TEXT 3
sattvānurūpā sarvasya
śraddhā bhavati bhārata
śraddhā-mayo ’yaṁ puruṣo
yo yac-chraddhaḥ sa eva saḥ
sattva-anurūpā — ifølge eksistensen; sarvasya — alles; śraddhā — tro; bhavati — bliver; bhārata — O Bharatas efterkommer; śraddhā — tro; mayaḥ — fuld af; ayam — dette; puruṣaḥ — levende væsen; yaḥ — den, som; yat — hvilken; śraddhaḥ — hvis tro er; saḥ — den; eva — afgjort; saḥ — han er.
O Bharatas efterkommer, ifølge sin eksistens under naturens forskellige kvaliteter udvikler man en bestemt slags tro. Det levende væsen siges at være af en bestemt tro i overensstemmelse med de kvaliteter, han har erhvervet sig.
FORKLARING: Alle har en bestemt form for tro, uanset hvem man er. Men ens tro betragtes som god, lidenskabelig eller uvidende i forhold til den natur, man har erhvervet sig. Således omgås man alt efter sin bestemte slags tro med bestemte personer. Som det blev forklaret i kapitel 15, er hvert eneste levende væsen i virkeligheden oprindeligt en fragmentarisk uadskillelig del af den Højeste Herre. Derfor er man oprindeligt transcendental til alle den materielle naturs kvaliteter. Men når man glemmer sit forhold til Guddommens Højeste Personlighed og i betinget liv kommer i kontakt med den materielle natur, skaber man sin egen eksistentielle situation ved at omgås med den materielle naturs forskellige facetter. Den resulterende kunstige tro og eksistens er kun materiel. Selv om man bliver styret af en bestemt indflydelse eller livsanskuelse, er man oprindeligt nirguṇa eller transcendental. For at genvinde sit forhold til den Højeste Herre skal man derfor renses for den materielle forurening, man har pådraget sig. Det er den eneste sikre vej tilbage: Kṛṣṇa-bevidsthed. Hvis man er situeret i Kṛṣṇa-bevidsthed, ophøjer den vej med garanti én til det perfekte stade. Hvis man ikke følger denne vej til selverkendelse, styres man helt sikkert af den materielle naturs indflydelse.
I dette vers er ordet śraddhā eller “tro” betydningsfuldt. Śraddhā eller tro udspringer oprindeligt af godhedens kvalitet. Ens tro kan være på en halvgud, en eller anden opdigtet Gud eller på et eller andet mentalt opspind. Det er meningen, at ens stærke tro skal afføde handling i materiel godhed. Men i det materielt betingede liv er ingen handlinger helt rene. De er blandede. De er ikke i ren godhed. Ren godhed er transcendental. I ren godhed kan man forstå den virkelige natur af Guddommens Højeste Personlighed. Så længe ens tro ikke helt er i ren godhed, er troen sårbar over for besmittelse fra en hvilken som helst af den materielle naturs kvaliteter. De besmittede kvaliteter fra den materielle natur spreder sig til hjertet. Derfor bliver ens tro befæstet alt efter den situation, hjertet er i fra sin forbindelse med en af naturens kvaliteter. Det må forstås, at hvis ens hjerte er i godhedens kvalitet, er ens tro også i godhedens kvalitet. Hvis ens hjerte er i lidenskabens kvalitet, er ens tro også i lidenskabens kvalitet. Og hvis ens hjerte er i mørkets kvalitet, i illusion, vil ens tro være tilsvarende forurenet. På denne måde finder vi forskellige former for tro i denne verden, og der er forskellige slags religioner i forhold til forskellige slags tro. Det virkelige princip for religiøs tro er funderet i den rene godheds kvalitet, men fordi hjertet er urent, finder vi forskellige slags religiøse principper. I overensstemmelse med forskellige former for tro findes der således forskellige slags tilbedelse.