TEXT 27
prakṛteḥ kriyamāṇāni
guṇaiḥ karmāṇi sarvaśaḥ
ahaṅkāra-vimūḍhātmā
kartāham iti manyate
prakṛteḥ — af den materielle natur; kriyamāṇāni — der bliver gjort; guṇaiḥ — af kvaliteterne; karmāṇi — aktiviteter; sarvaśaḥ — alle slags; ahaṅkāra-vimūḍha — forvirret af falsk ego; ātmā — den åndelige sjæl; kartā — den, der handler; aham — jeg; iti — således; manyate — han tænker.
Den åndelige sjæl, der forvirres af indflydelsen fra det falske ego, anser sig selv for at være den, der udfører handlinger, der i virkeligheden bliver gjort af den materielle naturs tre kvaliteter.
FORKLARING: To personer, den ene Kṛṣṇa-bevidst og den anden i materiel bevidsthed, hvor begge arbejder med det samme, kan forekomme at være på samme niveau, men der er himmelvid forskel på deres respektive positioner. Personen i materiel bevidsthed er gennem det falske ego overbevist om, at han er den, der gør alting. Han ved ikke, at de kropslige mekanismer er blevet frembragt af den materielle natur, der fungerer under den Højeste Herres opsyn. Den materialistiske person er ikke klar over, at han i enhver henseende står under Kṛṣṇas kontrol. Personen, der er underlagt falsk ego, tager selv æren for at gøre alt uafhængigt, og det er tegnet på hans uvidenhed. Han ved ikke, at denne grove og subtile krop er skabt af den materielle natur på Guddommens Højeste Personligheds ordre, og at hans kropslige og mentale handlinger derfor skal engageres i Kṛṣṇas tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det uvidende menneske glemmer helt, at Guddommens Højeste Personlighed kaldes Hṛṣīkeśa eller Herren over den materielle krops sanser, for som følge af sit langvarige misbrug af sanserne på sansenydelse vildledes han af det falske ego, der får ham til at glemme hans evige forhold til Kṛṣṇa.