TEXT 19
iti kṣetraṁ tathā jñānaṁ
jñeyaṁ coktaṁ samāsataḥ
mad-bhakta etad vijñāya
mad-bhāvāyopapadyate
iti — således; kṣetram — handlingsfeltet (kroppen); tathā — også; jñānam — viden; jñeyam — det, der kan vides; ca — også; uktam — beskrevet; samāsataḥ — i korthed; mat-bhaktaḥ — Min hengivne; etat — alt dette; vijñāya — efter at have forstået; mat-bhāvāya — Min natur; upapadyate — han opnår.
Jeg har således givet en kortfattet beskrivelse af handlingsfeltet [kroppen], viden og det, der kan vides. Kun Mine hengivne kan forstå dette til fulde og dermed opnå Min natur.
FORKLARING: Herren har i korthed beskrevet kroppen, viden og det, der kan vides. Denne viden er om tre ting: Den, der ved, det, der kan vides, og måden, hvorpå man kan vide noget. Tilsammen kaldes de under ét vijñāna eller videnskaben om viden. Fuldkommen viden kan forstås direkte af Herrens uforfalskede hengivne. Andre kan ikke forstå. Monisterne hævder, at disse tre elementer i sidste ende bliver til ét, men de hengivne accepterer ikke dette. Viden og udvikling af viden indebærer at forstå sig selv i Kṛṣṇa-bevidsthed. Vi er styret af materiel bevidsthed, men så snart vi overfører hele vores bevidsthed til Kṛṣṇas aktiviteter og erkender, at Kṛṣṇa er alt, opnår vi virkelig viden. Viden er med andre ord intet andet end det indledende stadie til en fuldstændig forståelse af hengiven tjeneste. Det bliver tydeligt forklaret i kapitel 15.
Sammenfattende kan det forstås, at vers 6 og 7 fra mahā-bhūtāni til og med cetanā dhṛtiḥ analyserer de materielle elementer og visse manifestationer af livssymptomerne. Disse forbinder sig og danner kroppen eller handlingsfeltet. Og vers 8 til 12 fra amānitvam til og med tattva- jñānārtha-darśanam beskriver kundskabsmetoden, hvorigennem man kan forstå handlingsfeltets to kendere – sjælen og Oversjælen. Vers 13 til 18 fra anādi mat-param til hṛdi sarvasya viṣṭhitam beskriver dernæst sjælen og den Højeste Herre eller Oversjælen.
Tre ting er således blevet beskrevet: handlingsfeltet (kroppen), erkendelsesprocessen og sjælen såvel som Oversjælen. Her bliver det især understreget, at kun Herrens uforfalskede hengivne kan have en klar forståelse af disse tre ting. Disse hengivne kan derfor drage fuld nytte af Bhagavad-gītā. Det er dem, der kan nå det højeste mål, den Højeste Herre, Kṛṣṇas, natur. Med andre ord kan kun hengivne og ingen andre forstå Bhagavad-gītā og nå det eftertragtede resultat.