Bg 2.64
rāga-dveṣa-vimuktais tu
viṣayān indriyaiś caran
ātma-vaśyair vidheyātmā
prasādam adhigacchati
rāga — tilknytning; dveṣa — og utilknytning; vimuktaiḥ — af den, der er blevet fri for; tu — men; viṣayān — sanseobjekter; indriyaiḥ — af sanserne; caran — handler på; ātma-vaśyaiḥ — under ens kontrol; vidheya- ātmā — den, der følger reguleret frihed; prasādam — Herrens nåde; adhigacchati — opnår.
Men en person, der er fri for enhver tilknytning og aversion, og som kan beherske sine sanser med frihedens regulerende principper, kan opnå Herrens fulde nåde.
FORKLARING: Det er allerede blevet forklaret, at man kunstigt kan beherske sanserne udadtil på en eller anden måde, men medmindre man engagerer sanserne i Herrens transcendentale tjeneste, er der al mulig risiko for at falde ned. Skønt den person, der er i fuld Kṛṣṇa-bevidsthed, tilsyneladende kan være på det sanselige plan, er der ingen tilknytning til sanselige aktiviteter, fordi han er Kṛṣṇa-bevidst. Den Kṛṣṇa-bevidste person er kun interesseret i at tilfredsstille Kṛṣṇa og intet andet. Derfor er han transcendental til enhver tilknytning og aversion. Hvis Kṛṣṇa vil have det, er en hengiven parat til at gøre hvad som helst, som han normalt ikke ville gøre. Og hvis Kṛṣṇa ikke ønsker det, lader han være med at gøre det, han ellers ville have gjort for sin egen tilfredsstillelses skyld. At handle eller ikke handle er således i hans fulde magt, for han handler kun på Kṛṣṇas tilskyndelse. Denne bevidsthed er Herrens årsagsløse nåde, som den hengivne kan opnå, selv om han er knyttet til det sanselige plan.