TEXT 15

FORKLARING: Der står i Bhagavad-gītā, at man kan overvinde den materielle naturs strenge love blot ved at overgive sig til Guddommens Personlighed, Kṛṣṇas, lotusfødder. Man kan så spørge: Hvordan kan det være, at højtuddannede filosoffer, videnskabsmænd, forretningsfolk, administratorer og alle ledere af folk i almindelighed så ikke overgiver sig til Śrī Kṛṣṇa, den almægtige Guddommens Personligheds, lotusfødder? Menneskehedens ledere har på forskellige måder og med store planer og stor udholdenhed i mange år og liv søgt mukti eller befrielse fra den materielle naturs love. Hvis denne befrielse er mulig blot ved at overgive sig til Guddommens Højeste Personligheds lotusfødder, hvorfor benytter disse intelligente og hårdtarbejdende ledere sig så ikke af denne enkle metode?

Bhagavad-gītā besvarer dette spørgsmål ærligt og ligefremt. De virkelig lærde samfundsledere som Brahmā, Śiva, Kapila, Kumāraerne, Manu, Vyāsa, Devala, Asita, Janaka, Prahlāda, Bali og senere Madhvācārya, Rāmānujācārya, Śrī Caitanya og mange andre, der alle er solide filosoffer, politikere, undervisere, videnskabsmænd osv., overgiver sig til den Højeste Person, den almægtige autoritet. De, der ikke er virkelige filosoffer, videnskabsmænd, lærere, administratorer osv., men blot udgiver sig for at være det for at opnå materiel vinding, accepterer ikke den Højeste Herres plan eller vej. De har ingen idé om Gud. De udtænker blot deres egne verdslige planer og komplicerer følgelig kun den materielle tilværelses problemer yderligere i deres forgæves forsøg på at løse dem. Eftersom den materielle energi (naturen) er så kraftfuld, kan den modstå ateisternes uautoriserede planer og forpurre alle såkaldte planlægningskommissioners ideer.

De ateistiske planlæggere beskrives her med ordet duṣkṛtinaḥ eller “skurke”. Kṛtī betyder en, der har udført fortjenstfuldt arbejde. Den ateistiske planlægger er nogle gange også meget intelligent og fortjenstfuld, for enhver gigantisk plan, hvad enten den er god eller dårlig, kræver intelligens at gennemføre. Men fordi ateisten misbruger sin hjerne til at modsætte sig den Højeste Herres plan, kaldes den ateistiske planlægger for duṣkṛtī, hvilket angiver, at hans intelligens og anstrengelser anvendes forkert.

Det fastslås klart og tydeligt i Bhagavad-gītā, at den materielle energi fungerer helt under den Højeste Herres ledelse. Den har ingen uafhængig autoritet. Den fungerer ligesom en skygge, der følger en genstands bevægelser. Ikke desto mindre er den materielle energi meget stærk, og på grund af sit gudløse temperament kan ateisten ikke forstå, hvordan den fungerer, eller kende den Højeste Herres plan. Under indflydelse af illusion og lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter bliver alle hans planer forpurret, som det var tilfældet med Hiraṇyakaśipu og Rāvaṇa, hvis planer blev knust til støv, selv om de begge var materielt lærde som videnskabsmænd, filosoffer, administratorer og lærere. Disse duṣkṛtinaer eller skurke følger fire forskellige adfærdsmønstre som beskrevet i det følgende.

(1) Mūḍhaerne er dem, der er decideret dumme ligesom hårdtarbejdende lastdyr. De vil selv nyde frugterne af deres arbejde og ønsker derfor ikke at give dem til den Højeste. Det typiske eksempel på et lastdyr er æslet. Dette beskedne dyr sættes til at slide hårdt for sin herre. Æslet er ikke rigtig klar over, for hvem det arbejder så hårdt dag ud og dag ind. Det er tilfreds med at kunne fylde sin mave med lidt græs, sove i ny og næ under frygt for at blive slået af sin herre og tilfredsstille sit seksuelle begær med fare for at blive sparket gentagne gange af det modsatte køn. Æslet opløfter undertiden sin røst i sang af poesi og filosofi, men dets skryden forstyrrer blot andre. Dette er situationen for den tåbelige frugtstræbende arbejder, der ikke ved, hvem han burde arbejde for. Han ved ikke, at karma (handling) er beregnet til yajña (offer).

