TEXT 29

FORKLARING: De betingede sjæle, der er i kløerne på den illusoriske energi, er alle ivrige efter at få fred i den materielle verden. Men de kender ikke opskriften på fred, som den bliver forklaret i denne del af Bhagavad-gītā. Den bedste fredsformular er slet og ret denne: Herren Kṛṣṇa er den begunstigede nyder af alle menneskets aktiviteter. Mennesker bør give alt til Herrens transcendentale tjeneste, for Han er ejeren af alle planeter og halvguderne derpå. Ingen er større end Ham. Han er større end de største halvguder, Herren Śiva og Herren Brahmā. I Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.7) bliver Herren beskrevet som tam īśvarāṇāṁ paramaṁ maheśvaram. Under illusionens fortryllelse prøver de levende væsener at blive herrer over alt, de ser, men i virkeligheden ligger de under for Herrens materielle energi. Herren er herskeren over den materielle natur, og de betingede sjæle er underlagt den materielle naturs strenge love. Medmindre man forstår disse nøgne kendsgerninger, kan det ikke lade sig gøre at få fred i verden, hverken individuelt eller kollektivt. Dette er, hvad Kṛṣṇa-bevidsthed indebærer: Herren Kṛṣṇa er den højeste hersker, og alle levende væsener inklusive de store halvguder er Hans underordnede. Man kan kun opnå perfekt fred i fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed.

Kapitel 5 er en praktisk forklaring af Kṛṣṇa-bevidsthed, der almindeligvis kaldes karma-yoga. Hermed besvares det mentalt spekulative spørgsmål om, hvorledes karma-yoga kan føre til befrielse. At handle i Kṛṣṇa-bevidsthed er at arbejde i fuldstændig viden om Herren som herskeren. Den slags arbejde er ikke forskelligt fra transcendental viden. Direkte Kṛṣṇa-bevidsthed er bhakti-yoga, og jñāna-yoga er en vej, der fører til bhakti-yoga. Kṛṣṇa-bevidsthed betyder at handle i fuld viden om sit forhold til den Højeste Absolutte, og fuldendelsen af denne bevidsthed munder ud i fuld kundskab om Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed. En ren sjæl er Guds evige tjener som Hans fragmentariske uadskillelige del. Han (sjælen) kommer i kontakt med māyā, illusion, på grund af sit ønske om at herske over māyā, og det er grunden til hans mange lidelser. Så længe man er i kontakt med materie, bliver man nødt til at handle på sine materielle behov. Kṛṣṇa-bevidsthed fører imidlertid én til åndeligt liv, selv mens man stadig befinder sig under materiens domæne, for det er en vækkelse af ens åndelige eksistens igennem en praksis af den i den materielle verden. Jo mere avanceret man er, desto mere befries man fra materiens kløer. Herren er ikke partisk over for nogen. Det hele afhænger af ens praktiske udøvelse af Kṛṣṇa- bevidste pligter, der hjælper én til at beherske sanserne i alle henseender og overvinde indflydelsen fra begær og vrede. Og den, der står fast i Kṛṣṇa-bevidsthed ved at beherske de ovennævnte lidenskaber, er virkelig situeret på det transcendentale plan eller brahma-nirvāṇa. Den ottefoldige yoga-mystik praktiseres automatisk i Kṛṣṇa-bevidsthed, for det endelige formål tjenes. Udøvelsen af yama, niyama, āsana, prāṇāyāma, pratyāhāra, dhāraṇā, dhyāna og samādhi er en gradvis ophøjelsesproces. Men disse er kun forløbere for fuldkommenheden i hengiven tjeneste, der alene kan skænke fred til mennesket. Hengiven tjeneste er livets højeste fuldkommenhed.