Bg 2.19
ya enaṁ vetti hantāraṁ
yaś cainaṁ manyate hatam
ubhau tau na vijānīto
nāyaṁ hanti na hanyate
yaḥ — enhver, der; enam — dette (levende væsen); vetti — forstår; hantāram — som den, der dræber; yaḥ — enhver, der; ca — også; enam — dette; manyate — tror; hatam — dræbt; ubhau — begge; tau — de; na — aldrig; vijānītaḥ — har viden; na — aldrig; ayam — dette; hanti — dræber; na — ej heller; hanyate — dræbes.
Hverken den, der tror, at det levende væsen dræber, eller den, der tror, det bliver dræbt, har virkelig kundskab, for selvet hverken dræber eller bliver dræbt.
FORKLARING: Når et legemliggjort levende væsen såres af dødbringende våben, må man forstå, at det levende væsen inde i kroppen ikke bliver dræbt. Som det vil fremgå af de følgende vers, er den åndelige sjæl så lille, at det er umuligt at slå ham ihjel med noget materielt våben. Det levende væsen er slet ikke dødeligt på grund af sin åndelige beskaffenhed. Det, der bliver dræbt eller formodes at blive dræbt, er kun kroppen. Dette skal imidlertid ikke ses som en tilskyndelse til at slå kroppen ihjel. Det vediske påbud lyder, mā hiṁsyāt sarvā bhūtāni: Man må aldrig begå vold mod nogen. Lige så lidt skal forståelsen af, at det levende væsen ikke kan dø, ses som en opfordring til at slagte dyr. Det er forkasteligt at slå nogens krop ihjel uden hjemmel og er strafbart ifølge statens såvel som Herrens lov. Arjuna blev imidlertid sat til at slå ihjel for religiøse princippers skyld og ikke efter forgodtbefindende.