No edit permissions for Dansk

TEXTS 18-19

samaḥ śatrau ca mitre ca
tathā mānāpamānayoḥ
śītoṣṇa-sukha-duḥkheṣu
samaḥ saṅga-vivarjitaḥ

tulya-nindā-stutir maunī
santuṣṭo yena kenacit
aniketaḥ sthira-matir
bhaktimān me priyo naraḥ

samaḥ — ens; śatrau — mod en fjende; ca — også; mitre — mod en ven; ca — også; tathā — således; māna — i ære; apamānayoḥ — og skam; śīta — i kulde; uṣṇa — varme; sukha — lykke; duḥkheṣu — og lidelse; samaḥ — ligevægtig; saṅga-vivarjitaḥ — fri for alt samvær; tulya — ligevægtig; nindā — i vanære; stutiḥ — og anseelse; maunī — tavs; santuṣṭaḥ — tilfreds; yena kenacit — med hvad som helst; aniketaḥ — uden bolig; sthira — er forankret; matiḥ — hvis beslutsomhed; bhakti-mān — engageret i hengivenhed; me — af Mig; priyaḥ — højtelsket; naraḥ — et menneske.

Den, der er ens indstillet over for venner og fjender, som er ligevægtig i ære og vanære, varme og kulde, lykke og lidelse og berømmelse og skam, som altid er fri for urent selskab, som altid er tavs og tilfreds med hvad som helst, som ikke bekymrer sig om nogen fast bolig, som er forankret i viden, og som er engageret i hengiven tjeneste – en sådan person er Mig meget kær.

FORKLARING: En hengiven undgår altid dårligt selskab. Somme tider bliver man rost, og sommetider bliver man bagtalt. Sådan er det i menneskesamfundet. Men en hengiven er altid transcendental til kunstig berømmelse og vanære eller lykke og lidelse. Han er meget tålmodig. Han taler kun om ting, der har med Kṛṣṇa at gøre. Derfor kaldes han tavs. Tavs betyder ikke, at han ikke må tale. Tavshed betyder, at han ikke siger en masse sludder. Man bør kun tale om væsentlige ting, og den mest essentielle form for tale for en hengiven er at tale for den Højeste Herres skyld. En hengiven er glad under alle omstændigheder. Nogle gange får han meget velsmagende mad, andre gange ikke, men han er tilfreds under alle omstændigheder. Han er også ligeglad med, hvor han bor. Han kan bo under et træ eller i et palads. Han er ikke knyttet til nogen af delene. Han siges at være forankret, for han er solidt forankret i sin beslutsomhed og viden.

Vi ser flere gentagelser i beskrivelsen af en hengivens kvaliteter, men det er kun for at understrege, at en hengiven skal erhverve sig alle disse egenskaber. Uden gode egenskaber kan man ikke være en ren hengiven. Harāv abhaktasya kuto mahad-guṇāḥ (ŚB. 5.18.12): Den, der ikke er en hengiven, har ingen gode egenskaber. Vil man gerne anerkendes som en hengiven, bliver man nødt til at udvikle disse gode egenskaber. Den hengivne bestræber sig selvfølgelig ikke separat for at erhverve sig disse kvalifikationer, men engagement i Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste hjælper automatisk én til at udvikle dem.

« Previous Next »