenestes regulerende principper. Herren siger videre, at sådan en hengiven er Ham meget kær, for Herren er altid tilfreds med alle hans handlinger i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed.