TEXT 28
aśraddhayā hutaṁ dattaṁ
tapas taptaṁ kṛtaṁ ca yat
asad ity ucyate pārtha
na ca tat pretya no iha
aśraddhayā — uden tro; hutam — ofret; dattam — givet; tapaḥ — askese; taptam — udført; kṛtam — gjort; ca — også; yat — det, som; asat — falsk; iti — således; ucyate — siges at være; pārtha — O Pṛthās søn; na — aldrig; ca — også; tat — det; pretya — efter døden; na u — ej heller; iha — i dette liv.
Alt, der gøres som offer, velgørenhed eller askese uden tro på den Højeste, er midlertidigt, O Pṛthās søn. Det kaldes “asat” og er uden værdi i både dette liv og det næste.
FORKLARING: Ligegyldigt hvad man gør, uanset om det er offerhandlinger, velgørenhed eller askese, er det værdiløst uden det transcendentale mål. Dette vers erklærer derfor, at den slags aktiviteter er forkastelige. Man skal gøre alt for den Højeste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Uden en sådan tro og uden ordentlig vejledning vil intet nogensinde bære frugt. Alle de vediske skrifter anbefaler derfor tro på den Højeste. Det yderste mål med at efterleve de vediske instruktioner er forståelsen af Kṛṣṇa. Uden at følge dette princip kan ingen opnå fuldkommenhed. Det bedste er derfor lige fra begyndelsen af at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed under en ægte åndelig mesters vejledning. På den måde bliver alt vellykket.
I den betingede tilstand er folk tiltrukket til at tilbede halvguder, spøgelser eller yakṣaer som Kuvera. Godhedens kvalitet er bedre end lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, men den, der engagerer sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed, er transcendental til alle den materielle naturs kvaliteter. Selv om der er en gradvis ophøjelsesproces, er det bedst, hvis man ved at være sammen med rene hengivne kan engagere sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det bliver anbefalet i dette kapitel. For at opnå fuldendelse ad denne vej skal man først finde den rette åndelige mester og blive oplært under hans vejledning. Da kan man få tro på den Højeste. Når denne tro med tiden modnes, kaldes den kærlighed til Gud. Denne kærlighed er det højest opnåelige for de levende væsener. Man bør derfor engagere sig direkte i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det er budskabet, vi finder her i kapitel 17.
Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Śrīmad Bhagavad-gītās 17. kapitel, De forskellige former for tro.