For det meste siger de, der arbejder hårdt dag og nat for at klare byrden af deres selvskabte pligter, at de ikke har tid til at høre om det levende væsens udødelighed. For sådanne mūḍhaer er materiel vinding, der er forgængelig, livets ét og alt på trods af, at mūḍhaerne kun nyder en uanseelig lille del af deres eget arbejdes frugter. Somme tider tilbringer de søvnløse dage og nætter for en eller anden frugtstræbende vindings skyld, og selv om de har mavesår eller fordøjelsesbesvær, stiller de sig tilfredse med praktisk taget ingen mad. De er udelukkende optaget af at slide hårdt dag ud og dag ind til gavn for illusoriske herrer. Uvidende om deres virkelige Herre spilder de tåbelige arbejdere deres tid på at tjene mammon. Desværre overgiver de sig aldrig til Herren over alle herrer, og de afser heller ikke tid til at høre om Ham fra de rette kilder. Svinet, der æder ekskrementer, bryder sig ikke om søde sager af sukker og ghee. På samme måde fortsætter den tåbelige arbejder utrætteligt med at lytte til sansebehagende nyheder fra den flygtige verdslige sfære, men har så godt som ingen tid til at høre om den evige livskraft, der animerer den materielle verden.

(2) En anden klasse af duṣkṛtīer eller skurke går under betegnelsen narādhama, der betyder menneskehedens laveste. Nara betyder “menneske”, og adhama betyder “laveste”. Af de 8.400.000 forskellige arter af levende væsener er der 400.000 menneskelige arter. Af disse er der talrige lavere former for mennesker, der for størstedelens vedkommende er uciviliserede. De civiliserede mennesker er dem, der har faste principper for socialt, politisk og religiøst liv. De, der er socialt og politisk udviklede, men savner religiøse principper, må betragtes som narādhama. Og religion uden Gud er heller ikke religion, for formålet med at følge religiøse principper er at forstå den Højeste Sandhed og menneskets forhold til Ham. I Bhagavad-gītā forklarer Guddommens Personlighed klart og tydeligt, at der findes ingen autoritet over Ham, og at Han er den Højeste Sandhed. Formålet med det civiliserede menneskeliv er, at mennesket skal genoplive sin tabte bevidsthed om sit evige forhold til den Højeste Sandhed, Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, der er almægtig. Alle, der lader denne mulighed gå fra sig, bliver klassificeret som narādhama. De åbenbarede skrifter fortæller os, at når barnet befinder sig i moderens mave (en særdeles ubehagelig situation), beder det til Gud om at måtte blive frelst og lover at tilbede Ham alene, så snart det kommer ud. At bede til Gud, når man er i vanskeligheder, er et naturligt instinkt hos alle levende væsener, for de er for evigt relateret til Gud. Men efter sin fødsel glemmer barnet sine fødselsvanskeligheder og under māyā, den illusoriske energis, påvirkning også hvem, der befriede det.

Børns formyndere har pligt til at genoplive børnenes latente guddommelige bevidsthed. Hensigten med de ti reformeringsceremonier, som de påbydes i Manu-smṛti, der giver retningslinierne for de religiøse principper, er at genopvække Gudsbevidstheden i varṇāśrama-systemet. Ingen sådan proces følges dog strengt noget sted i verden nu om dage, og derfor er 99,9 procent af befolkningen narādhama.

Når hele befolkningen er narādhama, bliver al dens såkaldte uddannelse naturligt gjort til skamme af den fysiske naturs almægtige kræfter. Ifølge Bhagavad-gītās målestok er en uddannet person ham, der ser med samme syn på en lærd brāhmaṇa, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder. Det er den sande hengivnes syn på verden. Śrī Nityānanda Prabhu, der er inkarnationen af Guddommen som guddommelig mester, udfriede et par typiske narādhamaer, de to brødre Jagāi og Mādhāi, og viste, hvordan en rigtig hengivens nåde skal skænkes til de laveste blandt mennesker. Så narādhamaerne, der er blevet forkastet af Guddommens Personlighed, kan kun genopvække deres åndelige bevidsthed ved at få en hengivens nåde.

