TEXT 20
ye tu dharmāmṛtam idaṁ
yathoktaṁ paryupāsate
śraddadhānā mat-paramā
bhaktās te ’tīva me priyāḥ
ye — de, der; tu — men; dharma — religionens; amṛtam — nektar; idam — denne; yathā — som; uktam — forklaret; paryupāsate — engagerer sig helt i; śrad-dadhānāḥ — med tro; mat-paramāḥ — de, der ser Mig, den Højeste Herre, som alting; bhaktāḥ — hengivne; te — de; atīva — meget, meget; me — af Mig; priyāḥ — højtelskede.
De, der følger denne den hengivne tjenestes uforgængelige vej, og som fuldstændigt engagerer sig med tro og gør Mig til det højeste mål, er Mig meget, meget kære.
FORKLARING: Fra det andet vers i dette kapitel til og med slutningen – fra mayy āveśya mano ye mām (“idet de fæstner sindet på Mig”) til ye tu dharmāmṛtam idam (“denne religion af evig tjeneste”) – har den Højeste Herre forklaret de forskellige transcendentale tjenesteprocesser, hvorigennem man kan komme til Ham. Sådanne processer står Herren meget nær, og Han accepterer en person, der er engageret i dem. Arjuna rejste spørgsmålet om, hvorvidt den, der følger den upersonlige Brahmans vej, eller den, der er engageret i Guddommens Højeste Personligheds hengivne tjeneste, er bedst, og Herrens svar var så utvetydigt, at der ingen tvivl er om, at hengiven tjeneste til Guddommens Personlighed er den bedste af alle veje til åndelig erkendelse. Med andre ord er vi i dette kapitel nået frem til, at man i godt selskab udvikler tilknytning til ren hengiven tjeneste og derved accepterer en ægte åndelig mester, fra hvem man begynder at høre om Kṛṣṇa og går i gang med at recitere Hans navn, og med tro, tilknytning og hengivenhed følger de regulerende principper og således bliver engageret i Herrens transcendentale tjeneste. Det er vejen, der anbefales i dette kapitel. Derfor er der ingen tvivl om, at hengiven tjeneste er den eneste absolutte vej til selverkendelse og opnåelse af Guddommens Højeste Personlighed. Den upersonlige opfattelse af den Højeste Absolutte Sandhed bliver som beskrevet i dette kapitel kun anbefalet indtil det tidspunkt, hvor man overgiver sig til selverkendelse. Den upersonlige opfattelse kan med andre ord være gavnlig, så længe man ikke har chancen for at være i selskab med en ren hengiven. I den upersonlige opfattelse af den Absolutte Sandhed arbejder man uden frugtstræbende resultater, mediterer og udvikler kundskab for at forstå ånd og materie. Alt dette er nødvendigt, så længe man ikke er i selskab med en ren hengiven. Men hvis man udvikler et direkte ønske om at engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed i ren hengiven tjeneste, behøver man heldigvis ikke at gå den trinvise vej for at forbedre sin åndelige erkendelse. Som beskrevet i Bhagavad-gītās seks midterste kapitler er hengiven tjeneste mere praktisk. Man behøver ikke engang at tænke på at skulle skaffe det, der skal til for at opretholde livet, for ved Herrens nåde kommer alt af sig selv.
Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 12. kapitel, Hengiven tjeneste.