Bg 2.24
acchedyo ’yam adāhyo ’yam
akledyo ’śoṣya eva ca
nityaḥ sarva-gataḥ sthāṇur
acalo ’yaṁ sanātanaḥ
acchedyaḥ — ubrydelig; ayam — denne sjæl; adāhyaḥ — kan ikke brændes; ayam — denne sjæl; akledyaḥ — uopløselig; aśoṣyaḥ — kan ikke udtørres; eva — sandelig; ca — og; nityaḥ — evig; sarva-gataḥ — altgennemtrængende; sthāṇuḥ — uforanderlig; acalaḥ — ubevægelig; ayam — denne sjæl; sanātanaḥ — bestandigt den samme.
Denne individuelle sjæl er unedbrydelig og uopløselig og kan hverken brændes eller tørres. Han er evig, til stede overalt, uforanderlig, ubevægelig og bestandigt den samme.
FORKLARING: Alle disse egenskaber hos den atomiske sjæl beviser med sikkerhed, at den individuelle sjæl for evigt er en atomisk partikel af den åndelige helhed og for evigt forbliver det samme uforanderlige atom. Den monistiske teori er svær at få til at passe i dette tilfælde, for den individuelle sjæl kan aldrig forventes at blive til en homogen helhed. Efter at være blevet befriet fra den materielle forurening kan den atomiske sjæl vælge at forblive som en åndelig gnist i stråleglansen fra Guddommens Højeste Personlighed, men de intelligente sjæle kommer til de åndelige planeter for at være sammen med Guddommens Personlighed.
Ordet sarva-gataḥ (altgennemtrængende) er vigtigt, for der findes utvivlsomt levende væsener overalt i Guds skabelse. De lever på jorden, i vandet, i luften, inden i Jorden og sågar i ild. Forestillingen om, at de bliver steriliseret af ild, er uacceptabel, for her bliver det tydeligt sagt, at sjælen ikke kan brændes af ild. Der er således ingen tvivl om, at der også er levende væsener på solplaneten med kroppe, der egner sig til at leve der. Hvis solkloden er ubeboet, giver ordet sarva-gataḥ, “til stede overalt”, ingen mening.