Bg 2.38
sukha-duḥkhe same kṛtvā
lābhālābhau jayājayau
tato yuddhāya yujyasva
naivaṁ pāpam avāpsyasi
sukha — lykke; duḥkhe — og lidelse; same — i ligevægt; kṛtvā — efter således at have bragt; lābha-alābhau — både vinding og tab; jaya-ajayau — både sejr og nederlag; tataḥ — derefter; yuddhāya — for at kæmpe; yujyasva — engagér (dig i at kæmpe); na — aldrig; evam — på denne måde; pāpam — syndig reaktion; avāpsyasi — du vil modtage.
Kæmp derfor for kampens skyld uden at bekymre dig om lykke eller lidelse, tab eller vinding, sejr eller nederlag, for på den måde vil du aldrig pådrage dig synd.
FORKLARING: Her siger Herren Kṛṣṇa direkte til Arjuna, at han skal kæmpe for kampens skyld, fordi Han (Kṛṣṇa) ønsker krigen. Når man handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, bekymrer man sig ikke om glæde eller sorg, vinding eller tab eller sejr eller nederlag. At alt bør gøres for Kṛṣṇas skyld, er transcendental bevidsthed, så der er ingen reaktioner på materielle handlinger. Den, der handler for sin egen sansenydelses skyld, uanset om det er i godhed eller lidenskab, vil modtage reaktionerne derpå, hvad end de er gode eller dårlige. Men har man overgivet sig helt til at handle i Kṛṣṇa-bevidsthed, er man ikke længere forpligtet over for nogen eller skylder nogen noget, som tilfældet er det under normale omstændigheder. Der står skrevet (ŚB. 11.5.41):
devarṣi-bhūtāpta-nṛṇāṁ pitṝṇāṁ
na kiṅkaro nāyam ṛṇī ca rājan
sarvātmanā yaḥ śaraṇaṁ śaraṇyaṁ
gato mukundaṁ parihṛtya kartam
“Alle, der helt har overgivet sig til Kṛṣṇa eller Mukunda og opgivet alle andre pligter, skylder ikke længere nogen noget og er ikke forpligtet over for hverken halvguder, vismænd, folk i almindelighed, slægtninge, menneskeheden eller forfædrene.” Det er den indirekte hentydning, Kṛṣṇa giver Arjuna i dette vers, og sagen vil blive yderligere forklaret i de følgende vers.