Bg 2.39

FORKLARING: Ifølge den vediske ordbog, Nirukti, betyder saṅkhyā “det, der beskriver ting i detaljer”, og sāṅkhya refererer til den filosofi, der beskriver sjælens virkelige natur. Og yoga involverer beherskelse af sanserne. Arjunas ide om ikke at kæmpe var baseret på sansetilfredsstillelse. Han glemte sin vigtigste pligt og ønskede at trække sig fra kampen, for han troede, han ville blive mere lykkelig ved ikke at slå sine slægtninge ihjel end ved at nyde kongeriget efter at have besejret sine fætre og brødre, Dhṛtarāṣṭras sønner. I begge tilfælde var sansetilfredsstillelse det grundlæggende princip. Både glæden ved at sejre og glæden ved at se sine slægtninge i live er baseret på personlig sansetilfredsstillelse, selv om det foregår i et selvopofrelsens navn af visdom og pligt. Kṛṣṇa forklarede derfor for Arjuna, at selve sjælen ikke ville dø, hvis han dræbte sin bedstefaders krop, og Han forklarede, hvordan alle individuelle personer indbefattet Herren Selv er evige individuelle personer. De var individuelle personer i fortiden, de er individuelle personer nu, og de vil fortsætte med at være individuelle personer i fremtiden, for vi er alle for evigt individuelle sjæle. Vi udskifter blot vores kropslige klædedragt på forskellige måder, men bevarer i virkeligheden vores individualitet selv efter befrielsen fra bindingen til den materielle klædning. Herren Kṛṣṇa har således givet et meget anskueligt analytisk studium af sjælen og kroppen. Denne beskrivende viden om sjælen og kroppen fra forskellige synsvinkler omtales her som sāṅkhya med Nirukti-ordbogens formulering.

Denne sāṅkhya har intet med ateisten Kapilas sāṅkhya-filosofi at gøre. Længe før bedrageren Kapila og dennes sāṅkhya blev sāṅkhya- filosofien forklaret i Śrīmad-Bhāgavatam af den rigtige Kapila, Herren Kṛṣṇas inkarnation, der fortalte den til Sin mor, Devahūti. Der forklarede Han tydeligt, at puruṣa, den Højeste Herre, er aktiv, og at Han skaber ved at se over prakṛti. Dette bliver bekræftet i Vedaerne såvel som i Bhagavad-gītā. Beskrivelsen i Vedaerne angiver, at Herren kastede Sit blik over prakṛti eller naturen og befrugtede den med atomiske individuelle sjæle. Alle disse individuelle personer handler i den materielle verden med sansenydelse for øje, og fortryllet af den materielle energi tror de, at de er nydere. Denne mentalitet slæber de med sig lige indtil den sidste fase af befrielse, hvor det levende væsen ønsker at blive ét med Herren. Dette er māyās sidste fælde eller sansetilfredsstillelsesillusion, og det er kun efter mange, mange liv i en sådan sansenydelse, at en stor sjæl overgiver sig til Vāsudeva, Herren Kṛṣṇa, og dermed fuldbyrder sin søgen efter den højeste sandhed.

Ved at overgive sig til Kṛṣṇa har Arjuna allerede accepteret Ham som sin åndelige mester: śiṣyas te ’haṁ śādhi māṁ tvāṁ prapannam (Bg. 2.7). Følgelig vil Kṛṣṇa nu fortælle ham om procedurerne i buddhi-yoga og karma-yoga, eller hvordan man med andre ord praktiserer hengiven tjeneste alene for at tilfredsstille Herrens sanser. Denne buddhi-yoga vil blive tydeligt forklaret i kapitel 10, vers 10, som direkte samvær med Herren, der sidder som Paramātmā i alles hjerter. Men dette samvær kan ikke finde sted uden hengiven tjeneste. Den, der befinder sig i hengiven tjeneste eller transcendental kærlighedstjeneste til Herren eller med andre ord i Kṛṣṇa-bevidsthed, opnår ved Herrens særlige nåde dette stadie af buddhi-yoga. Herren siger derfor, at det kun er dem, der altid er engageret i hengiven tjeneste med transcendental kærlighed, som Han belønner med ren viden om hengivenhed i kærlighed. På den måde kan den hengivne let nå Ham i Guds evige, lyksalige rige.

Således er den buddhi-yoga, der omtales i dette vers, Herrens hengivne tjeneste, og ordet sāṅkhya, der nævnes her, har ikke noget at gøre med den ateistiske sāṅkhya-yoga, der blev udbredt af svindleren Kapila. Man skal derfor ikke misforstå og tro, at den sāṅkhya-yoga, der bliver omtalt her, har noget at gøre med den ateistiske sāṅkhya. Den filosofi havde ingen indflydelse på den tid, og Herren Kṛṣṇa ville heller aldrig have nedladt Sig til at omtale den slags gudløse filosofiske spekulationer. Virkelig sāṅkhya-filosofi bliver beskrevet af Herren Kapila i Śrīmad-Bhāgavatam, men selv den sāṅkhya har intet at gøre med de ting, der diskuteres her. I dette tilfælde sigter sāṅkhya til en analytisk beskrivelse af kroppen og sjælen. Herren Kṛṣṇa gav en analyse af sjælen udelukkende for at lede Arjuna til buddhi-yoga eller bhakti- yoga. Således er Herren Kṛṣṇas sāṅkhya og Herren Kapilas sāṅkhya, som den bliver beskrevet i Śrīmad-Bhāgavatam, én og samme ting. De er begge bhakti-yoga. Derfor sagde Herren Kṛṣṇa (Bg. 5.4), at kun den mindre intelligente klasse af mennesker skelner mellem sāṅkhya-yoga og bhakti-yoga (sāṅkhya-yogau pṛthag bālāḥ, pravadanti na paṇḍitāḥ).
Naturligvis har ateistisk sāṅkhya-yoga intet at gøre med bhakti-yoga, men ikke desto mindre hævder de uintelligente, at der refereres til den ateistiske sāṅkhya-yoga i Bhagavad-gītā.

Man må således forstå, at buddhi-yoga vil sige at arbejde i Kṛṣṇa- bevidsthed i fuld lyksalighed og viden om hengiven tjeneste. Den, der udelukkende handler for at tilfredsstille Herren, uanset hvor besværligt et sådant arbejde måtte være, handler ifølge buddhi-yogaens principper og befinder sig altid i transcendental lyksalighed. I en sådan transcendental aktivitet opnår man enhver transcendental forståelse ved Herrens nåde, og således er ens befrielse komplet i sig selv, uden at man behøver at anstrenge sig yderligere for at erhverve sig viden. Der er stor forskel på at arbejde i Kṛṣṇa-bevidsthed og at arbejde for frugtstræbende resultater, især når det kommer til sansenydelse i form af familiemæssig eller materiel lykke. Buddhi-yoga er derfor den transcendentale kvalitet i det arbejde, vi gør.