Da Śrī Caitanya Mahāprabhu udbredte Sin bhāgavata-dharma (de hengivnes aktiviteter), anbefalede Han, at folk lytter ydmygt til Guddommens Højeste Personligheds budskab. Essensen af dette budskab er Bhagavad-gītā. De laveste blandt mennesker kan kun blive udfriet ved at lytte ydmygt på denne måde, men desuagtet nægter de så meget som at lægge øre til disse budskaber for slet ikke at tale om at overgive sig til den Højeste Herres vilje. Narādhamaer eller menneskehedens laveste tilsidesætter med vilje menneskets vigtigste pligt.

(3) Den næste klasse af duṣkṛtīer kaldes māyayāpahṛta-jñānāḥ eller “de, hvis store lærdom gøres til skamme under indvirkningen af den illusoriske materielle energi.” De er for det meste nogle meget kloge fyre som store filosoffer, digtere, forfattere, videnskabsmænd osv., men den illusoriske energi vildleder dem, og derfor adlyder de ikke den Højeste Herre.

Der findes rigtig mange māyayāpahṛta-jñānāer for øjeblikket, selv blandt de lærde i Bhagavad-gītā. I Bhagavad-gītā bliver det på et jævnt og ligefremt sprog forklaret, at Śrī Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Ingen er lig med eller større end Ham. Han omtales som fader til Brahmā, der er alle menneskers oprindelige fader. Ja, Śrī Kṛṣṇa siges ikke alene at være Brahmās fader, men også fader til alle livsarter. Han er roden til den upersonlige Brahman, og Paramātmā, Oversjælen i alle levende væsener, er Hans fuldstændige del. Han er ophav til alt, og alle rådes til at overgive sig til Hans lotusfødder. På trods af alle disse klare udsagn nedgør māyayāpahṛta-jñānāerne den Højeste Herres personlighed og anser Ham for blot at være et andet menneske. De er ikke klar over, at den velsignede menneskelige livsform er konstrueret efter den Højeste Herres evige og transcendentale form.

Alle māyayāpahṛta-jñānā-klassens mange uautoriserede Bhagavad- gītā-fortolkninger, der ikke er i tråd med paramparā-systemet, er intet andet end nok så mange hindringer på den åndelige forståelses vej. De vildledte fortolkere overgiver sig hverken til Śrī Kṛṣṇas lotusfødder eller underviser andre i at følge dette princip.

(4) Den sidste klasse af duṣkṛtīer kaldes āsuraṁ bhāvam āśritāḥ eller “de, hvis principper er dæmoniske.” Denne klasse er åbenlyst ateistisk. Nogle af dem påstår, at den Højeste Herre aldrig kan stige ned til den materielle verden, men de har ingen håndgribelige grunde til, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Andre vil have Ham til at være underordnet det upersonlige aspekt på trods af, at det modsatte bliver forklaret i Bhagavad-gītā. Af misundelse mod Guddommens Højeste Personlighed lancerer ateisten en masse uægte inkarnationer, der ikke er andet end hans eget hjernespinds frembringelser. Sådanne personer, hvis selve grundlag i livet er at nedgøre Guddommens Personlighed, kan ikke overgive sig til Śrī Kṛṣṇas lotusfødder.

Śrī Yāmunācārya Ālabandāru fra Sydindien skrev (Stotra-ratnam 3): “O min Herre, Du kan ikke forstås af personer, der er impliceret i ateistiske principper, til trods for Dine usædvanlige egenskaber, træk og aktiviteter, på trods af, at Din person bekræftes af alle de åbenbarede skrifter i godhedens kvalitet, og til trods for, at Du er anerkendt af berømte autoriteter, der er kendte for deres dybe kendskab til den transcendentale videnskab og for at være solidt forankret i guddommelige kvaliteter.”

Derfor overgiver (1) skammeligt tåbelige personer, (2) de laveste blandt mennesker, (3) vildledte intellektuelle spekulanter og (4) erklærede ateister sig som nævnt ovenfor aldrig til Guddommens Personligheds lotusfødder på trods af alle skriftlige og autoritative anbefalinger.