Bg 2.10
tam uvāca hṛṣīkeśaḥ
prahasann iva bhārata
senayor ubhayor madhye
viṣīdantam idaṁ vacaḥ
tam — til ham; uvāca — sagde; hṛṣīkeśaḥ — sansernes herre, Kṛṣṇa; prahasan — smilende; iva — som om; bhārata — O Dhṛtarāṣṭra, Bharatas efterkommer; senayoḥ — af hærene; ubhayoḥ — af begge sider; madhye — mellem; viṣīdantam — til den sørgende; idam — de følgende; vacaḥ — ord.
O Bharatas efterkommer, derpå talte en smilende Kṛṣṇa midt imellem de to hære følgende ord til den sorgtyngede Arjuna.
FORKLARING: Samtalen fandt sted mellem fortrolige venner, nemlig Hṛṣīkeśa og Guḍākeśa. Som venner var de begge på samme niveau, men en af dem overgav sig frivilligt til den anden som elev. Kṛṣṇa smilede, fordi en ven havde valgt at blive Hans discipel. Som Herre over alt befinder Kṛṣṇa Sig altid i en overordnet position som alles Herre, og alligevel indvilliger Han i at blive ven, søn eller elsker til en hengiven, der ønsker at se Ham i en sådan rolle. Men da Han blev antaget som mester, påtog Han Sig med det samme rollen og talte til disciplen som en mester, dvs. med den alvor, der var påkrævet. Det lader til, at samtalen mellem mester og discipel fandt sted i begge hæres påhør, så alle kunne drage fordel af den. Således henvender Bhagavad-gītās dialog sig ikke kun til en bestemt person eller et bestemt samfund eller land, men er for alle, og venner såvel som fjender har lige stor ret til at høre den.