Bg 2.57
yaḥ sarvatrānabhisnehas
tat tat prāpya śubhāśubham
nābhinandati na dveṣṭi
tasya prajñā pratiṣṭhitā
yaḥ — den, som; sarvatra — overalt; anabhisnehaḥ — uden kærlighed; tat — det; tat — det; prāpya — idet han har opnået; śubha — godt; aśubham — ondt; na — aldrig; abhinandati — priser; na — aldrig; dveṣṭi — hader; tasya — hans; prajñā — den fuldkomne viden; pratiṣṭhitā — er forankret.
Den, der ikke lader sig påvirke af uanset hvad godt og ondt, han måtte opnå i den materielle verden, og hverken priser eller foragter det, er fast forankret i fuldkommen viden.
FORKLARING: I den materielle verden er der altid en eller anden form for postyr, uanset om det er godt eller dårligt. Den, der ikke ophidses af sådanne materielle omvæltninger, og som ikke bliver påvirket af godt og dårligt, må anses for at være fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed. Så længe man er i den materielle verden, er der altid mulighed for godt og dårligt, for denne verden er fuld af dualitet. Men den, der er fast forankret i Kṛṣṇa-bevidsthed, lader sig ikke påvirke af godt og dårligt, for han interesserer sig kun for Kṛṣṇa, der er absolut algod. En sådan bevidsthed om Kṛṣṇa situerer én i en perfekt transcendental tilstand, der formelt kaldes samādhi.