Bg 2.56
duḥkheṣv anudvigna-manāḥ
sukheṣu vigata-spṛhaḥ
vīta-rāga-bhaya-krodhaḥ
sthita-dhīr munir ucyate
duḥkheṣu — i de trefoldige lidelser; anudvigna-manāḥ — uden at blive forstyrret i sindet; sukheṣu — i lykke; vigata-spṛhaḥ — uden at være interesseret; vīta — fri for; rāga — tilknytning; bhaya — frygt; krodhaḥ — og vrede; sthita-dhīḥ — hvis sind er stabilt; muniḥ — en vismand; ucyate — kaldes.
Den, der ikke forstyrres i sindet selv midt iblandt de trefoldige lidelser eller bliver opstemt, når lykken tilsmiler ham, og som er fri for tilknytning, frygt og vrede, kaldes en vismand med et stabilt sind.
FORKLARING: Ordet muni refererer til den, der kan sætte sindet i bevægelse på forskellige måder gennem intellektuel spekulation uden at komme til nogen afgørende konklusion. Det siges, at hver muni har sin egen opfattelse, og medmindre en muni adskiller sig fra andre munier, kan han ikke betegnes som en muni i ordets egentlige forstand. Nāsāv ṛṣir yasya mataṁ na bhinnam (Mahābhārata, Vana-parva 313.117). Men den sthita-dhīr muni, der nævnes her af Herren, er forskellig fra en almindelig muni. En sthita-dhīr muni er altid Kṛṣṇa-bevidst, for han er færdig med enhver form for kreativ spekulativitet. Han kaldes praśānta- niḥśeṣa-mano-rathāntara (Stotra-ratna 43) eller den, der har lagt stadiet af intellektuelle spekulationer bag sig og er kommet til den konklusion, at Herren Śrī Kṛṣṇa, Vāsudeva, er alting (vāsudevaḥ sarvam iti, sa mahātmā su-durlabhaḥ, Bg. 7.19). Han siges at være en muni med et fast forankret sind. Sådan en helt igennem Kṛṣṇa-bevidst person forstyrres slet ikke, når han bombarderes af de trefoldige lidelser, for han accepterer alle lidelser som Herrens barmhjertighed og anser kun sig selv for værdig til endnu flere problemer på grund af sine tidligere misgerninger. Samtidig kan han se, at hans lidelser ved Herrens nåde bliver formindsket til det mindst mulige. Når lykken tilsmiler ham, giver han ligeledes Herren æren og synes, han er uværdig til en sådan lykke. Han forstår, at det kun skyldes Herrens nåde, at han befinder sig i en sådan bekvem tilstand og på den måde er i stand til at tjene Herren bedre. Og i Herrens tjeneste er han altid modig og aktiv og upåvirket af tilknytning og aversion. Tilknytning vil sige at acceptere ting for ens egen sansetilfredsstillelses skyld, og utilknytning betyder fravær af sådanne sanselige tilknytninger. Men den, der er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed, er hverken tilknyttet eller utilknyttet, for hans liv er viet til Herrens tjeneste. Følgelig bliver han aldrig vred, selv ikke, når hans bestræbelser slår fejl. Uanset om en Kṛṣṇa-bevidst person har medgang eller modgang, holder han altid fast i sin beslutsomhed.