TEXT 22
yadṛcchā-lābha-santuṣṭo
dvandvātīto vimatsaraḥ
samaḥ siddhāv asiddhau ca
kṛtvāpi na nibadhyate
yadṛcchā — der kommer af sig selv; lābha — med vinding; santuṣṭaḥ — den, der er tilfreds; dvandva — dualitet; atītaḥ — den, der har sat sig ud over; vimatsaraḥ — fri for misundelse; samaḥ — den, der er vedholdende; siddhau — i fremgang; asiddhau — fiasko; ca — også; kṛtvā — idet han handler; api — skønt; na — aldrig; nibadhyate — han bliver påvirket.
Den, der er tilfreds med det, der kommer af sig selv, som er fri for dualitet og uden misundelse, og som bevarer ligevægten i både medgang og modgang, vil aldrig blive viklet ind, selv om han handler.
FORKLARING: En Kṛṣṇa-bevidst person gør sig ikke engang særligt store anstrengelser for at opretholde sin krop. Han er tilfreds med det, der kommer af sig selv. Han hverken tigger eller låner, men arbejder ærligt efter bedste evne og er tilfreds med det, han opnår gennem sit eget hæderlige arbejde. Han er derfor uafhængig, når det kommer til at forsørge sig selv. Han tillader ingens tjeneste at forhindre hans egen tjeneste i Kṛṣṇa-bevidsthed. Men for Herrens tjenestes skyld kan han tage del i enhver form for aktivitet uden at lade sig forstyrre af den materielle verdens dualiteter. Den materielle verdens dualiteter opleves som varme og kulde eller lykke og lidelse. En Kṛṣṇa-bevidst person er hævet over denne dualitet, for han har ingen betænkeligheder ved at gøre ligegyldigt hvad for at tilfredsstille Kṛṣṇa. Han er således vedholdende både i medgang og modgang. Disse symptomer ses, når man er helt forankret i transcendental viden.