Bg 2.55
śrī-bhagavān uvāca
prajahāti yadā kāmān
sarvān pārtha mano-gatān
ātmany evātmanā tuṣṭaḥ
sthita-prajñas tadocyate
śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; prajahāti — opgiver; yadā — når; kāmān — ønsker om sansenydelse; sarvān — af alle slags; pārtha — O søn af Pṛthā; manaḥ-gatān — mentalt hjernespind; ātmani — i sjælens rene tilstand; eva — sandelig; ātmanā — af det rensede sind; tuṣṭaḥ — tilfreds; sthita-prajñaḥ — transcendentalt placeret; tadā — på det tidspunkt; ucyate — siges.
Guddommens Højeste Personlighed sagde: O Pārtha, når man opgiver alle former for sanselige ønsker, der opstår fra mentale forestillinger, og når ens sind således renset finder tilfredshed i selvet alene, siges man at være i ren transcendental bevidsthed.
FORKLARING: Śrīmad-Bhāgavatam (5.18.12) bekræfter, at alle, der er helt i Kṛṣṇa-bevidsthed eller Herrens hengivne tjeneste, har alle de store vismænds gode egenskaber, mens en person, der ikke er så transcendentalt situeret, ingen gode egenskaber har, for han vil uvægerligt søge tilflugt i sine egne mentale forestillinger. Følgelig konstateres det meget rigtigt her, at man er nødt til at opgive alle slags sansebegær, der opstår i ens mentale forestillinger. Sådanne sansebegær kan ikke stoppes kunstigt. Men hvis man er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, ebber sansebegærene ud af sig selv, uden at man behøver gøre sig yderligere anstrengelser i den forbindelse. Man skal således uden tøven engagere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed, for denne hengivne tjeneste vil øjeblikkeligt hæve én til niveauet af transcendental bevidsthed. Den højt udviklede sjæl er altid tilfreds i sig selv, for han erkender sig selv som den Højeste Herres evige tjener. Sådan en transcendentalt situeret person har ingen sansebegær, der udspringer fra en gnieragtig materialisme. Tværtimod er han altid lykkelig i sin naturlige position som den Højeste Herres evige tjener.