TEXT 30
mayi sarvāṇi karmāṇi
sannyasyādhyātma-cetasā
nirāśīr nirmamo bhūtvā
yudhyasva vigata-jvaraḥ
mayi — til Mig; sarvāṇi — alle slags; karmāṇi — handlinger; sannyasya — efter helt at have overgivet; adhyātma — med fuld viden om selvet; cetasā — gennem bevidsthed; nirāśīḥ — uden ønske om udbytte; nirmamaḥ — uden ejerfølelse; bhūtvā — idet du er; yudhyasva — kæmp; vigata-jvaraḥ — uden sløvhed.
Kæmp derfor, Arjuna, og overgiv alle dine handlinger til Mig i fuld viden om Mig uden at begære vinding og uden nogen form for besiddertrang eller sløvhed.
FORKLARING: Dette vers tilkendegiver helt tydeligt hensigten med Bhagavad-gītā. Herren lærer os, at man skal være helt Kṛṣṇa-bevidst for at gøre sine pligter, præcis som om man er under militærdisciplin. Et sådant påbud kan forekomme at gøre det hele lidt vanskeligt, men ikke desto mindre må man gøre sin pligt og afhænge af Kṛṣṇa, for det er det levende væsens naturlige position. Det levende væsen kan ikke være lykkeligt uden at samarbejde med den Højeste Herre, for det levende væsens evige naturlige position er at underordne sig Herrens vilje. Arjuna blev derfor beordret af Śrī Kṛṣṇa til at kæmpe, som om Herren var hans militærkommandør. Man bliver nødt til at ofre alt for den Højeste Herres gode vilje og samtidig gøre sine foreskrevne pligter uden at påberåbe sin ejendomsret. Arjuna behøvede ikke at overveje Herrens ordre. Det eneste, han havde at gøre, var at udføre den. Den Højeste Herre er alle sjæles sjæl. Derfor kaldes den, der helt og holdent afhænger af den Højeste Sjæl uden personlige forbehold, eller med andre ord den, der er helt Kṛṣṇa-bevidst, for adhyātma-cetas. Nirāśīḥ betyder, at man skal handle på sin herres ordre, men ikke forvente frugtstræbende resultater til gengæld. Kassereren optæller millioner af kroner for sin arbejdsgiver uden at kræve en øre til sig selv. På samme måde bliver man nødt til at indse, at intet i verden tilhører nogen enkeltperson, men alt tilhører den Højeste Herre. Det er den virkelige betydning af mayi, “til Mig”, så når man handler i en sådan Kṛṣṇa-bevidsthed, påberåber man sig så afgjort ikke ejerskab over noget som helst. Den bevidsthed kaldes nirmama eller “intet er mit”. Og skulle man være uvillig til at følge en så streng ordre, der ikke tager hensyn til såkaldte slægtninge i kropslige forhold, må man kaste den modvilje fra sig. På den måde kan man blive vigata-jvara, dvs. fri for en febrilsk mentalitet eller sløvhed. Alle har et særligt stykke arbejde at udføre i forhold til deres natur og position, og som beskrevet ovenfor kan alle sådanne pligter gøres i Kṛṣṇa-bevidsthed. Det vil føre én til befrielsens vej.